Kategorier
Fangstrapporter

Seneste nyheder samt et trist billede fra den hårde vinter

Hej alle

Fangstmæssigt er der ikke sket det store i september måned – at dømme efter de indkomne fangstrapporter.

Enkelte rapporter fra Nive Å viser dog, at der ind imellem tages fine havørreder. Både Peter Kirkby, Peter Lottrup og Søren Messerschmidt har været der de rigtige tidspunkter, hvilket illustreres fint af fisk fanget af d´herrer mellem 2 og 4 kg.

Claus Banholtz melder om fangst af en utrolig flot hybridkarpe på 5,75 kg fra en nordsjællandsk mose. Fisken er en mellemting mellem en karpe og en karusse. Fighten var i særklasse og skete på sudergrej. Han sender os muligvis en udvidet historie senere.

Claus har også været i fotofilerne, idet han har sendt mig billedet af en grum gedde på 122 cm og anslået 14-15 kg ved fuld foderstand! Monsteret fandt han i vinters efter at isen brød i De Gamle Lergrave. Den var en blandt mange, der desværre ikke stod distancen.

Undertegnede har været på en enkelt tur på Esrum Sø med foreningens båd, hvilket gav et hav af mindre aborrer, og kun enkelte omkring halvkiloet.

Opfordring: Åen er åben for fiskeri lidt endnu inden fredningen, så du burde måske lige slå et smut forbi. Lergravene er også ved at klare op, hvilket kunne få en og anden gedde op på dupperne.

Knæk & bræk

Klaus

 

Kategorier
Fangstrapporter

Så fik formanden sin første laks fra Skjern Å!

Breaking news!

Vor formand Carsten Ryby var i weekenden ved Skjern Å, som han har været det mange gange før. Denne gang var dog noget særligt, idet han var så heldig/dygtig, at nappe sin første Skjern Å laks på 74 cm og 2,8 kg på flue.

Stort tillykke fra fangstredaktionen

/Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Opdatering pr. 9. september 2010 af årets fisker konkurrencen

Hej alle

Så er points i årets fisker konkurrencen blevet opdateret (se bjælke).

Bemærk at Jens Blom har tilmeldt 3 flotte makreller over kiloet, der alle er fanget på trolling med sildestykker omkring Ven. En meget effektiv metode, der er betydeligt bedre end de traditionelle metoder med pirk og ophængere samt flåd med sildestrimler.

Et andet NÅL-medlem, nemlig Peter Kirkby, har også meldt sig på listerne med flotte fisk fra 2010. Han har både landet en havørred fra den bornholmske kyst på 4,5 kg,

 

en laks fra Storåen på 7,7 kg

 

samt en havørred på 5,3 kg taget på spin fra båd.

Imponerende fangster, som du kan læse mere om på følgende links:

http://www.gudenaa.com/gudenaa/index.php?option=com_content&view=article&id=834:en-aegte-kannibal-laks&catid=163:rapporter-fra-storaen
http://www.sportsfiskeren.dk/fiskeart/hav%C3%B8rred?page=1
http://www.fiskeavisen.dk/Nyheder/a.htm?calmonth=07&calyear=2009&artid=68

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard

Kategorier
Fangstrapporter

Augustfangster af NÅL-medlemmer

Hej alle

Det er efterhånden lidt tid siden seneste opdatering, da der har ikke har været tilmeldt så mange fangster.

Peter Silberg har dog været en tur på molen ved Nordhavnen i Helsingør, og der snuppet 3 makreller omkring halvkiloet på pirk med makrelforfang, og en enkelt lille skrubbe på bundsnøre. Han har også været et smut i åen, der i august er løbet over sine bredder flere gange (vilde billeder af dette kan studeres på NÅL-medlem Niels Hollers hjemmeside (tjek hans Picasa-album)! Peter Silberg fik trods oversvømmelserne i åen en fin opgænger på 1,8 kg på en flydende Rapala.

Andre medlemmer har også været i åen i løbet af august, heriblandt Peter Lottrup, som var så heldig/dygtig at snuppe 2 superfisk på 3,75 og 3,8 kg indenfor samme uge.

Den ene på spin og den anden på flue. Sådan!!

Undertegnede har også været dernede, og udover et par gedder, gav det også en meget flot hunfisk på lige knap 3 kg på en lille Mepps med røde prikker på spinnerbladet. Der skal “arbejdes” for fiskene, og et godt råd er, at liste afsted som en indianer langs åen, og gerne tage de mørke timer i brug.

Knæk & bræk

Klaus

 

Kategorier
Fangstrapporter

Sommerferiefangster – Update pr. 30. juli 2010

Hej igen

Siden sidst har Peter Silberg været ude at natfiske efter ål og brasen i lergravene. Brasen blev det ikke til i første omgang, men overnatningen udmøntede sig dog i en flot 1,1 kilos ål. På en tur et par dage efter fik Peter en brasen på 1,950 kg og en rudskalle på 310 g.

Thomas Jeppesen & Claus Banholtz har også været ude efter brasen i sommerferien. Claus har skrevet følgende:

“Så har Thomas og jeg været ude efter brasen i et nyt brasenvand – efter et par mislykkede karpedage, hvor vi trak en lang 0-bon.

Vi ankom til søen sent onsdag eftermiddag, og fodrede helt vildt for at få fiskene på pladsen. Efter et par timer fik vi dem lokket til , men de var svære at få til at hugge, men det lykkedes alligevel 3 gange den aften.

Thomas fik 

Brasen 3,850 kg 61 cm

Jeg fik:

Brasen 3,950 kg 63 cm

Brasen 4,000 kg 63 cm

Vi så større fisk så vi vender tilbage igen og fanger dem over 5 kg 🙂 Billede følger senere”.

Stort tillykke med de store plader herfra – Glæder mig til at få billedet på hjemmesiden.

Undertegnede har været i sommerhus ved Vejby Strand og fik der den første morgen en fin havørred på 49 cm og 1,25 kg på en tobisfarvet fladbuk.

En del hornfisk, heriblandt en pæn en på 650 g og 77 cm samt en del fjæsinger er det også blevet til, mens multerne har glimret ved deres fravær. De plejer ellers altid at kunne spottes fra skrænterne over sandbunden. En overraskende fangst blev det også til i løbet af de 14 dage i sommerhuset, idet jeg længst ude i et kast fik et godt hug efterfulgt af et underligt sitrende udløb. Det næste øjeblik fulgte den med ind, og jeg var sikker på, at det hverken var en hornfisk eller en havørred. Måske en havbars, da jeg havde hørt om, at de også kunne fanges på nordkysten. Ingen af delene var det, for da jeg havde den tæt på, så jeg at det var en ganske pæn makrel. Ind kom den, og blev straks vejet til 550 g.

 

Point i årets fisker konkurrencen er opdateret, og til orientering ligger Peter Silberg p.t. solidt i spidsen, efterfulgt af undertegnede og Claus Banholz.

Jeg ser frem til mange flere fangstrapporter.

Knæk og bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Opdatering pr. 5. juli 2010 af årets fisker konkurrencen

Hej igen

 

Så har NÅL-medlemmer endnu engang tilmeldt fangster til konkurrencen.

 

Claus Banholtz har fået endnu en storsuder. Denne gang en basse på hele 3,55 kg. Igen på majs. Han har desuden været et smut på Esrum Sø med foreningens båd. Denne tur gav en gedde på 4,2 kg samt kontakt med en af de sjældne søørreder, som dog desværre slap inden landing.

 

Peter Silberg har været i De Gamle Lergrave igen og der snuppet et par yderligere sudere op til 2,425 kg samt en ål på knap 600g. Han har også været på sundtur og der fik han torsk på 3,2 kg og 5,3 kg.

 

Undertegnede var selv en tur på Furesøen efter sandart, men det blev dog ikke til noget her. Derimod fortsatte jeg lidt i Farum Sø, hvor det gav en enkelt mindre gedde på 2,4 kg.

 

PS: Der arbejdes fortsat på en teknisk løsning, så vi kan få vist årets fangster under Årets fisker fanebladet, men indtil videre må I nøjes med den samlede stilling.

 

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Da drømmen blev til virkelighed – Af Claus Banholtz

Da drømmen blev til virkelighed

De sidste par år har jeg gået rundt og kigget og fisket i rigtig mange søer, for at finde den helt rigtige sø, der kunne rumme min drømmesuder på over 3,5 kg.

Langt om længe fandt jeg vandet, hvor jeg efter et par aftenture fik en håndfuld suder op til 3,3 kg.

I år tænkte jeg, at nu skulle det være.

Jeg ville bare lige vente til fiskene var fyldt med rogn og pga. den lange vinter måtte jeg vente til midt i juni.

Jeg tog et par aftenture til et andet vand hvor vi altid fanger suder op til 3 kg, men de første to ture gav ikke rigtigt nogen ………mærkeligt.

3. gang er lykkens gang siger man, så jeg drog afsted igen, hele aftenen skete der ikke ret meget, men da det begyndte at blive mørkt kom der endelig lidt aktivitet på pladsen, efter et par mislykkede modhug var der endelig fast fisk, og efter en tung men kort fight kunne jeg lande en lidt usædvanlig fisk fra denne sø.

Da jeg løfter mit net kan jeg mærke at den er tungere end jeg regner med og da fik fisken er på land kan jeg se en super flot suder med den smukkeste mave ligge i mit net.

60 cm og 3,8 kg NY drømme fisk og PR.

Fisk i den størrelse havde vi aldrig set fra dette vand og vi har fanget rigtig mange suder i den sø, så hvis der er en stor er der også en til : )

Nu vokser træerne ikke ind i himlen.

Søndag var jeg af sted igen denne gang med følgeskab af Klaus, men vi fik kun en enkelt lille fisk på ca. 2,4 kg. Da morgenfiskeriet var slut kørte vi ned til foreningens medekonkurrence for at se, om der var blevet fanget noget.

2 timer senere var jeg tilbage igen ved søen, og intenst fiskeri hele dagen frem til kl. 24.00 gav desværre ikke yderligere fisk.

Et par dage senere var jeg igen ved søen til endnu en morgentur. Jeg havde lige fået mine stænger i vandet , da det første hug fald. En hidsig fight gjorde minutterne meget lange, men så kunne jeg også lande endnu en fin fisk.

3,55 kg og 57 cm lang.

Derefter skete der ikke mere.

Et par dage senere have jeg igen en morgentur og endnu engang ikke skyggen af en fisk desværre.

Men en af min drømme er blevet opfyldt og så to gange i samme sæson:-)

40 timers fiskeri og 4 fisk på land er jo ikke alverden, men tiden flyver jo når man har det sjovt.

 

Claus Banholtz

Kategorier
Fangstrapporter

Store specimenfisk til NÅL-medlemmer

Fangstopdatering pr. 24. juni 2010

Siden seneste opdatering den 9. juni er det især medefiskene suder og brasen, der har præget fangstrapporterne.

Claus Banholtz har været på flere sats, og et af dem resulterede i en ny personlig rekord (PR) på 3800g og hele 60 cm. En ekstrem velnæret suder, der tog et par flådfiskede majskorn i nattemørket. STORT TILLYKKE!

Undertegnede har også satset på medefiskene, hvilket gav et par fine brasen under foreningens medekonkurrence samt nogle sudere (mere om konkurrencen i et andet indlæg). Den helt store suder var jeg så heldig at fange på et morgensats i en ny sø. Jeg havde lige sat 2 bundstænger med popup majs og var igang med at klargøre flådstangen, da min bidmelder satte i en lang og høj hyletone.  Jeg fik fat i stangen og kontakt med fisken, som jeg først var helt sikker på var en af søens karper, udløbene taget i betragtning. Efter flere vilde udløb mod modsatte sivbræmme, fik jeg den presset tættere på mig. Her vendte fisken første gang I overfladen, og jeg kunne se, at der var tale om en storsuder og helt sikkert en ny PR. Netningen forløb heldigvis fint og det var et par YES, der blev råbt ved søen af en meget glad fisker. Suderen var 54 cm lang og vejede 3375g. Omkredsen på 42 cm. En meget flot fisk med rogn, og jeg forstår så ganske udmærket Claus Banholtz´ glæde over sin suder på 3800g.

 

Af andre suderfangster kan nævnes en flot suder på 3,1 kg fra De Gamle Lergrave, som Zlatan Delic nuppede til medekonkurrencen. Denne suder er den største, som jeg har hørt fanget i lergravene de seneste 5 år! Udover denne fik Zlatan en rigtig pæn brasen på 3,5 kg.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Singölaks til Jens Blom – Nu er historien her!

Fisketur til Singö sommeren 2010

Efter sidste års succestur til Singö skulle jeg være der i 2 uger i år. Den første uge sammen med Klaus Vestergaard og den anden uge med Frank Wassmann.
Singö ligger små 200 km nord for Stockholm, så der er en lang vej at køre med en båd på slæb. Vi tog afsted mandag morgen, men vi var kun lige kommet over broen til Sverige, da der var motorproblemer, og olie løb ud under bilen. Vi fandt et Suzuki-værksted i Svedala, som kunne fortælle os, at brændstoffilteret var utæt, så vi kunne ikke køre videre. Værkstedet kunne ikke skaffe et nyt filter før om torsdagen. Så vi fik gang i telefonerne og den bedste løsning blev, at leje en bil på værkstedet og hente et nyt filter hos Suzuki på Amager tirsdag morgen.
Slukørede kørte vi hjem igen, men vi kunne lige så godt benytte tiden til en medetur i lergravene hvor vi så fangede nogle suder. Så op igen tidligt tirsdag morgen, hente brændstoffilteret på Amager, og over broen igen igen til Suzuki i Svedala. De skiftede filteret på en halv time, så kl. 9.15 tog vi afsted mod Singö, hvor vi ankom ca. kl 20.30 – godt møre og for sent til at søsætte.
Det viste sig at være ok, idet det onsdag morgen blæste 7 m/s fra nord. Båden blev søsat og kursen blev sat mod fiskepladserne kl. 12.30. Pladserne ligger i farvandet mellem Sverige og de finske Ålandsøer. Onsdag var også vores maddag, så kl. 19.00 begyndte vi at rigge af. Vi havde lige fået blyloddet op på downriggeren, da en knarre pludselig gik på fuld tryk. Det var den andenyderste planerstang, der var belastet med 30 g bly i min side. Hurtigt fik vi resten af grejet ind og efter en fin fight, hvor fisken flere gange tog udløb under båden, kunne Klaus nette en fin laks på 5,5 kg. Perfekt start på fisketuren, for det var jo også min fødselsdag:-)
Torsdag blæste det så igen om morgenen, men vi fik da en halv fiskedag, dog uden fangst.

Fredag, fint vejr, men trægt fiskeri, og vandet var koldt og uklart. Det blev desværre atter en 0 – dag, hvilket var synd for Klaus, idet det var hans sidste fiskedag, han skulle nemlig flyve hjem lørdag formiddag.

Lørdag morgen fik jeg afleveret Klaus i lufthavnen, og i mellemtiden var Frank ankommet. Det blev dog ikke til noget fiskeri den dag da det blæste for meget.
Søndag var det fint vejr, og efter et par timers fiskeri var der en laks, der huggede i min side. En ok fisk på 6,5 kg.
Mandag blev det så Franks tur til at få fisk og han holdt sig ikke tilbage. Efter en fight på en halv time kunne jeg nette en rigtig fin laks på 13,5 kg, hvilket var ny PR til Frank og bådrekord.

Tirsdag var det min tur til at fange en fin laks på 9,5 kg.
Onsdag blev turens bedste dag. Vandet var stadigt uklart og koldt, men nu havde vi fundet melodien, Frank fik et godt hug og efter en times fight, hvor Frank fik hevet lidt line ind, hvorefter fisken så trak samme meter line af og bare helst stod tungt under båden. Jeg var derfor nødt til at sejle lidt 6 – 7 gange, men omsider lykkedes det, at få fisken så tæt på båden, at jeg kunne nette den. 13,5 kg men i klart bedre kondition end hans første 13,5 kilos fisk.
Vi fik sat grejet igen og efter et par timers trolling fik jeg så bid, og Frank kunne uden den store dramatik nette en laks på 11,4 kg – ny PR til mig. Den aften kiggede de andre fra holdet lidt skævt til os, da vi i deres øjne havde været lidt for heldige.

Torsdag blev turens sidste fiskedag, da det ville blæse op. Vi fik et kraftigt hug på en dipsystang, men fisken hoppede af og da jeg tjekkede stangen, viste det sig, at linen var knækket mellem dipsyen og blinket. Laksen var således løbet med blinket. Surt! Ingen fisk til os den dag, men alt i alt var hele turen en fangstmæssig succes. Laksene var ikke lige så vilde som sidste år, grundet det koldere vand, men stadig rigtigt sjovt fiskeri med gode naturoplevelser. Det er jo lidt sjovt, når en sæl dukker op et par meter fra planerboardet og kigger lidt underligt på det.

PS: Jeg regner med, at jeg kan overtale Klaus og Frank til at tage til Singö igen i 2011.

Knæk og bræk
Jens Blom

 

 

 

 

 

 

Kategorier
Fangstrapporter

Gedde fra åen fanget af Carsten Ryby samt opdatering pr. 9. juni 2010 af årets fisker konkurrencen

Se stillingen i årets fisker konkurrencen:

Opdatering pr. 9. juni 2010

Jeg (Carsten Ryby) havde planlagt, at jeg ville i åen lørdag aften, men vejret var kun til hjemlig hygge.

Søndag eftermiddag kunne jeg ikke holde mig længere så 6´stangen og de små spinnere blev smidt i bilen.

Der var ingen fiskere ved sammenløbet så jeg kunne få en god tur herfra og ned til jernbanen inden spisetid.

Ikke ret langt nede af åen fik jeg et hug, så den lille stang bøjede helt sammen ned til håndtaget. Hurtigt fik jeg løsnet bremsen. Jeg havde glemt, at jeg lige havde skiftet spole til 0.18 mm line. Efter et stykke tid med hidsige udløb kunne gedden landes.

59cm. 1,7Kg

Carsten Ryby

 

Nedenfor har Klaus opdateret konkurrencen om årets fisker 2010:

Siden seneste opdatering den 2. maj er det væltet ind med fangstrapporter, hvilket illustrerer, at vi nu er i en periode med rigtig mange gode fiskemuligheder på både kysten og i søerne.

På kysten har både Claus Banholtz, Peter Silberg og undertegnede været active og fået mange og flotte hornfisk op til 925 g. Peter Silberg har desuden fået ekstra bonus ved fiskeriet efter hornfisk, idet har også har snuppet et par fine havørreder ved Tippen på Østerbro. Undertegnede var med Niels Holler en tur ved Strandmøllekroen, hvor rygterne sagde, at der blev taget pæne kysttorsk op til 3,5 kg. Så store fik vi dem dog ikke, men blandt mange småtorsk lykkedes undertegnede at fange en fin torsk på 1,8 kg. i det begyndende mørke. Zlatan har også været ved kysten, nærmere bestemt området omkring Louisiana, hvor han gjorde store øjne, da han efter et godt hug på blinket kunne lande en rødspætte på 800 g!!

Geddefiskeriet er nu også kommet godt igang efter fredningen, og både Claus Banholtz og Peter Silberg har landet pæne gedder. Især Claus Banholtz´gedde på 9,4 kg taget på jerkbait vækker respekt!

Underligt nok er det ikke blevet til noget fra foreningens båd i Esrum Sø, selvom den allerede har været ude nogle gange. Undertegnede havde selv en tur derop i søndags, hvor 4 timers dørgning med woblere i forskellige vanddybder intet gav. Traditionelt fisker Esrum Sø dog bedst i de sene sommermåneder og efteråret, så vi må håbe, at der her kommer gang i fiskene. Næste gang jeg skal derud, skal jeg ihvertfald have agnfisk med, da disse heldigvis sjældent slår fejl.

I De Gamle Lergrave er det hyggelige medefiskeri kommet igang, og det er blevet til en enkelt fin brasen på 2,5 kg samt en del sudere op til 2,55 kg til Peter Silberg og undertegnede. Suderne bliver fanget ved både flåd- og bundfiskeri og fighter forrygende. Dette fiskeri kan absolut anbefales.

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard

Se stillingen i årets fisker konkurrencen: