Kategorier
Fangstrapporter

Fladfisk fra Nordhavnsmolen og flere karper til Årets fisker konkurrencen

Hej alle

Fik en mail fra Joachim som skriver:

Hej Klaus

Denne dag var jeg med en af mine kammerater på Nordhavnsmolen for at nyde det gode vejr, og selvfølgelig fiske! På få timer fangede vi 20-30 fladfisk og en enkelt torsk, hvoraf vi kun hjemtog de fisk vi kunne spise. Gennemgående for fiskeriet var, at langt de fleste af de flade var isinger. Alligevel var både rødspætte, skrubbe, ising og torsk repræsenteret i posen, da vi tog hjem. Jeg ønsker at tilmelde isinger på: 350, 400 og 500 gram. Skrubber på 400, 500 og 500 gram. Og endelige rødspætter på 750 (dagens største) og 450 gram.

Der går nok ikke lang tid før jeg tager endnu en tur efter de flade.

Mvh

Joachim Fabricius

Fine fangster til Joachim, men også Claus Banholtz har været ude med snøren:

Hej Klaus

Vi er en lille flok der igang med at tømme et par søer for karper, og den ene er en meget lille en, med sindsygt mange karper mellem 2 og 8 kg. Der har vi brugt en del aftener, for at få flyttet alle de fisk vi kunne nå, inden søen bliver fyldt med grus 🙁

Denne sø rummer en del skælkarper i mindre størrelse og spejlkarper i en størrelse imellem 5-8 kg.

Jeg havde en aftentur til dette vand i den forgangne uge og fik ikke mindre en 8 karper på en aftentur, men desværre kun de små skælkarper. De 3 største fisk vejede 3,95-3,7 og 3,65 kg.


Tak for rapporterne til Joachim og Claus, der med disse har øget forspringet til de øvrige deltagere i Årets fisker konkurrencen.

Mvh

Klaus


Kategorier
Fangstrapporter

Skælkarper på matchstang og en gedde fra Furesøen

Hej alle

Så kom der lige en frisk melding fra Joachim Fabricius:

Hej Klaus

Fangstmæssigt har der ikke været så meget at prale af i den senere tid, på trods af, at jeg har haft sommerferie siden torsdag. Lidt sygdom, dårligt vejr, og det sædvanlige hypokondri blev dog glemt denne mandag morgen, hvor jeg havde bevæget mig ud i en slem omgang offentlig transport, med et karpevand som destination.

Fiskeriet foregik med matchstang, 0,12 line, et splithagl og en størrelse 10 krog agnet med toastbrød – Den billigste fra Netto. Dagen stod altså i dappefiskeriets tegn. Der gik heller ikke meget mere end 10 minutter før jeg kunne observere den første fisk inhalere mit brød. Efter en nervepirrende fight på det lette grej kom en fin skælkarpe på 2,9 kg i nettet. Årets første karpe. Så var vi igang!

Efter det sædvanlige bøvl med selvudløseren (havde glemt stativ) blev fisken nænsomt genudsat. Jeg bevægede mig lidt væk og spottede noget aktivitet i et mindre sivbælte. Vandet her var her helt grumset, så nu blev der i bedste Chris-Yates-stil, holdt øje med linens bevægelser, da dette var min eneste indikator. Der skulle dog blot få minutter til, før linen langsomt gik mod højre, og et modhug, efterfulgt af et langt udløb ind mellem sivene, var det næste jeg blev udsat for. På magisk vis kom fisken fri, og resten af fighten forløb kontrolleret. Efter landing kunne jeg fotografere et pragteksemplar af en dappet skælkarpe på 4,5 kg!

Dejligt med lidt action. Da klokken blev 11 gik turen hjem igen.

Jeg vil gerne tilmelde fiskene til skælkarpe-kategorien!

Mvh

Joachim Fabricius

Stort tillykke til Joachim med fangsten. Der er vitterligt tale om en præstation at lande en så pæn karpe i et område med siv. Med fangsterne cementerer Joachim sin føring i Årets fisker – konkurrencen, men mon ikke, at vi ser Claus Banholtz sætte en spurt ind i løbet af sommerferien, der nu står for døren.

Jens Blom havde lokket undertegnede på en aftentur på Furesøen, idet sandarten lige skulle have et forsøg. Jens havde friske skaller og vejret var flot og uden vind, selvom det også var koldt. På turen skulle vi også lige teste noget avanceret dybdetrollingsudstyr, som Jens havde investeret i. Dette virkede ihvertfald, for efter 5 minutters fiskeri knaldede den første gedde på over 8 m vand. 4,5 kg i god kondition og så var det udstyr indviet.

Jeg fik derefter en enkelt mindre gedde på paravaneflåddet i samme område, hvorefter vi trak ned langs østsiden af søen. Det blev ikke til mere end 3 kontakter, hvoraf den ene nok var et forsøg fra en sandart, idet skallen kom op med de karakteristiske vampyraftryk. En smuk aften, som absolut skal gentages inden så længe.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Drømmen der blev til virkelighed for Claus Banholtz

Hej alle

Jeg fik lige en sæsonbetonet og stemningsmættet rapport fra Claus Banholtz som I hermed også får fornøjelsen af:

Hej Klaus

Et af mine store mål har været en suder på +4 kg og lad os sige det på en pæn måde…….Det har taget lang tid, men en aften sidst i maj skulle ændre på det.

Det var slet ikke meningen at jeg skulle være ude, men muligheden bød sig og afsted jeg drog imod min sudersø, til at par timer, der skulle overgå min vildeste fantasi:-)

Jeg ankom til søen med en lille rygsæk og en bundmedestang, efter en lang travetur igennem diverse ukrudt og skov. Jeg havde blandet mit foder hjemmefra, så det var klar til at kaste ud, og allerede efter 10 minutter kunne jeg se flere gode bobleskyer, der afslørede suder på mit foder. På et tidspunkt lignede mit foderfelt en kogende gryde vand, så mit hjerte pumpede på højtryk.

Men hugge på mine majs ville de ikke, men så ca. 1 time senere rykkede min quiverspids sig 1 mm og et hurtigt tilslag gav fast fisk på stangen.

Fisken var tung og holdt bunden længe og efter et par meget lange udløb, kunne jeg endelig se fisken i overfladen, DEN ER KÆMPESTOR, tænkte jeg, og efter yderligere et par udløb, kunne jeg endelig lade fisken glide ind over netrammen….

Jeg var glad for, at jeg havde taget det store net med, for fisken målte 60,5 cm og vægten sagde 4,1 kg HOLD DA KÆFT. Jeg kunne hverken finde ord eller noget. Det eneste jeg kunne var at skrige min glæde ud over den ellers så fredelige skovsø.

Det er nu de store suder skal fanges og det blev den:-)

PS: Suderen var spækket med rogn, der nærmest var på vej ud af den. Det blev derfor kun til et par hurtige billeder, da jeg ville være sikker på, at den nye generation af suder kom godt afsted.

Mange hilsner

Claus Banholtz

STORT TILLYKKE til Claus med den hårdt pumpede kæmpesuder, der dels drøner lige ind som foreningsrekord og dels naturligvis også nu fører suderkategorien i årets fisker-konkurrencen.

Jeg har ikke modtaget andre meldinger de seneste dage, men mon ikke det helt igennem irriterende kolde og blæsende vejr har lagt en dæmper på NÅL-medlemmernes fiskeri. Det har det ihvertfald for mit eget vedkommende, der i weekenden ellers havde lagt op til et rovfiskesats aften/morgen på Skanderborg Sø i forbindelse med en familietur. Det blev dog på grund af vinden ikke til andet end en pindegedde. Mere interessant var det, at den blev fanget på en ny spændende jerkbait, der er lavet af genbrugsmaterialer af en fyr ved navn Mark Ellyatt. Hans jerkbaits har en super finish og går perfekt i vandet. Er man til den slags, så tjek lige hans hjemmeside: http://fishnfiction.blogspot.dk/

Ellers er der bare at sige, at jeg har lagt årerne ned i båden i Svanesøen. Disse har i en periode været opbevaret i Fiskehuset, da vi i bestyrelsen frygtede, at båden ville blive anvendt af ikke-medlemmer, som det var tilfældet flere gange sidste år. Nu prøver vi igen, da båden ellers ikke vil blive benyttet. Husk at båden skal bookes via kalenderen her på hjemmesiden.

Knæk & bræk

Klaus

PS: Der drønede lige en mail ind igår med billedet af en ny suder som Claus Banholtz fik forleden. Nyd synet 2,95 kg.

Suderen medfører at Claus nu puster Joachim Fabricius i nakken i årets fisker konkurrencen.

 

 

Kategorier
Fangstrapporter

Imponerende forår i Lagan

Hej alle

Fik lige en mail fra foreningens Lagan-ekspert Mogens Mentz, som I måske kunne blive inspireret af..

Hej Klaus,

Jeg har gennemgået fangstrapporterne fra Lagan for foråret (marts – maj) 2012 og sammenholdt dem med rapporterne fra 2011.

Generelt kan ses, at der er fanget langt flere fisk i 2012 end i 2011, samt at fiskene i 2012 er væsentligt større end i 2011.

Den totale fangst i perioden i 2012 var 187 fisk (119 laks og 68 havørreder), mens fangsten i 2011 var 121 fisk (65 laks og 56 havørreder). Det skal bemærkes, at de fleste havørreder er små fisk på op til 2 kg.

Størrelsen af de fangede laks fordeler sig således:

 

2012

2011

>13 kg

3

0

10 – 12,9 kg

16

3

8 – 9,9 kg

50

10

5 – 7,9 kg

40

37

<5 kg

10

15

I 2011 var den største fisk 11,2 kg. I 2012 var de tre største fisk 14,8, 13,8 og 13,4 kg.

I Lagan er der opgang 2 gange om året. Den første opgang er i april-maj, og den anden i august-september.

Mvh

Mogens

Tak til Mogens for inspirationen. Jeg vil helt sikkert selv tage en tur derop i år. Der er jo ikke så langt. Sidste år havde jeg en enkelt tur, men da var jeg på herrens mark og fiskede sikkert de forkerte steder med det forkerte grej. Det blev ihvertfald ikke til noget, men jeg så da andre med held i sprøjten. I år vil jeg lige forhøre mig hos Mogens, som måske ovenikøbet kan overtales til at tage med på en endagstur med eksklusiv adgang for undertegnede og andre interesserede NÅL-medlemmer. I hører nærmere, hvis det bliver til noget:-)

Stram line

Klaus

 

 

Kategorier
Fangstrapporter

Varmt vejr gav fine medefangster i Pinsen

Hej alle

Det varme vejr har betydet, at flere NÅL-medlemmer har været ude med snøren i Pinsen og opnået fine fangster.

Bl.a. Claus Banholtz der har skrevet følgende:

Hej Klaus

Et vand vi havde gået og kigget på et stykke tid skulle langt om længe prøves.

Efter en lang køretur ankom vi til søen, hvor vi så karperne cruise rundt i overfladen. Det gav blod på tanden.

Det første tackle blev lagt og da det sidste var blevet lagt røg den første stang afsted. Hurtigt modhug og fast fisk……..Desværre satte den sig i et nedhængende træ og den slap derfor med skrækken.

Klokken blev 01 før det næste run kom, men i modhugget røg den…..øv øv

Der skete ikke mere før kl 07.30 næste morgen…Jeg stod lige ved siden af mine stænger og nød morgensolen, da min bidmelder skreg af smerte (!). Et hurtigt modhug og pres på fisken med det samme. Heldigvis svømmede fisken imod mig og ikke ind i træerne og fighten kunne begynde i båden. Efter en god og hidsig fight kunne jeg lande årets største (indtil videre) på 11,4 kg og turen var dermed en fangstmæssig succes.


Da fisken blev genudsat var jeg deværre nødt til at køre hjemad da ungerne skulle til svømning.

Det er ikke sidste gang jeg besøger dette herlige nye vand for at fange de dejlige karper, der svømmer rundt i søens dyb (- og åbenbart også i overladen – red.:-)

Mvh

Claus Banholtz

Stort tillykke til Claus. Joachim Fabricius har også været ude i det gode vejr og det medførte følgende rapport:

Hej Klaus

Er lige hjemvendt fra nordmolen i Helsingør, hvor jeg var ude at fiske med min far. Det blev til mange hornfisk. De to største blev fanget på flåd og sildestrimmel fisket passivt. 600 og 800gr. Udmærkede fightere, De tilmeldes naturligvis konkurrencen.

Venlig hilsen

Joachim

Også tillykke til Joachim med de pæne hornfisk. De er hermed tilmeldt konkurrencen.

Jeg selv var i fredags på aftentur til en skovsø, hvilket gav en fin suder på 2,2 kg. på bundfisket majs.

Mødte iøvrigt Claus Banholtz ved samme sø, der (naturligvis) snuppede en endnu større suder på 2,4 kg – også fisket på majs på et bundtackel.

Hvert år ved denne tid fisker De Gamle Lergrave også godt efter suder og brasen, hvorfor jeg i lørdags også lige måtte derned nogle timer om morgenen. Det blev til non stop action fra først til sidst med 10-12 sudere fra 1,6 op til 2,1 kg samt 2 brasen på henholdsvis 2,5 og 3,05 kg.

Alle fisket på bundfiskede majs.

Det er et fiskeri, der er hamrende underholdende og jeg kan kun opfordre NÅL-medlemmer til at prøve lykken. Stort set alle steder kan give sudere og den største fanget i nyere tid var på 3,1 kg, der blev fanget af Zlatan til en medekonkurrence for et par år siden. Brasen op til knap 4 kg er der også, og der er nu noget specielt over at fange de store tunge fisk. Forvent at der går 8-10 suder for hver brasen der fanges, da sidstnævnte både er langsommere og færre end suderne!

Stram line

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Ny PR-gedde til Joachim fra Esrum Sø

Hej alle

Der gik ikke ret længe førend Joachim sendte mig en ny fangstrapport:

Hej Klaus

Noget tyder på at jeg nu endelig har knækket koden til Esrum Sø. Jeg fiskede idag to timer med min far på søen, da jeg lige skulle afprøve nogle af woblerne fra www.wobleren.dk.. Skulle lige tjekke kvaliteten osv.

Lige før et stort regnskyl passerede os fik jeg et godt hug på 4,5 meter vand ved Nødebosiden. Fisken fightede ikke specielt godt, men den var alligevel svær at få i land, da vinden førte os hastigt væk fra fisken, som kom til syne i overfladen et par meter væk fra båden. I nettet med madammen og videre i vejeslyngen. Med denne fratrukket vejede den 7,6 kg – En forbedring af min forhenværende PR med 2,1 kg! Et par billeder blev skudt, og ud kom gedden igen.

 

 

Vild jubel selvom regnen nu væltede ned. Vinden var desuden taget til, så vi vendte snuden hjemad med det samme! Den tilmeldes naturligvis konkurrencen!

Vh

Joachim

Stort tillykke herfra. Mon ikke vi nu får flere gode fisk fra Joachim i de næste par måneder.

Kategorier
Fangstrapporter

Geddekonkurrencen 2012 samt diverse medlemsfangster

Hej alle

Igår søndag blev årets geddekonkurrence afholdt i De Gamle Lergrave. De fremmødte deltagere havde en dejlig dag med flot vejr og hugvillige gedder. Mere end 20 gedder blev fanget på både spin og agnfisk. Noget kunne tyde på, at geddebestanden omsider er ved at komme op igen efter de hårde vintre og tyvfiskende polakkers hærgen. Sidstnævnte ser man heldigvis ikke så  mange af mere, så muligvis har den økonomiske krise også haft nogle positive sidegevinster..

Vinder af geddekonkurrencen blev Carsten Ryby med en gedde på 3,5 kg,

Frederik Rømer tog andenpladsen med en gedde på 2,9 kg.

Trediepladsen tog undertegnede med en gedde på 2,5 kg, mens Erik Winther tog fjerdepladsen med en på 2,2 kg. Fine præmier var sponseret af Rodes samt Sportdres, der altid bakker op om foreningens konkurrencer.

Søndag aften kom så en sms fra Joachim Fabricius som havde været en tur på Esrum Sø med en anden forenings båd. Han skrev, at han måtte ro halvvejs fra den nordlige del af søen, da der var bøvl med motoren. Fik dog på hjemturen en gedde på 5,1 kg ved Tevandsbanken.

Tillykke til Joachim med fangsten der sikrer ham et endnu større forspring i årets fisker konkurrrencen.

Herudover fik jeg en mail fra Claus Banholtz, der i sidste uge havde været på tur efter hornfisk:

Hej Klaus

Havde lige glemt at sende denne rapport til dig….

Maj måned er det hornfisketid , og det er nok den mest oplagte fisk at tage ungerne med ud at fiske, og som skrevet så gjort.

Vi gad ikke tage til Helsingør som alle andre og stå i kø for at komme til at fiske, så vi drog til fjorden.

Hornfisk var der deværre ikke så mange af, men dem der var, var pæne og flotte fisk.

Vi fik ialt på denne dejlige dag med familien 7 hornfisk med de 3 største på

1020 g
980 g
850 g

Alle fisk taget på flåd og sildestykke 

Mvh

Claus Banholtz

PS:  Vi ved alle at gedder er en glubske rovfisk………men alligevel…..

Så husk næste gang du tager bukserne af for at lufte dine fødder i vandkanten..

God fangst til alle 

Mvh

Claus B

 

Tillykke til Claus med hornfiskene, der størrelsesmæssigt absolut er godkendte og tak for advarslen:-

Stram line

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Fantastisk Skjern Å laks til formanden m.v.

Hej alle

Fik lige en sms fra formanden, der kun indeholdt nedenstående billede og beskeden “90 cm”.

Efterfølgende fik jeg historien mailet fra Carsten, der skriver:

På vej til Skjern å blev jeg overhalet af et sammenkoblet IC4 tog. Det kunne kun betyde held, når DSB kan få de toge til at køre. Bent, som kom ned for at møde mig fra Karup Å, havde kontakt med 2 laks allerede den første aften i et forrygende blæsevejr.

Fredag morgen kørte vi op til Vorgod Å, hvor jeg rejste en ørred tæt under modsatte brink. Lidt efter skræmte jeg endnu en under min egen brink. Andet skete der ikke, bortset fra at højre baghjul var punkteret, da vi skulle køre videre.

Om eftermiddagen og aftenen fiskede vi igen ved Gjalbæk, og igen så Bent en laks på samme sted.

Lørdag morgen var vinden endnu værre, så det blev spinnestangen, der kom i brug. Da jeg havde mistet 2 spinnere gad jeg ikke det mere, så jeg overtalte Bent til, at vi tog ind til Korsholm og trøste shoppede.

Lørdag eftermiddag og aften blæste det stadigt meget, så det var kun muligt at fiske, hvor der var sidevind. Jeg startede i udgangen af et sving og kunne fiske et par hundrede meter. Da jeg var 50 meter fra svinget mærkede jeg et par nap midt i åen, og da fluen kom ind i et strømskel, kom der 2 kraftige ryk samt 5 meter udløb hvor jeg fik tommelfingeren i håndtaget, så den blev gul og blå. Såret i hånden, som jeg havde pådraget mig til geddepremieren fra den store gedde, sprang op, men jeg fik dog alligevel kontrol over fisken og fik rullet line ind på hjulet, til den stod dybt foran mig. Så tog den et udløb så skydehoved og running line forsvandt i et nu. Udløbet endte med et spring, hvor hele fisken var over vandet. Sikken et syn! Jeg var sikker på, at den var væk efter det spring, men den tog flere udløb, der dog blev kortere og kortere. Til sidst fik jeg den kanet ind over noget græs i vandkanten, hvorefter Bent tog den i halen. Den blev målt til ca. 90 cm med en anslået vægt på 7,6 kg.

Jeg aftalte med laksen, at denne tur ville vi gentage til næste år, på et tidspunkt, hvor kvoten ikke var opbrugt.

Her er flere billeder fra Carstens fight. Første billede er taget på det tidspunkt, hvor den viser sig første gang.

Andet billede er også fra fighten.

STORT tillykke til Carsten med den ekstrem flotte og torpedoformede laks. Det er vist iøvrigt også en personlig rekord for Carsten og kronen på værket efter mere end 20 års fiskeri ved Skjern Å.

Jeg selv var på Farum Sø lørdag til Farum Lystfiskerforenings konkurrence. Vejret var bestemt ikke med os, da der blæste en pelikan. Jeg fik dog 3 agnfiskede gedder mellem op til 2,85 kg, der dog ikke rakte til nogen præmier. Vinderfisken blev en gedde på 9,2 kg. og der blev snuppet flere over 5 kilo af de mange deltagere.

Søndag eftermiddag skulle jeg lige teste den nye elmotor på Esrum båden. Den fungerer perfekt, især er den rigtig god, når der dørges med agnfisk. Dette gav en enkelt gedde på 2,5 kg. Motoren er også fin til dørgning med woblere, men helt optimalt på Esrum Sø i maj er, når man med elmotoren på lav kraft, kan kastefiske langs land. Sidstnævnte metode gav mig 3 mindre gedder op til 2 kg på en times tid.

Joachim Fabricius har også været afsted og han beretter følgende:

Jeg har haft en enkelt rigtig fisketur på Esrum indtil videre, sammen med min far og en kammerat. På tre timer fik vi fire gedder i båden, og på grund af min manglende tålmodighed, hvad angår krogning af gedder på store agnfisk, kunne det være blevet til en 2-3 stykker mere. Havde nogle gode figthere som slap karrussen lige ved siden båden :(! Det lykkedes mig trods dette, at kroge en fin gedde på 3,3 kg som bedes tilmeldt konkurrencen!

Tillykke til Joachim med fangsten. Han plejer at kunne overliste endnu større gedder, så mon ikke vi får flere fangstrapporter fra ham i løbet af sæsonen.

Knæk & bræk

Klaus

PS: Fangstrapporter modtages meget gerne på klaus@naal.dk

Kategorier
Fangstrapporter

Geddepremiere på Esrum Sø

Hej alle

Fik en fangstrapport fra formanden, som sammen med kassereren, havde været til geddepremiere 1. maj på Esrum Sø i foreningens båd:

Bjarne og jeg havde reserveret båden via hjemmesiden 1. maj.  Vi startede på Nødebosiden, men vinden gjorde, at vi flyttede os over på østsiden. Her dørgede jeg ud for turbådsgaragen, medens Bjarne kastede med en Mørrumsspinner. Der gik ikke lang tid, så fangede Bjarne en gedde på 1,6 kg.

Vi dørgede hele vejen på 3-5 meter vand ned forbi Løjtnanten uden nogle hug. På hjemvejen prøvede vi at spinne langs sivkanterne, men uden resultat. Da vi så kom op til turbådene igen, fik jeg “den samme” gedde som Bjarne. Den havde bare spist 400g skaller:-)

Vi satte elmotoren på 10% og jeg skiftede Hi-Lo vobleren ud med en Mepps str. 5. Modvind, stor wobler og multihjul er ikke en god kombination. Lige efter Fredensborg havn fik jeg den næste gedde. Den var noget større og federe end de andre og vejede 5,2 kg.

Så er der i hvert fald 3 gedder i Esrum sø.

Carsten

Stort tillykke til Carsten med den pæne Esrumgedde, som har en flot vom. Bemærk iøvrigt også foreningens nye elmotor samt de nye stangholdere.

Undertegnede havde idag taget en fridag for at komme på geddefiskeri på Søndersø sammen med Jens Blom i det meget flotte vejr. Det blev til mere end 20 stk. taget på både agnfisk og spin, men desværre ingen over 3 kg. Jens fik den på 3 kg og en bonussandart på 3,2 kg, men da disse er fredet i maj tæller den ikke med i årets fisker konkurrencen. Dette betød dog ikke det store for Jens.

Alle gedder og sandarten blev naturligvis genudsat.

Knæk & bræk

Klaus

PS: Jørgen Bent Andersen fra foreningen var i åen i april og fejlkrogede der en suder på hele 1,9 kg. Den må have givet Jørgen en god fight, da den var kroget i rygfinnen.

Kategorier
Fangstrapporter

Årets første spejlkarpe til Claus Banholtz

Hej alle,

Fra Claus Banholtz fik jeg følgende rapport:

Hej Klaus

Årets første karpetur skulle stå i Påsken….

Selvom vejrguderne havde lovet -5 grader skulle vi afsted, frost eller ej.

Vi havde en kammerat ude og overnatte et par dage før, for at se om fiskene var vågnet, og resultatet udeblev ikke. 4 fisk på en enkelt overnatning op til 7 kg.

Vi ankom til den nye sø, som skulle indeholde en god bestand af mindre, men rigtigt flotte skælkarper og spejlkarper.

Men den aktivitet, der “normalt” er i søen var helt væk. Vi må nok give frosten skylden og derfor ingen fisk den første nat og nattemperaturer ned til -8 grader ………uhhhh

Den efterfølgende dag blev der tænkt nye tackler og agn for at lokke de kolde karper på måtten.

Der skete dog ikke det store den næste nat, udover et enkelt mistet run. Først klokken blev 6.30 skete der noget. Jeg stod ved siden af min stang og nød morgensolen, da min swinger lige pludselig rykkede sig 3 cm op, hvorefter jeg gav et hurtigt tilslag. Fast fisk….lækkert!

En lidt slap og morgenkold fisk, der ikke gav ret meget modstand, kunne efter en kort fight glide over netrammen og fotograferes som første karpe i 2012 :-).

Spejlkarpen vejede kun 4,9 kg men sæsonen er startet.

Mvh 

Claus Banholtz

Tillykke med fangsten til Claus, der nok skal få flere og større karper i løbet af 2012.

PS. Hornfiskene er ankommet – Til glæde for mange, men vi er dog også mange, der ind imellem helst ville undvære dem, da de forringer mulighederne for at fange havørred ved kysten. Sjove er de dog på let spinne- eller fluegrej og så er de perfekte til familiefiskeri. Prøv strækket nord for Louisiana og sæt en silkesnor på blinkets normale krogs plads eller fisk med silkesnoren direkte på flueforfanget. Det er ganske effektivt!

Knæk & bræk

Klaus