Kategorier
Fangstrapporter

Smuk blank havørred med krog fra åen + ny PR-karpe til Emil

Hej alle

Fik lige en mail fra Peter Silberg, der kort og godt lød:

Hej Klaus!

God vandstand i åen i tirsdags og en vildt fightende havørred på 3,0 kg og 70 cm!

Bedes tilmeldt Årets fisker-konkurrencen!

Vh

Peter

 

Det er hermed gjort, og sjovt iøvrigt (og sjældent set) at havørreden både er blank og har en stor kæbekrog. Tillykke med fangsten til Peter, der kender åens huller bedre end de fleste.

K&B

Klaus

 

Kategorier
Fangstrapporter

Monstergedde fra Drive in P&T

Hej alle

Zlatan var en tur i Drive In P&T og fik sig noget af en oplevelse, da han i vandkanten fandt den største gedde han nogensinde har set, og sandsynligvis også en potentiel DK rekord, såfremt den var blevet fanget på regulær vis. Gedden var højst sandsynligt død af alderdom.

At gedden i sandhed var gigantisk skal ses i forhold til at Zlatan er 178 cm høj og at geddens hale lå på jorden, da billedet blev taget. Ud fra billedet og Zlatans beskrivelse vil jeg skyde geddens længde til at være 125-135 cm lang, hvilket efter Monas Geddeskala giver en anslået vægt på mellem 17 og 21 kg! Jeg er med på, at vægten på en gedde kan svinge ufatteligt meget, men det faktum, at den var i ganske god kondition og ikke mindst har levet ualmindelig godt i en større P&T sø, gør at jeg er ret sikker på at vi har at gøre med en +15-er. I P&T-søen har den kunnet leve af regnbuer, der enten har været syge eller på anden måde har været nemt bytte. I de senere år er flere af de største danske gedder blevet fanget i P&T vande, heriblandt den gældende DK rekord fra Ibjergvejens Fiskevand, der vejede 18,75 kg og var 120 cm lang. Se billedet nedenfor og lav en sammenligning med den Zlatan fandt..

Hvem der havde fanget den monstergedde/træstamme/krokodille som Zlatan fandt. Det havde været en oplevelse af de store!

Udover Zlatans historie fandt jeg i indbakken også en hilsen fra Mogens Marcus Mentz:

Hej Klaus

Jeg var i går – torsdag – ude på Sundet i Zimba, hvor jeg nød det gode vejr.

Jeg dybdetrollede sydpå langs kysten. Først med 4 stænger og fra Rungsted Havn med 2. Jeg fiskede på 7-11 meter vand og med agnen i 6-7 meters dybde (for at søge at begrænse antallet af torsk). Men torskene var meget glade for den ene stang, hvor agnen var en 35 gram Hansen Namsos i sølv med kobber/rød bagside. Torskene lod sig friste til at fare op og æde denne lækkerbidsken. Jeg havde yderligere 3 hug, som rev linen ud af lineholderen, men hvor fisken ikke blev siddende. Fiskene var i kg: 1,2 – 3,0 – 1,75 – 1,75 – 2,65 – 1,8 – 2,25 – 1,25 og 1,0. De 6 blev genudsat.

Mvh

Mogens Marcus Mentz

 

Tak til Mogens for rapporten. Godt at høre at Zimba bliver brugt, og at der er torsk at fange.

 

K&B

Klaus

 

 

Kategorier
Fangstrapporter

Simons Put & Take rykker p.t.

Hej alle

Fik lige en hilsen fra Claus Banholtz:

Hej Klaus

Havde hørt meget positivt om Simons Put & Take og det skulle selvfølgelig prøves.

Jeg tænkte, at det måtte hellere være nu, inden feriefiskerne i efterårsferien får tømt søen for fisk. Han slipper nemlig ikke flere store fisk (3-6kg) ud resten af året 🙁

De første par timer skete der ikke noget. Jeg fik kun en lille en på ca 2 kg. Derfor måtte jeg bryde mit hoved for at finde løsningen på fiskeriet. Løsningen blev, at jeg hev en af mine gamle tricks fem af tasken (bombarda + hvid jig).

De næste par timers fiskeri blev meget underholdende, idet jeg fik 5 fisk med største på 4,7 kg, som iøvrigt gav en fin fight 🙂

Størrelsen på de fangne regnbuer:

4,7 kg 
3,9 kg 
3,7 kg 
2,8 kg 
2,5 kg 
2,0 kg

En underholdende dag som jeg håber at andre også kan nå, inden han stopper med at slippe store fisk ud i efterårsferien i uge 42

PS: Husk også der er fri fangst på alle kort frem til 16/10 2011 

Mvh Claus Banholtz

Tillykke til Claus med de fine fangster. Han har ikke overraskende lagt sig suverænt i spidsen for foreningens “Årets fisker” konkurrence, hvor han nu har 313 point. På andenpladsen ligger fangstredaktøren med 220 point, mens trediepladsen indtages af Joachim Fabricius med 112 point. Kim har desværre ikke haft tid til at lægge listen på hjemmesiden, men vær sikker på, at den holdes ajour af undertegnede.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Endelig kom turen til Norge

Hej alle

Fik en spændende fangstrapport fra Emil Hejberg, der har været i Norge for at fiske helleflynder:

Endelig kom turen til Norge!

Den store flynder har trukket i mig i nogle år efterhånden, så jeg var klar til en uges fiskeferie. Min kammerat Anders og jeg havde booket en uge i Havøysund, i midten af september, gennem Norway Guide Fishing. 

Første fiskedag gik til et nyt område hvor guiden Lars havde udset sig nogle spændende pladser. Efter halvanden times fiskeri, hvor Cutbaiten var blevet fisket op og ned i gennem vandet, fik jeg et hug, der føltes noget anderledes end det napperi de små sej og torsk jævnligt kom med. Jeg mærkede en vis tyngde for enden af linen, men var for hurtig i tilslaget. ØV! Et lille kvarter efter fik jeg igen et hug, og denne gang missede jeg ikke. Min 20-30 Ibs Kenzaki krøllede sammen og udløbet startede prompte, og så var det ellers bare at nyde sin første flynderfight. Efter en god fight kom flynderen til syne langt nede i det klare vand. Et fedt syn! Lars landede fisken første gang den var ved båden og så skulle der tages billeder i stævnen. Smilet kommer helt af sig selv når man har en 30+ flynder liggende på skødet. Fisken som var 131 cm lang var meget tyk, og har vejet 30-32 kg. Efter fotosession blev fisken genudsat og svømmede mod bunden med det samme.

De næste timer gik også med testfiskeri forskellige steder uden det store resultat, men sådan er det med fiskeriet. Man har et par timer, hvor fiskeriet er godt grundet tidevandet og perioden imellem må man så fordrive på bedst mulig vis. Der er jo altid en chance for det tunge hug. 
Den næste gode periode ville vi bruge på en plads, der før havde givet gode flyndere. Der var dog lige tid til at smutte forbi en torskeplads for at se om der var en måler. Og det var der da! I andet drev fik jeg mig en ny PR torsk på 16 kg. Min første fiskedag i Norge gik jo forrygende.

Forholdene på flynderpladsen var perfekte. Strøm og bølger arbejdede godt sammen, så vi kunne få nogle gode drev over pladsen i den helt rigtige fart og stadigvæk have ordentlig føling med grejet. En 6-7 meter over bunden får jeg et hug, som jeg ikke kroger, men lader straks jiggen falde imod bunden igen. 2 små nøk i stangen og flynderen inhalerer jiggen. Endnu en gang står jeg med fuld flex, og linen farer af hjulet. Fisken føles god, og måske også en smule større end min første. Den tager ofte lange udløb så snart den er kommet lidt op i vandet. Første gang den kommer til overfladen vender den rundt og tager udløbet fra top til bund. Lige det man har gået og drømt om derhjemme. På loddet kan vi se en stor rød streg fra overfladen og helt ned på 42 m., hvor bunden er. Jeg havde efterhånden en smule møre arme efter at have hevet den store plade op fra bunden flere gange. Næste gang den var ved båden havde den dog brugt sig selv op, og Lars kunne lande den. Fisken var hverken større eller mindre end min første fisk, men også 131 cm, og altså 30+ flynder til mig igen. Helt vildt! Igen blev fisken genudsat.
I næste drev var det så Anders tur til at fighte flynder, og min tur til at filme. Han fik sig også en herlig fight med sin første flynder, som vejede 10,5 kg. Den skulle smages på og kom med hjem. Super afslutning på vores første fiskedag.

Dagen efter blæste vi inde, men det var ikke det værste der kunne ske. Man kunne jo sove længe og slappe af med tankerne om gårsdagens succes.

Dag 3 var vi igen klar til en tur på havet. Vejret var stadig en smule dårligt, men det var muligt at finde lidt læ bag en ø, ikke langt fra havnen. Vi skulle hen på eftermiddagen før dagens første gode fisk kom i båden. Lars satte for en kort stund sin stang i stangholderen og lod båden arbejde med jiggen, da en fisk bed på. Fighten var mildest talt ikke så vild, og vi var rimelig sikre på, at det var en fornuftig torsk der skulle op. Men nej, en flot flynder på 14 kg sad for enden af linen. Et drev mere over samme knold gav Lars endnu en lille flynder på under målet og et stykke tid efter snuppede Lars en flynder mere. Denne gang på 11 kg. Guiden foldede sig virkelig ud denne dag! Det så ud til at blive en god dag for Lars, men under afkrogningen af den sidste flynder satte hans 6/0 Stinger krog sig dybt i tommelfingeren. Puha det så skidt ud, og vi sejlede straks i land så Lars kunne få lægehjælp. Vi andre sejlede ud igen og sluttede dagen af med en bunke kuller. 

Vi stod op med solen næste dag for at fiske det første tidevand på pladsen fra dagen før. Ved 9-tiden får jeg flynderhugget, men efter et solidt udløb mister jeg krogholdet. Vi forsøgte at få flynderen til at hugge igen, men gav op efter en times tid og sejlede i havn igen. Planen var at snuppe en morfar, for igen at tage ud og fiske den gode periode eftermiddag/aften.
Da vi igen mødtes ved båden stod Lars klar. Han skulle selvfølgelig ud og teste syningen i tommelfingeren. Vinden var løjet af, så vi kunne komme ud på nogle af de andre pladser igen. Vi sejlede sammen med tyskerbåden denne gang, og begge både fiskede i området, hvor vi første dag havde fået to flyndere. Vi fik en god bunke torsk, samt en undermålerflynder. Om aftenen oplevede vi et vildt mågesjov, hvor små sej hoppede fri af vandet, presset af sultne torsk nedefra. På det lette kastegrej havde vi et super underholdende fiskeri efter torsk i 5-7 kgs klassen. Tyskerne fik også en måler på 13 kg lige som det sidste lys forsvandt.

Nu var vi kommet til dag 5, og jeg var efterhånden sulten efter en god flynderfight igen. Vi stod op tíl det mest fantastiske vejr. Helt vindstille, havblik og høj septembersol. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme på vandet. I dagens anledning havde vi endda medbragt et par kolde pils. Anders og jeg fik hurtigt et par PR brosmer. Dem var der mange af på denne plads! 
Endelig kom hugget til mig igen. Tilslaget, der ender i bøjet stang og line, der ryger af hjulet, bliver man ikke træt af. Og denne gang fightede man fisken i høj solskin og med et tysk filmhold i nakken. Min tredje og sidste flynder vejede 24,5 kg. Hvilken dejlig fisk! Lars ville være med igen den dag og fik sig en ny PR flynder på 35 kg. Fisken gav hård kamp med mange lange udløb. Og syningen i tommelfingeren bestod testen. 
Senere på dagen fik Jan en rødtorsk på 13 kg. Helt sikkert den flotteste torsk jeg nogensinde har set. Hele dagen igennem blev brosmerne hevet op i lange baner, og jeg fik min første havkat på 2-3 kg.  

Sidste fiskedag sejlede Anders, Jan og jeg ud til samme spot. Vejret var dog helt anderledes denne dag, og vores drev blev en smule anderledes. Jan fik en undermålerflynder og lidt senere en pæn 14 kilos. 
Da vi i et drev er ved at ramme hotspottet på skrænten kroger Anders en torsk lige som han rammer bunden. Anders kæmper for at få torsken hurtigt op, så han kan få jiggen ned igen inden vi er drevet over. Jan og jeg som står og kigger ned i vandet mens vi fisker, for øje på torsken med en stor skygge efter sig. “Flynder, flynder, flynder!” råber vi og Anders ser også fisken. Desværre fortsætter flynderen forbi torsken og videre op indtil den står 3 meter under båden, så vi rigtig kan se den! Den forsvandt hurtigt ned igen, og vi er alle helt oppe at køre. Det lignede en flynder på 20-30 kg, som så har fulgt en 4 kgs torsk hele vejen op fra bunden. Fed oplevelse at få med!
Det er efterhånden blæst en del op, og vi tager et sidste drev inden vi takker af for denne gang.   
Om aftenen blev der hygget med god mad og det sidste vin og rom inden vi atter skal til Alta Lufthavn.  

Vi havde en fantastisk tur med alt hvad den kunne byde på. Godt fiskeri og svært fiskeri. Blæsevejr og havblik. Regn og sol. Og sidst men ikke mindst en masse hyggelige aftener i lejligheden i Havøysund.

Hilsen Emil

Kategorier
Fangstrapporter

PR-gedde til Joachim fra Esrum Sø

Hej alle

Fik lige en mail fra Joachim, der også har fået taget hul på efterårsfiskeriet på Esrum.

 

Hej Klaus

Tog tre timer på Esrum med min far denne skønne dag idag! Udfaldet i dagens anledning gav ny PR i form af en 5,5 kilos madamme, som var oppe at vende i båden! Den nuppede en død karusse.

I alt var fire gedder oppe i båden og vende. Alle sammen fanget af undertegnede;-)

Vi snakkes! (den tilmeldes selfølgelig konkurrencen)

Joachim

Kategorier
Fangstrapporter

Gang i Esrum Sø – Høstsildene er her – Rekordår i Lagan

Hej alle

Fik i løbet af weekenden lige et par fangstrapporter fra den sidste uges udskejelser på henholdsvis Esrum Sø (Claus Banholtz), Øresund (Bjarne Dueholm) og Lagan (Mogens Mentz):

Hej Klaus

Først på ugen så det ud til at lørdag skulle vejret blive supergodt, så jeg bookede Esrumbåden via kalenderen på hjemmesiden.

Tidligt lørdag morgen skulle der fanges agnfisk og i løbet af en times tid havde jeg fanget 20 skaller og var klar til Esrum Sø.

Søen lå næsten helt blik og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel………Ahhhh det kunne næsten ikke blive bedre.

Første stop var lige udenfor Sørup Havn, der gav en lille gedde på 2,6 kg. Det er den min søn Emil på 7 år holder i favnen nedenfor. God start ..

Jeg sejlede så lidt længere nordpå – op til Kongebroen – og fandt en pæn stime aborrer, men i mindre størrelse. Jeg sejlede derefter længere nordpå – op til Løjtnanten – og så tog tingene fart. I løbet af den næste time fangede jeg vel omkring 50 aborrer med største på ca 950 g, men pludselig var fiskene væk og jeg måtte sejle videre. Jeg nåede helt op til Kobæk Vig og lå på skrænten, og på min lille kastepirk fik jeg et ordentligt hug, så hele min UL spinnetstang krøllede. Efter en hidsig og lang fight kune jeg lande en flot gedde på 4,9 kg.

Den lille kastepirk blev nu skiftet ud med en lille agnfisk på et paternostertackle. Ned mod bunden. I første træk lykkedes det mig at fange ny PR søaborre på 1,3 kg og 43 cm lang samtidig med, at jeg desværre mistede en i samme størrelse…

Klokken var nu ved at være spisetid og jeg drog glad og fornøjet hjemad sammen med junior.

Esrum sæsonen er nu skudt igang, og jeg glæder mig allerede til de mange ture der kommer!

Hilsen 

Claus Banholtz

Tillykke med fangsterne til Claus, der nu for alvor rykker i Årets fisker konkurrencen (update følger snart).

Udover rapporten fra Claus har jeg også modtaget en fangstrapport fra vor kasserer Bjarne Dueholm:

 

Hej Klaus

I går (søndag) var jeg med Svend Thomsen og Carsten Ryby en tur til Hven i trollingbåden.

Ca. 1 km nord for Hven var der masser af store sild, enkelte små torsk og lidt makrel.

Vi hjemtog 79 sild og 7 makrel.

Jeg fangede den største makrel som Carsten indvejede til 750 g. og jeg målte til 40 cm.

Vel ankommen til havn fik Zimba en større og tiltrængt omgang rengøring med børste og

vandslange.

Mvh

Bjarne Dueholm

 

Tillykke med fangsterne. Glædeligt at sildene er kommet og der fortsat er mulighed for fangst af makrel.

Og endelig rapporten fra Mogens Marcus Mentz:

Hej Klaus

Årets sidste rapport fra Lagan.

Tirsdag havde jeg bid, men fisken slap desværre efter ca. 1 minut. I dag (torsdag) igen hug med en efterfølgende fight. Fisken gik dybt med gode og tunge udløb. Efter ca. 12 min havde jeg den inde på 6-7 meter, og slutfighten skulle begynde ……… men men men, så slap fisken. Sikke noget ØV.

I øvrigt bliver der sat ny fangstrekord i Lagan i år. Sidste år var rekordfangsten 2477 fisk. Lige nu mangler der kun 100 fisk at nå dette tal, og fiskesæsonen går til 14/10. Slutresultatet bliver nok omkring 3000 fisk i år.

Mvh

Mogens Marcus Mentz

Tak til Mogens, der må være foreningens Lagan ekspert!

 

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Laganlaks til NÅL-medlem

Hej alle

Fik lige en hilsen fra Mogens Marcus Mentz:

Hej Klaus

Så er jeg endnu en gang en tur i Halland for at fiske i Lagan.
I går mærkede jeg intet, men i dag blev det til en aborre på 430 gram, som nænsomt blev sat ud igen. Herefter huggede en smuk hunlaks, som efter 12 min. fight og landing viste sig at veje 6,3 kg og var 87 cm lang. Den kvalificerede sig til at komme med hjem.
Ud over ovenstående, havde jeg endnu en fight på ca. 10 min inden den stod af og en på ca. 5 min. Så havde jeg iøvrigt også fejlkroget en fisk (kroget i rygfinnen) på ca. 6-7 kg, som naturligvis blev sat fri igen. Yderligere havde jeg en krogning, hvor fisken gik kraftigt nedstrøms. Da jeg syntes, at det var nok, og jeg fik den stoppet, kom den op i overfladen, og vi kunne se, at det var en ca. 6 kg fisk, som var kroget i siden, så den hang i en bue med siden til strømmen. Jeg prøvede at trække den fri af strømmen, så vi kunne få den ind og befri den, men den gav sig kun nogle få meter inden den efter ca. 10 min heldigvis slap fri. Endelig havde jeg 12 hug, hvor fisken ikke blev hængende på, men kun gav et eller to ryk i bremsen. Så der skete en masse!
I går fiskede jeg på et stræk, hvor der de fleste dage bliver taget fisk. Søndag gav området på 500-600 m 8 fisk, men i går gav det nul. Sådan går det op og ned.
Mvh
Mogens Marcus Mentz
Tak til Mogens for rapporten og stort tillykke med laksen på de 6,3 kg!
En melding fra kysten har jeg også fået, idet Peter Lottrup forleden var en tur på Nordkysten. Han fik en masse undermålsørreder, men fik heldigvis også en fin blank havørred på 55 cm, hvilket efter Fultons skala giver en vægt på knap 1,7 kg. Tillykke til Peter med den!
Jeg selv har været i åen et par gange uden det store held. Vanen tro skræmte min færdsel ved åen et par gode fisk!
Knæk & bræk
Klaus


Kategorier
Fangstrapporter

Åen rykker igen – Største opgænger indtil videre!

Hej alle

Fik lige et par meldinger fra “the usual suspects”:

Hej Klaus

Var lige en tur i åen fredag aften og til min store glæde kunne jeg konstatere, at vandstanden var lige som den skal være.

Men de ellers så sikre pladser gav ingen fisk til mig og jeg måtte vente til kl. var 21.30 og det var blevet mørkt før jeg mærkede den første fisk. Jeg kunne i mørket hurtigt mærke, at den var pæn og efter en god fight, kunne jeg lande en flot farvet fisk på 3,9 kg og kun 67 cm lang.

Efter et hurtigt billede svømmede fisken atter ud i åen klar til at blive fanget senere 🙂

Hilsen

Claus Banholtz

Stort tillykke med årets indtil videre største og smukkeste opgænger!

Oveni mailen fra Claus fik jeg også en glad sms fra Peter Lottrup, som efter 3 ture uden fisk omsider har fået hul på bylden.

På et af de sædvanlige åstræk med mange træer havde han på en leddelt Rapala fået en trind ørred på ca. 2,5 kg. Også den blev genudsat i fin form.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Vellykket NÅL-tur til Mørrum gav 2 flotte laks

Vi var 8 mand fra foreningen, der mødtes ved hytten i Mørrum kl. 18. Planen var at vi skulle fiske indtil det blev for mørkt, og derefter få noget aftensmad.

Vi fik hurtigt gjort grejet klar, og lidt efter røg de første fluer og spinnere ud over åen. Jeg var desværre lidt langsommere end de andre, hvilket gjorde, at jeg ikke så Thomas give modhug i hans tredje kast, hvor en stor laks havde taget Caviar spinneren med sort blad. Jeg nåede dog at se lidt af fighten, og kunne da også hjælpe med landingen med mit store kystnet. I den forbindelse kunne Thomas da også lige fortælle mig, at han aldrig ville tilgive mig, hvis jeg bommede hans laks… Den blev hurtigt vejet i nettet til 9,3 kg, og derefter genudsat uden de store problemer. Sikke en start!

Alle var nu ganske tændte og vi fik fordelt os ud over strækket. Jeg selv smuttede længere nedstrøms, hvor jeg tidligere havde gjort gode fangster. Flere fisk slog i overfladen på det sted jeg havde udvalgt mig, så troen på fisk var absolut til stede. Et kast til modsatte side resulterede i en følger, hvilket er meget usædvanlig adfærd for laks og havørreder i Mørrum. I næste kast sad den der – troede jeg. Lidt skuffet kunne jeg nemlig lande en mindre gedde.

Der blev fisket godt igennem af alle deltagere indtil ca. kl. 21, hvor det efterhånden var blevet for mørkt til at fiske normalt. Fiskeriet er ellers rigtig godt i de mørke timer indtil midnat, men vi var møre og havde aftalt, at vi skulle have noget aftensmad. Ved hytten kunne Søren glad fortælle, at han havde snuppet en fin hanlaks på ca. 7 kg på fluestangen lige nedenfor hytten. Han behøvede ikke at genudsætte den (kun hunfisk skal genudsættes), men gjorde det alligevel. Flot gestus!

Vi fik hentet nogle pizzaer og hygget resten af aftenen, indtil vi ved midnat gik til køjs. Søren var første mand på pladsen næste morgen kl. 4.30, mens vi andre lidt mere magelige først var af sted ved 6-tiden. Flere laks end aftenen før viste sig, og vi fiskede løs hele dagen kun afbrudt af måltider, en lille lur og fælles rengøring af hytten.

Status tirsdag aften var, at vi udover de to laks på land fra aftenen før havde haft 7 kontakter til fedtfinner, men at ingen var blevet hængende. Således havde både Carsten og Søren haft en stor laks efter fluen, mens Peter havde haft to regulære, men meget korte fights på spinnestangen. Thomas spinfiskede også og havde både haft et hug samt fejlkroget en laks, der dog efter et stykke tid var røget af. Endelig havde Lars mærket et seriøst træk i fluen. Kl. 20.30 forlod vi Mørrum og kørte mod Danmark efter en kort men vellykket fisketur.

Tak for en god tur – måske arrangerer jeg en tur igen for foreningen igen næste år!

Knæk & bræk

Klaus

PS: Billeder af en ordentlig kvalitet fik jeg ikke selv taget, men jeg forventer at de nok skal komme fra andre deltagere, så I bliver ikke snydt.

Kategorier
Fangstrapporter

Storbrasen (PR) til Banholtz og makreller fra Øresund

Hej alle

Fik idag en mail fra Claus Banholtz, der har været ude at lufte specimengearet:

Hej Klaus,

I weekenden skulle der satses på brasen i et nyt vand, som jeg kun kender fra mit karpefiskeri. 

Jeg ankommer lidt sent til søen og kaster ca 3-4 kg foder ud på pladsen for at lokke fiskene til, da det er en stor sø og jeg kun har fodret et par dage forinden.

Der går kun ca. 20 min før de første fisk viser sig på pladsen og fiskeriet kan begynde 🙂

Efter en hel del mindre fisk imellem 1,5 og 2,5 kg kommer der endelig lidt størrelse på fiskene…

I løbet af den næste time fanger jeg 5 fisk med størrelse på, heriblandt største fisk på 4,2 kg, der er ny PR….

Resten af fiskene vejer 3,3, 3,4, 3,6 og 3,9 kg samt en hel del fisk imellem 2-2,5 kg. Ved midnatstid drager jeg atter hjem med slimet net og våde sokker 🙂

Der skulle efter sigende være fanget fisk på 6+, så de må desværre vente til næste gang, at turen går til den nye brasensø

Mvh

Claus

Tillykke med fangtsterne til Claus. En brasen på 4,2 kg hænger ikke på træerne og er så vidt jeg ved også klubrekord. Disse vil iøvrigt blive publiceret på hjemmesiden i løbet af efteråret.

Jeg har også fået fangstmails fra Peter Silberg og Jens Blom, der har været ude på Øresund sammen. Peter har i den forbindelse fået makreller på trolling med sildestykker, hvor de største vejede 580, 750 og 870 g. Jens har også fået en stribe i samme størrelse.

En sms fra Jens skal dog også lige nævnes, idet han på en tur til Langelandsbæltet tog et par fine isinger på 430 og 480 g.

Knæk & bræk

Klaus