Kategorier
Fangstrapporter

Juniorerne viste vejen ved geddekonkurrencen 2014

Hej alle

Søndagens geddekonkurrence blev afholdt med deltagelse af flere juniorer, heriblandt Rasmus Schandorff, Peter Fog Pedersen og Frederik Rømer samt en række garvede geddefiskere, heriblandt Zlatan fra Fiskerishop.dk i Humlebæk samt Erik Winther, Peter Møller og undertegnede.

Drengene havde dårligt kunne sove om natten, af bar spænding over at skulle være med. Dagen før havde de været ude efter agnfisk og det var blevet til en enkelt skalle. Denne skulle senere vise sig at afgøre hele konkurrencen.

Første gedde i konkurrencen snuppede jeg selv, idet en højtfisket jerkbait blev indhaleret over det lave vand i Svanesøen. Den var nu ikke så stor, men så var vi igang. Vi gik længere ud på Tangen mellem søerne, idet jeg håbede, at jeg kunne få gang i de to gedder, som jeg vidste var i et bestemt område. Det kunne vi også, idet den ene fulgte efter vore agn i de første kast. Rasmus hentede sin agnskalle og placerede den lige i området. Vi nåede ikke at tælle til 5, førend flåddet var gået under. Rasmus gav et fint modhug og så var han igang med fighten. Jeg hjalp ham med netningen, og så kunne det ellers være, at der blev jublet. Et par hurtige billeder og en måling til 68 cm og så i vandet igen.

Herefter gik det slag i slag og der blev taget pænt med gedder i løbet af konkurrencen. Alle deltagere fangede fisk, men især Zlatan og Erik fangede mange. Flere deltagere prøvede også at miste gedder og jeg selv havde et seriøst hug på en XL-jerkbait.

Ved præmieoverrækkelsen stod det klart, at både Rasmus og Erik havde fanget gedder på 68 cm, hvorfor vi måtte ud i lodtrækning. Denne vandt Rasmus, hvilket sikrede ham en super fiskestang. 3. præmien gik til Zlatan, mens jeg snuppede 4. præmien. Frederik og Peter tog henholdsvis 5. og 6. præmien.

En stor tak til Fiskerishop.dk for at have sponseret fine præmier til konkurrencen.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Nyheder

Husk at der er geddekonkurrence på søndag den 11. maj kl. 7-12

Geddekonkurrence

Vi afholder geddekonkurrence søndag den 11. maj med start kl. 7.00 og slutning kl. 12.00. Præmieoverrækkelsen finder sted ca. kl. 12.15.

Det er tilladt at fiske med 2 stænger efter gedder. og med en efter agnfisk. Gedderne skal genudsættes  (Catch & Release) og vinder af konkurrencen bliver den, der fanger den længste. Så husk hellere målebåndet end vægten. Tag meget gerne også et billede.

Hver deltager kan maksimalt vinde en præmie, men der vil være en ekstrapræmie til den, der har indsamlet mest affald. Poser udleveres af undertegnede.

Ved sidste års konkurrence blev der fanget en gedde på 6,9 kg og tidligere i år er der fanget en gedde på 9,6 kg. Det bliver spændende at se om vi kan få nogle af de store i tale. Du kan på medsendte link se, hvor vi mødes og hvor der senere er præmieoverrækkelse:

https://mapsengine.google.com/map/edit?mid=zJCAaeMVS8TI.k921MeLQEV_g

Vel mødt!

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Geddejagten er gået ind på de sjællandske søer

Hej alle

Andre end Ion og Jens Peder har også været på premierefiskeri efter gedder, heriblandt undertegnede, der 1. maj var på Furesøen med en båd fra Fiskeringen. Det var dog ikke det nemmeste fiskeri, idet jeg måtte kæmpe med en strid vind fra nordøst og kun havde det vi normalt kalder “aborreskaller” med (de største skulle bruges dagen efter..). Jeg fandt aldrig melodien, men fik da en 3-kilos trøstgedde på hjørnet ved Lille Kalv, og gav op ved middagstid.

Dagen efter, fredag den 2. maj, havde jeg taget endnu en fridag og den skulle sammen med Jens omsættes til geddejagt på en større sjællandsk sø.

Agnskaller kunne blive et problem, idet vi kun havde omkring 20 stk., men det var da bedre end ingenting. Vi var på vandet omkring 10.30, hvilket normalt er alt for sent i min optik, men der var lige et par piger, der skulle afleveres i skole.

Den første time gav ikke meget, men så begyndte der at ske noget. De første pæne gedder gik til Jens, der hurtigt snuppede et par 3-4 kilos samt en fin fisk på 7,4 kg.

Jeg selv kom ind kampen og fik et par 5-kilos inden jeg efter et hug på en af de store skaller, satte krogene i noget, der havde en vis tyngde. En udramatisk fight med fuld kontrol og Jens kunne nette årets indtil videre største gedde på 9,6 kg og 106 cm.

Herligt – Det blev i løbet af resten af dagen til en stribe gedder mere i den gode 4-5 kilos størrelse, toppet af en gedde på 7,35 kg og 105 cm.

Sidstnævnte kæmpede markant bedre end 9,6 kilos fisken og jeg var en overgang helt sikker på, at nu var en 10+ gedde på vej. Alt i alt blev det denne fredag til 23 gedder, heriblandt en enkelt fanget på jerkbait. Snitvægten lå på den gode side af 4 kg. Vi fik også en lidt speciel oplevelse, idet Jens efter verdens sløveste fight kunne lande en gedde, der vist bedst kan betegnes “Pelle Haleløs”.

Min teori er, at den er kommet for tæt på en bådmotor, idet jeg har svært ved at forestille mig, at der har været en anden gedde på spil.

Lørdag den 3. maj havde Peter Møller og undertegnede aftalt en kort tur på Esrum Sø, trods en irriterende vestenvind. Cato Jürgensen var med som gæst og det var egentlig meningen, at han og jeg primært skulle fiske med jerkbait for at se om dette ville virke. Peter Møller ville primært fiske med agnskaller, så et battle kom hurtigt igang. Det blev dog hurtigt tydeligt for os alle, at det var skallerne, der virkede. Cato og jeg havde da et par hug, men det var Peter, der kunne fange gedderne. Til sidst måtte Cato og jeg kapitulere og fik begge en agnskalle i suppen. Dette gav os hver en mindre trøstgedde, mens Peter sluttede dagen med 7 fisk, heriblandt en fin 4,5 kilos gedde på toppen.

 

Vi giver den gas i øjeblikket og mandag var jeg med Peter Møller afsted igen på den sjællandske sø, hvor Jens og jeg havde oplevet et fint fiskeri om fredagen. Vi havde hver vores båd, men fik aldrig fiskeriet til at køre optimalt, idet vi kun havde kunnet skaffe alt for få og for små agnskaller. Vejrudsigten var heller ikke den mest spændende, idet vi ifølge DMI kunne forvente både regn og vind omkring kl 15. Dette kom desværre ikke helt til at holde stik, idet der var både regn og skumtopppe på søen allerede kl. 13.

Inden vi sejlede ind nåede Peter dog, at snuppe 5 gedder op til 5 kg samt en 1,5 kilos sandart. Sidstnævnte er fredet i maj, hvorfor den ligesom gedderne naturligvis blev genudsat. Jeg selv var lidt mere heldig, idet det blev til 12 stk, heriblandt tre 5-kilos fisk. Jeg mistede dog en rigtig god gedde under båden inden jeg nåede at se den. Mit gæt er 8-10 kg, men den kunne sagtens have været større.. Der går nok ikke lang tid, før vi skal afsted igen.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Geddepremiere og en kysttur til Vestsjælland

Hej alle

Hermed en fangstrapport fra geddepremieren som jeg har modtaget fra Ion Nielsen:

Hej Klaus,

Efter med kriller i maven og stor begejstring, at have vundet lodtrækningen om at være premiere-skipper på Esrum 1. maj, var det med at finde en gast. Det lykkedes! Tak til Klaus for at sprede budskabet! En wingman af stor kvalitet tør jeg godt at skrive, Jens Peder, fisker godt og er bare alletiders.

Dagen startede tidligt. Vinden var lovet frisk – Den var meget frisk og fra V-NV. Det fik vi at mærke før fiskeriet kunne folde sig ud.

Første hindring var at stikket til elektronikken var irret så kraftigt, at Jens Peder måtte redde dagen ved hurtigt at smutte hjem og hente et andet ekkolod, så vi i det mindste havde en vanddybde at regne efter, mens vi riggede grej til. Vi sejlede fint nordpå op langs østsiden, men da det begyndte at friske op og umuliggjorde ethvert forsøg på fiskeri, tog vi en rask beslutning og fik en sejltur tværs over Esrum Sø, som vi begge sent vil glemme. Efter de seneste dages solskin var beklædningen også lidt vel modig i forhold til vejret vi reelt var i

Nå, men vi kom langt om længe – kolde og våde bevares – i læ lige syd for søndre Sandport og loddet tegnede straks fint på omkring de 5 meter vand. Vi satte 6 stænger med lidt blandet guf. Mine obligatoriske Westin Jätte på 17 cm, i papegøje og rød/hvid flydende, et gummidyr, en Westin Jerk og tre Buster Jerks. Alt sat i et set up med 2 sideplanere og resten i forskellige længder efter båden.

Det woblede lystigt og humøret steg et par grader. Jeg havde fornemmelsen af fisk i vente, da jeg uforsigtigt sagde til Jens Peder, at nu var det bare at vente… SLAM fast fisk på den lille buttede Westin Jerk. Dagens første fisk var en realitet.

Derfra gik det slag i slag Sandporten igennem. Vi fiskede så vidt muligt kun i læ og alligevel lykkedes det uden det store kaos, at fange 17 fine fightvillige gedder i Sandporten på gennemsnitsligt 4,5 meter vand og lige så gennemsnitsligt på 3 kg stykket – anslået. Dagens største på 5 kg prik gik til Jens Peder – the wingman – også fra Sandporten.

Jeg valgte dog at søge andre fisk og langs Søvejen lykkedes det at fange tre gedder, hvoraf en 3 kilos fisk gav Jens Peder en af hans bedste gedde fights, da den blev “voldet” under fighten af en fisk, hvis størrelse vi kun kan gisne om!

Det skete faktisk to gange denne 1. maj, at vores fangster blev angrebet. Vi så ikke dyrene, men sårene talte deres tydelige sprog.  (Big Mammas!)

Vi fortsatte ruten og vinden flovede og gik i ren nord. Så var det tid til Kobæk Vig, der dog svigtede fiskemæssigt, selvom lodningerne stedvis var fine. Det blev til to pindegedder i vigen.

Da så vi kom ind og lossede båden, mødte vi Per B. Larsen fra LF. Han havde som bådinspektør fået besked på, at hente en havareret båd hjem, der var nødlandet ved en privat bådbro. Om ikke vi kunne hjælpe ham, og få den bugseret hjem? Selvfølgelig! Ud igen efter, at grejet var losset i bilerne, og hente LF båden ind på slæb.

En lille god oplevelse, der vidner om at klubånd og hjælpsomhed mellem lystfiskere er guld værd.

Dette års 1. maj geddepremiere i tal:

4,5 meter vand

4-6 stænger og lige så mange woblere

17 fisk på godt 3 timer i Sandporten

3 fisk ved Søvejen

2 i Kobæk Vig

7,5 times effektivt fiskeri

22 gedder med en på 5 kg på toppen

Et fint gennemsnit på anslået 3-3,5 kg med god konditionsfaktor.

1 bugsering for LF

2 nye gode fiskekammerater

Tak for en god tur på vandet Jens Peder!

Knæk & bræk

Ion Nielsen

Stor tak til Ion for fyldestgørende rapport og tillykke med fangsterne. Ærgerligt at den helt store, der havde udset sig 3-kilos fisken, ikke nåede at komme i nærheden af båden. Historien lyder jo unægteligt som den om “Kobækvig-gedden”, der huserede i 70-erne. Den var kendt for at spise artsfæller og for at være i “Monsterklassen”.

Jeg selv har også været lidt ude i løbet af de seneste 14 dage, bl.a. i Påsken. Langfredag stod den således på en tur til Stevns, til et spot, hvor jeg tidligere har fået fisk op til 3,4 kg. Vandet var spritklart, så det var ikke helt optimalt. Dette var sikkert også årsagen til, at jeg trak en nulbon, trods mange timers “slid”. Lørdag morgen ville jeg tage revanche på et tidligt morgenpas på et af de lokale stræk, men det var ikke meget bedre. To fyre stod præcis på mit “hemmelige” sted, og næste sted – lidt længere nordpå var vandet fyldt med drivende tang. Øv.

Revanchen måtte så blive 2. Påskedag, hvor Peter Lottrup og jeg tog den lange tur til Vestsjælland. Strækket var et af Peters favoritspots og jeg skal lige love for, at det så lovende ud. Flere steder med leopardbund, andre steder med helt mørk bund, små rev og gang i det lettere uklare vand. Som prikken over i-et var der masser af små og mellemstore tobiser inde over sandet. Det kunne ikke gå galt. I tredje kast var der hug og jeg kunne lande en fed målsfisk. Den fik muligheden for at vokse sig større. Peter fik sig tre målsfisk, heriblandt den på billedet nedenfor (44 cm).

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Havørreder, gedder, trollinglaks og regnbuer

Hej alle

Det er vist et stykke tid siden, at I har hørt noget fra undertegnede, så hermed et catch up på fiskeriet fra de seneste uger.

Lørdag den 22. marts var Søren Messerschmidt på Nordkysten. Han skrev:

Hej Klaus,

Perfekte forhold på Nordkysten, halvgamle dønninger og højvande på revet. Super!

En fin +50 centimeters fisk kom med hjem.

På et tidspunkt, noget længere ude på revet, “kogte” vandet af havørreder som sikkert var på tobisraid.

Mvh

Søren

Stort tillykke med den smukke flueørred. Lækkert når alt spiller. Det gjorde det til gengæld ikke for mig selv samme morgen, idet vandstanden var alt for høj på Rungsted-strækket. Selv Peter Lottrup ville have haft problemer.. Tog derfor noget skuffet op til Nordkysten, hvor jeg startede med at miste en 2-kilos langt ude. Surt show, men der var fisk i vandet. Efter 1 times fiskeri fandt jeg dem og fik 6 stk, hvoraf en enkelt var over målet. Det var en OLR-tobiswobler de ville have. Peter Lottrup var også ude. Han skrev:

Hej Klaus

Det er altså et fedt lokalfiskeri vi har i “baghaven”. 8 havørred taget på en hurtig tur efter arbejde. Dog ingen store imellem. Oplevede endda 2 duble’er med fisk på både ophænger og blink. Øv… Troede begge gange det var en stor fisk :). P

Søndag den 23. marts tog Jens Blom, Peter Møller og undertegnede til Stege Nor for første gang nogensinde. Vi var blevet lokket af det gode geddefiskeri der havde været i de første måneder af året og vi havde både agnfisk- og jerkbait-grejet med. Fiskeriet viste sig dog at være sværere end som så.

Jens havde tidligt på dagen et seriøst hug på en XL-skalle, men gedden blev desværre ikke hængende. Peter mærkede ikke noget, mens jeg selv droppede skallerne på grund af den kraftige vestenvind og jerkede løs. Dette gav nogle følgere og et par mindre gedder, med største på ca. 3 kg.

De andre både (+20) fangede ikke ret meget, men der blev da både snuppet gedder på 8 og 10 kg.

I den sidste uge af marts blev der fanget flere havørreder fra såvel Nordkysten som lokalområdet af NÅL-medlemmer. Jeg selv havde en god tur med 8 kontakter og 4 på land, heraf en enkelt over målet. En anden dag fik jeg på en smuttur en enkelt undermåler. Peter Lottrup havde også en tur, der gav en enkelt undermåler samt en mistet fisk.

Jens Blom havde søndag den 30. marts en tur til Møn med sin trollingbåd og en makker (Frank). De tog ingen billeder, men det blev til 10 kontakter, heraf 6 laks i båden. Laksene var mindre end normalt og største laks vejede lige knap 4 kg.

Jeg selv var i søndags ved Fluestrømmen i Harasjömåla, Sverige, sammen med Peter Lottrup, inviteret af Frederik Hansen. Det blev en super tur i et fantastisk naturområde, hvor vi 10 mand snuppede 23 godt fightende regnbueørreder med en snitvægt på ca. 3 kg. Jeg selv var ubeskeden nok til at snuppe flest, nemlig 6 stk, mens Peter og Frederik nappede henholdsvis 3 og 4 stk.

Største fisk på 3,7 kg fangede Jacob Rønnow. Som Peter efterfølgende sagde på den lange tur hjem, så er det nok et af de flotteste kunstigt skabte P&T vande i Skandinavien. Spændende at opleve og det er ikke sidste gang, at vi skal derover med det lette fluegrej. Stor tak til Frederik for arrangementet.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Nyheder

Husk affaldsindsamling ved åen søndag den 6. april kl. 12

Hej alle

Husk det nu – Der er affaldsindsamling for medlemmer ved åen imorgen søndag den 6. april.

Sidste år blev der indsamlet en del og som en sidegevinst blev der fundet adskillige fine woblere, blink og spinnere i træerne langs åen.

Vi mødes ved Nivå Mølle kl. 12. Arrangementet slutter ca. kl. 14.

Vel mødt

Søren

Kategorier
Set mink

Sådan gør du hvis du ser mink ved vores fiskevand

Hvis du ser mink ved vore fiskevande skal du klikke på nedenstående link, så klikker du to gange på ”markøren” og placerer den kortet, hvor du så minken. Klik så rediger i boksen og skriv dato samt farve på minken, og tryk på gem. Oplysningerne skal nu deles – der er en knap i øverste højre hjørne. Klik på den og send til Christian sender på denne mail: mink@naal.dk

Marker hvor du har set mink via dette link.

Kategorier
Fangstrapporter

Flere ørreder fra lokalområdet

Hej alle

Havørredfiskeriet kører i øjeblikket på den store klinge og det er bare med at klø på. Når hornfiskene snart indtager kysterne bliver det markant sværere, med mindre man er til fiskeri i de mørke timer.

Jeg selv tog fredag eftermiddag til et af de lokale stræk, hvor jeg efter gennemfiskning af et længere stykke og da mørket var ved at falde på omsider fandt havørrederne. De har på dette tidspunkt af sæsonen en tendens til at gå i større eller mindre flokke. Det blev til 5 kontakter, heraf 3 på land. Af disse var de to undermålere, men jeg var heldigvis også så heldig, at få årets første lynende blanke havørred på 51 cm og 1,46 kg i nettet. Herligt!

Andre fra foreningen har også været ude, heriblandt et nyt medlem, Asger Linee, der dog ikke har været på kysten, men derimod i åen. Han fisker udelukkende UL-spin, hvilket er som skabt til dette fiskeri. Han skriver:

Hej med Jer

Jeg har aldrig fisket å før, men det har været nogle dejlige dage ved åen og jeg er ramt nu.

Jeg har besluttet, at fiskeåret 2014 skal være med min 6 fods UL-stang og kun det grej, som jeg kan medbringe i en meget lille grejkasse samt min 5 liters rygsæk. Jeg forsøger at gøre mit fiskeri så enkelt som muligt og så se, hvor langt det kan føre mig.

Jeg har været ved åen 4 gange nu og jeg er blevet belønnet med nogle ubeskriveligt smukke dage og to fine fisk.

Den 10. marts fik jeg en regnbue på 56 cm i fin foderstand. Det var så stor en oplevelse, at jeg bare ikke kunne få mig selv til andet end at sætte den ud igen. Jeg må se og sætte mig ind i å-politikken om hvad der skal op, for primært sætter jeg alt ud igen.

Det var en lille Rapalawobler på 5 cm i ørredfarve, der tog den, og den har nu sikret sig evig plads i grejkassen.

Den 14. marts fik jeg en oplevelse i særklasse. Jeg var igen ved åen med min 6 fods stang. Den har en kastevægt på 0-5 gram og er et herligt bekendtskab. Agnen var en 7 cm leddelt Rapala i gul. Efter en time fik jeg et af de hug, man ikke lige glemmer. En fisk skød gennem vandet og der var fuld flex på klingen. Jeg fik en rigtig fin fight og vand i mine gummistøvler. Det var en rigtig pæn havørred på 73 cm.

Glæden var meget stor, da den elegant svømmede ud i åen.

Jeg er meget imponeret over det fantastiske fiskeri, der er i min “baghave”, og det kommer jeg bestemt til at dyrke noget mere.

Jeg bliver dog noget sur, når jeg ser, hvor meget affald, der faktisk ligger langs åen. Jeg tager derfor normalt en pose med i rygsækken, som jeg fylder med skrald på vejen tilbage. Det er bare en kedelig måde at slutte en dag på, men heldigvis så går der ikke så mange minutter, fra skraldet er smidt behørigt ud, til jeg igen har den gode erindring om turen. Den dårlige oplevelse bliver hurtigt parkeret, for jeg fisker for at blive glad.

Hilsner fra Asger Linee

Stort tillykke til Asger med de fine fisk og mange tak for rapporten. Dejligt at se, at et nyt medlem, så hurtigt får styr på ørrederne, og ja det er skidt med affaldet, som jeg også har observeret flere gange. Godt initiativ med indsamling af affald, men husk også den officielle indsamlingsdag søndag den 6. april. Vi mødes ved Nivå Mølle kl. 12.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Masser af havørreder fra de lokale kyster samt et anderledes dobbelthug

Hej alle

Indtil sidste uge har der ikke rigtig været nogen meldinger fra de lokale kyster, men det er der nu lavet om på. Peter Lottrup har nemlig sendt følgende melding:

Hej Klaus,

De seneste 3 dage har jeg fisket sammenlagt 6-7 timer på de lokale kyststrækninger. Det har givet i alt 15 havørreder.  Der er godt med hugvillige fisk lige nu. De fleste fisk ligger omkring målet med største på 45 cm. Desværre ingen af de store. Halvdelen taget på flue, halvdelen taget på UL spin.

Mvh,

Peter

Peters melding fik mig selv på banen, hvilket gav en havørred tæt på målet, men også et “tilfældigt” eftermiddagsmøde med Peter i vandet, der kunne berette om yderligere to fangne havørreder, heriblandt en undermåler og en fisk på 54 cm og anslået 1,8 kg.

Begge havørreder taget på fluestangen og begge genudsat.

Tillykke med fiskeriet til Peter. Herligt at der nu også kan fiskes havørreder i lokalområdet. Se at komme afsted, hvis du som jeg helst vil undgå hornfiskene, der stensikkert allerede vil være her senest medio april.

Jeg selv var i lørdags med Jens Blom på lidt geddefiskeri på vores favoritsø. Vejret var fantastisk, men vi havde ikke nået at skaffe agnfisk. Dette var sikkert også årsagen til, at vi kun havde få kontakter og kun en enkelt ok gedde på 5,45 kg i båden. Næste gang husker vi agnfiskene!

Det specielle ved ovenstående gedde var iøvrigt, at den først havde taget en gummijig fisket på den nederste downriggerklemme, hvorefter den – åbenbart mere sulten – havde svømmet op og lynhurtigt snuppet en wobler, der fiskede efter den anden downriggerklemme. Det kan man vist roligt kalde et anderledes dobbelthug!

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Fødselsdagsgedder med god snitvægt, “næsten-måler” og fluefangede kystørreder

Hej alle

Igår fejrede jeg min fødselsdag ved at snuppe en fridag og tage med Jens Blom på favoritsøen. Vinden var relativt svag og vandtemperaturen var steget til knap 4 grader, da vi stævnede ud,. Vi havde mange agnfisk med, men desværre var kun fire af disse i den gode størrelse XL, mens resten var nogle, som jeg nok hellere ville have anvendt til sandarter.

Kendetegnende for de seneste ture til søen var, at det havde været mørkt og regnfyldt og det var det sådan set også denne gang.

Fiskeriet gik trægt og vi fandt heller ikke denne gang de mange stimer, som vi havde fundet i efteråret. Til gengæld så vi flere gange lovende “bananer” på loddet. De ville dog ikke lege med os.

Omkring middagstid var vinden faldet til ingenting, regnen stoppet og det var lysnet. Nu var vi klar og det var gedderne tilsyneladende også, idet jeg efter et godt hug, nåede at fighte en fin fisk et par minutter, inden krogholdet røg tæt på båden, inden vi nåede at se den. Bad luck!

Vi blev i området og så var der lidt efter bud efter en af XL-skallerne. Denne gang blev den hængende og jeg kunne lande en lidt hærget gedde på 6,25 kg på 92 cm.

Herefter tog vi en runde mere i området, hvilket afstedkom endnu et hug på min sidste XL-skalle. Denne var en anelse mindre (5,95 kg og 90 cm), men var meget flot tegnet uden fejl og skader. Netop som jeg havde fået vejet den i slyngen, var der bud efter en af de mindre skaller. Denne gav en fin fight og blev dagens største (7,2 kg og 97 cm). Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg har poseret med to pæne gedder på en gang, men nu var chancen der.

Efter genudsætning kom Jens nu også ind i kampen og snuppede en 3 og en 4 kilos i området.

Det blev mørkt i vejret igen og hugperioden var nu åbenbart forbi, idet vi resten af dagen kun snuppede tre gedder mere, heraf to 4 kilos til mig og en 3 kilos til Jens. Alt i alt gav dagen fem fødselsdagsgedder til mig med en snitvægt på den gode side af 5 kg, mens Jens var knap så heldig med tre gedder mellem 3 og 4 kg.

På turen oplevede jeg iøvrigt også, at min redningsvest pludselig blev pustet op, da jeg på en eller anden måde fik viklet udløsersnoren rundt om en stangholder, da jeg skulle fra den ene ende af båden til den anden. Jeg skal hilse og sige, at det gik stærkt og at man ikke skal have alt for meget tøj på, der fylder omkring halsen, når dette sker, idet man så nærmest bliver kvalt, når den pustes op:-)

Andre fra foreningen har også været ude at fiske, idet Peter Silberg har skrevet følgende:

Hej Klaus,

I tirsdags blev der tid til en tur til åen igen. Det resulterede i en enkelt nedgænger på 1,4 kg taget ca 200 meter nedstrøms møllen.

Den 1. Marts var jeg en tur på sundet. Her blev det til ialt 8 torsk med den største lige under “måler” størrelse på 9,8 kg. Torsken bedes tilmeldt konkurrencen.

Mvh

Peter Silberg

Tillykke med fangsterne til Peter. Årets fisker konkurrencen er opdateret på hjemmesiden.

En anden Peter, nemlig Peter Lottrup, har også været ude, nærmere bestemt Vestsjælland, hvor han først snuppede en havørred på 46 cm og siden en lille tyk sag på 44 cm. Herudover mistede han en enkelt målsfisk. Alle huggede på en Kobberbasse på fluestangen.

Tak til Peter for rapporten. Spændende hvornår de mere lokale kyststræk tænder af. Det er mig bekendt ikke sket endnu.

Knæk & bræk

Klaus

PS: Husk at jeg meget gerne modtager fangstrapporter på klaus@naal.dk