Kategorier
Fangstrapporter

Årets fisker konkurrencen 2012 afgjort – Nye regler for 2013

Hej alle,

Konkurrencen for 2012 er slut nu, og årets fisker blev – i lighed med konkurrencen for 2011 – Claus Banholtz, efterfulgt af Joachim Fabricius og undertegnede. Claus er en absolut værdig vinder, hvilket man kan forsikre sig om ved at tjekke listen, hvor han figurerer med både saltvands- og ferskvandsfisk. Især fangst af store sudere, brasen og karper vidner om en dedikeret specimenfisker.

Den endelige liste med årets fangster er lagt på hjemmesiden under Fangstrapporter/Årets fisker osv., og der vil traditionen tro være præmier fra vore sponsorer til vindere af de enkelte kategorier og nr. 1-3 i den samlede konkurrence. For at modtage præmie skal man møde op på generalforsamlingen i Fiskehuset, Byvejen 10 i Niverød, der finder sted torsdag den 7. februar kl. 20. Er man forhindret i fremmøde og interesseret i at modtage sin præmie, skal man melde dette til undertegnede. Sker dette ikke går præmien til næste fanger på listen.

Tak iøvrigt til alle, der i årets løb har bidraget med fangstrapporter, og dermed været med til at gøre hjemmesiden lidt mere spændende. Hjemmesiden er i 2012 blevet flittigt besøgt af både medlemmer og ikke-medlemmer. Den store interesse skyldes især de løbende medlemsfangster, men også at Danmarks Sportsfiskerforbund, via lokalredaktør Henning Pedersen, jævnligt sakser historier både til forbundets hjemmeside, tekst-tv og til Sportsfiskeren. At historierne sakses er som udgangspunkt helt fint, men jeg har aftalt med Henning, at såfremt fangeren ikke ønsker historien videreformidlet, respekteres dette naturligvis.

Årets fisker konkurrencen for 2013 bliver justeret lidt, idet man fremover – af hensyn til fangstredaktøren – kun kan have en fisk, nemlig det enkelte medlems største, i hver kategori ved årets udgang. Hertil tilføjes kategorierne brakvandsgedde (eks. Stege Nor) og kategorier for forskellige typer karper fra P&T vande (spejl-, skæl-, græskarpe osv.).

Et nyt initiativ er desuden, at alle fangster af havørred fra åen indberettes til undertegnede, der bl.a. indsamler information til en database hos Danmarks Sportsfiskerforbund. Herved har vi bl.a. bedre mulighed for at bidrage kvalificeret, når åens tilstand og evt. muligheder for udsætning vurderes af relevante myndigheder. Dagkort til åen vil fra 2013 som noget nyt blive forsynet med en tekst omkring fangstindberetning incl. mailadresse til undertegnede, så vi også får information om fangster herfra. Hvis nogen skulle være i tvivl så er adressen fortsat klaus@naal.dk

I skal ikke snydes for en enkelt medlemsfangst, idet Steen Nielsen har sendt et billede af hans 7,9 kilos laks fra Norge. Trods det noget uskarpe billede kan man godt se, at der er tale om en flot fisk!

Alle medlemmer af Nive Å´s Lystfiskerforening og andre besøgende på hjemmesiden ønskes et godt og lykkebringende 2013.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Mange havørreder i Køge Bugt – dog langt flest omkring mindstemålet

Hej alle

Lørdag blev det tid til en tur på Køge Bugt, hvor Jens Blom fra foreningen havde inviteret undertegnede til trolling fra morgen til sen eftermiddag. Vejrudsigten var lovende med svag vind og en del sol, men meteologerne havde også lovet koldt vejr. Dette holdt bestemt stik, da bl.a. vinterens første sne var faldet om natten og båden derfor var ganske snefyldt.

Meldinger fra de øvrige trollingfiskere, som vi mødte ved trailerrampen var, at der var taget mange fisk, men at langt de fleste var ørreder omkring mindstemålet med enkelte snapse imellem, heriblandt en super fisk på omkring 7 kg fra oktober samt en 5 kilos taget et par dage før. Jens havde selv ugen før snuppet en 4 kilos, så de pæne var bestemt derude. Således opløftet sejlede vi ud af havnen i Køge.

Vi lagde ud med 6 stænger på relativt lavt vand (op til 6 meters dybde), men da dette ikke gav noget, trak vi ud på dybere vand. Her kunne vi fiske med begge downriggere med to stænger på, så vi i alt kom op på 8 stænger. Dette gav pote og vi havde jævnligt mindre målsørreder på krogen. Så havde vi et dobbelthug, hvor både Jens og jeg var spændt for. Min ørred blev hurtigt landet og  vejet til 1,2 kg, mens Jens fortsat fightede sin ørred. Hans ørred kæmpede godt, men overgav sig til sidst i det store landingsnet. En fin havørred på 2,3 kg, som vi begge dog havde tippet noget større.

Vi havde løbende fisk i båden og da dagen var omme kunne vi gøre status med 13 ørreder, hvoraf Jens havde snuppet de største (2,3 og 2,2 kg), mens undertegnede havde taget de fleste (7 stk.).

Både løje, wobler, blink og Apex havde denne dag givet fisk, så der var ikke rigtig nogen rød tråd. Over radioen hørte vi om en fin 5 kilos taget i en anden båd, mens Holme og John fra Team Ølstykke, som vi havde fisket sammen med, havde snuppet 9 fisk med største på 2,7 og 2,6 kg. Alt i alt en rigtig god dag på Køge Bugt med svag vind/havblik, høj sol og mange havørreder.

Knæk og bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Grov aborre og en fin gedde fra Esrum Sø

Hej alle

En fridag med ultra kort varsel gav flex på klingen på Esrum Sø igår tirsdag. Bedste aborre var en fisk på 49 cm, der vejede 1725 g.

Den huggede i første drev op ad en skrænt på en bundfisket levende skalle midt ude på en af søens knolde. Elmotoren måtte hjælpe til, da der var næsten vindstille, men det gjorde også, at jeg meget præcist kunne ramme fiskene. De store aborrer på Esrum Sø går efter min erfaring oftest helt nede ved bunden. Jeg fangede 3 gedder mellem 2 og 5,5 kg som sidegevinster, men mistede også nogle gedder under fights.

Det hører med, da jeg denne dag satsede på aborrer og derfor fiskede med rene flourcarbon forfang. Hvis der er rigtig mange gedder på pladsen, fisker jeg også mange gange med en stang eller to med hard mono forfang. Aldrig wire til aborrer, da jeg simpelthen ikke tror på det.

I øvrigt måtte jeg jeg lide den tort at blive trukket hjem fra Løjtnanten (midt på strækningen) af et par gutter fra Fred & Humle. Benzinmotoren ville nemlig ikke starte igen, da jeg skulle til at tøffe hjemad. En hjemtur med elmotor alene havde taget for lang tid og i øvrigt fik jeg en batterialarm på loddet, så det var også ved at være afladet.

Det endte heldigvis godt (endnu engang tak til Teunis og makker fra Fred & Humle:-), men mon ikke motoren og batteriet snart skal til service. Iøvrigt nævnte Teunis, at deres forening kører et internt Esrum-mesterskab med fine præmier. Medlemmernes største gedde (1 gram = 1 point) og største aborre kan tilmeldes (1 gram = 5 point). Mesterskabet skulle muligvis udvides, så forskellige foreninger kunne dyste med en enkelt stor gedde og en enkelt stor aborre i kalenderåret. Jeg tør godt sige, at vi fra NÅL er med på ideen, hvis den bliver til noget i 2013. Som et eksempel kan min fridags fangst beregnes til at give 5.500 point + 8.625 point (5 * 1725) = 14.125 point. Jeg krydser fingre for, at det bliver til noget!

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Havørred fra Køge Bugt og flere fangster fra Esrum Sø

Hej alle

Rapporterne kommer nu i en lind strøm, hvilket nok hænger sammen med det relativt milde novembervejr. Den første kommer fra Jens Blom, der har været med sin båd i Køge Bugt.

Hej Klaus

Lørdag gik trollingturen til Køge Bugt med en fiskemakker. Turen startede godt, idet jeg lagde ud med dobbelt hug efter 10 minutters fiskeri. Det var to gode fisk i den rigtige størrelse, men desværre røg den første hurtigt af krogen. Den anden blev heldigvis hængende og det var super, da et var en flot havørred på 3,9 kg og årets hidtil største.

Turen gav 14 kontakter, hvoraf 12 havørreder kom i båden. Vi genudsatte de 10 af dem, da disse var under mindstemålet eller tæt på. Turen gav sjovt nok ingen torsk.

Mvh

Jens

Tillykke til Jens med fangsten. Glædeligt at han nu også har fået lidt sølvtøj med vægt i år. Sæsonen for de store trollinghavørreder er så småt ved at komme igang

Claus Banholz var i samme weekend på Esrum Sø i foreningens båd. Han skriver

Hej Klaus

Vinteren nærmer sig med hastige skridt, og snart falder den hvide sne og isen kommer og ødelægger alt fiskeri på vores dejlige søer. Jeg havde aftalt med Thomas, at vi skulle have en (måske) sidste tur på Esrum i år.

De sidste par gange jeg havde været ude, var det nærmest Det Døde Hav, som jeg fiskede i. Denne gang håbede jeg, at det skulle blive anderledes. Agnskallerne blev fanget i ugen op til lørdag og opbevaret i diverse agnbaljer med pumpe på ….Så alt var klar til denne tur.

Vi ankom til Esrum Sø fulde af forventning om at denne dag skulle blive noget særligt. Alle stængerne blev rigget til og vi sejlede ud på den første plads. Desværre ingen fisk at se på loddet. Vi startede alligevel og der gik ikke 10 sekunder før Thomas hev den første gedde op. Desværre var den ikke ret stor. Vi sejlede videre til næste plads og heller ikke her var der fisk på loddet…….HVOR ER DE HENNE?..tænkte jeg.

Sådan gik dagen og efter næsten at have sejlet Esrum Sø rundt et par gange fandt vi endelig fisk på loddet. En kæmpe klat som man næsten kun turde drømme om. “Klokken” ringede og ned røg vores agn på alle stænger. På grund af den lidt kraftige vind, var vi dog hurtigt drevet over stimen. Op igen og rundt med båden for at finde stimen igen, men den var som sunket (i Esrum).

Vi fandt senere en del mindre stimer, som vi fiskede på og endelig var der fast fisk til undertegnede. Efter en rigtig sjov fight på min 5,5 fod 0-5 g dropshot stang kunne jeg lande en rigtig flot gedde på 4,7 kg.

Dette var ikke den største gedde jeg havde set, men hold kæft hvor var den flot i farver og tegninger. Dette var det sidste vi mærkede til fisk, og endnu en gang måtte jeg forlade søen uden den store fangst.

Mvh

Claus Banholtz

Stort tillykke til Claus med den flot tegnede gedde, der kom i båden efter hårdt slid.

En af foreningens aktive juniorer (snart senior), Joachim Fabricius, har også været på Esrum Sø:

Hej Klaus

Jeg havde en aborretur med en af mine venner. Nu da jeg var kommet bagud i årets fisker konkurrencen gjaldt det om at få alt op bare det kunne svømme. Det blev til et par aborrer, dog ingen store, men over mindstemålet. Jeg vil derfor gerne tilmelde 3 aborrer på 200 gram, taget på bunden over 18 meter vand.

Vi fik ialt 20 fisk. Stort set alle havde samme størrelse. Jeg vil desuden gerne tilmelde en rudskalle på 600g, som jeg fik for et par uger siden.

PR så vidt jeg ved:-)

Hilsen

Joachim

Mogens Marcus Mentz har også været ud og skrev følgende til mig om dagene op til åfredningen:

Hej Klaus

Jeg var ved åen et par gange i sidste uge for at lukke og slukke for sæsonen. Tirsdag (13/11) hverken så eller mærkede jeg noget. Torsdag (15/11) slog en fisk til mit blink, og i næste kast huggede den, men hang ikke fast. Jeg vurderer den forsigtigt til 1½-2 kg. Dernæst fangede jeg to bækørreder på 20-22 cm. De blev naturligvis nænsomt genudsat med besked om at vokse sig store og stærke. Herefter fejlhuggede en fisk efter mit blink i en vending, som efterlod en stor hvirvel. I næste kast huggede den kraftigt, men hang heller ikke her fast.

Mvh

Mogens Marcus Mentz

Til orientering for foreningens åfiskere og vore dagkortfiskere hørte jeg fra Zlatan fra Rodes i Humlebæk, at et nyt NÅL-medlem havde været forbi butikken og fortalt, at han havde snuppet en flot bækørred på 50 cm i starten af november. En farvet havørred kan måske her være blevet forvekslet med en bækørred. Hvem ved. Jeg selv har hørt, at man ved elfiskeri for nogle år siden har nuppet bækørreder op til 60 cm, så de store må jo også være der..

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Efterårsfangster fra Øresund, Nive Å og Esrum Sø

Hej alle

Det mærkes nu tydeligt, at der er godt gang i efterårsfiskeriet. Fra Mikkel Helms har jeg modtaget nedenstående rapport:

Hej Klaus,

Jeg var ude med trollingbåden i søndags sammen med min kollega Henrik. Vi trollede sydpå i omkring 8 m/s vind fra syd så der var godt tryk på strømmen. Da vi nåede ned til kapsejladsområdet mellem Nivå og Rungsted (markeret på søkortet på GPSen) havde vi hug af torsk hele tiden, og måtte opgive at fiske med mere end 2 stænger simpelthen fordi der var hug indenfor få minutter hver gang vi fik firet downriggerne ned. På grund af den kraftige strøm/vind måtte vi hive alt grej ind hver gang der var hug og så drive i retning af fisken for at få den op. Vi var ude i 5 timer og fik 25 torsk hvoraf de næsten alle var fine fisk op til 5,5 kg.

Vi sluttede af med et dobbelthug hvor jeg stod og ”pilkede” med mit trollingblink mens Henrik fightede den på 5,5 og så vupti så havde jeg også fisk på. Så det var en fin tur hvor alt gik op i en højere enhed. Det eneste som manglede var ørred men de står jo nok oppe i åen og venter på en Meppsspinner J

Mvh

Mikkel Helms

 

Også Mogens Marcus Mentz har været ude:

 

Hej Klaus,

Jeg var ved åen i dag. Jeg fiskede stykket fra jernbanen til Gl. Strandvej. Vandstanden var fin.

Jeg havde kontakt til 6 fisk, men fik ikke landet nogen. Én fulgte blinket og jeg så et sølvglimt, da den drejede af. Én bed forsigtigt i blinket og fulgte det, ud fra skyggen vil jeg vurdere den til et par kg. To huggede lidt forsigtigt, men blev ikke hængende. Èn huggede godt og sad på nok et lille minut, hvorefter den slap. Jeg så det meste af ryggen i overfladen og vurderer den til 1½-2 kg. Endelig fik jeg en “sprællemand” på 20-25 cm, som slog sig af.

Mvh

Mogens Marcus

Fra Thomas Jeppesen (vor webmaster) fik jeg til tirsdagens bestyrelsesmøde i foreningen også melding om en god fangst. Han havde nemlig i oktober fanget en karusse på hele 2625g, hvilket var ny PR og samtidig ny foreningsrekord. Han havde dog ikke noget billede, men det lever vi nok med. Stort tillykke til Thomas med fangsten.

Undertegnede var i fredags en tur på Esrum Sø bevæbnet med perfekte aborreskaller fra Frederiksdal. Jeg var sulten efter store søaborrer, men 3 timers drivfiskeri på mine favoritspots gav ikke andet end gedder. Jeg fiskede med to stænger med flourcarbon forfang og to med hard mono. Sidstnævnte var medvirkende til, at der trods alt kom nogle gedder i båden, da de ellers i 4 ud af 5 tilfælde skærer linen over med deres sylespidse tænder.

De sidste 2 timer valgte jeg at bruge på målrettet geddefiskeri (dørgning på 5-7 meters dybde lige udenfor bundgrøden). Jeg havde kun mindre skaller, og det var sikkert også årsagen til, at jeg fik en del, men desværre ingen af de store gedder.

Dagen sluttede ved 15-tiden og jeg kunne gore status med 12 gedder, hvoraf 4 var mellem 3 og 4 kg.

PS: Emil Hejberg var ude et par dage efter og fik 6 gedder, heraf en fin fisk på 7,2 kg.

Knæk & bræk

Klaus

PPS: Husk at åen er fredet i perioden 16. november – 15. januar – begge dage incl.

Kategorier
Fangstrapporter

Vellykket tur efter brakvandsaborrer til Store Vejle Å

Hej alle

Så er sæsonen for alvor skudt i gang ved St. Vejle Å, hvor store brakvandsaborrer hvert efterår trækker ind for at gyde. Enkelte 2-kilos aborrer var blevet fanget i oktober og  derfor måtte jeg også af sted sammen med Jens Blom. Aftenen før havde vi været i Nivå Havn for at skaffe nogle rejer, men der var kun få. Jeg måtte derfor forbi en fiskehandler, hvilket blev den i Holte, der havde flotte levende rejer denne morgen. To andre fiskehandlere i området måtte melde pas.

Vel ankommet til pladsen viste det sig, at et par teknikere var i gang med det årlige eftersyn af slusen. Dette var ganske heldigt, da netop sluseaktivitet erfaringsmæssigt sætter gang i bidelysten. Første kast med flåd og reje gav da også en aborre på 1,2 kg, og så var vi i gang. Bidelysten fortsatte resten af dagen og det var nærmest i hvert kast, at der var hug. Ikke alle blev kroget, men raten for landede fisk var alligevel høj. Det blev vel til 80-100 aborrer, hvilket er et helt igennem super resultat og også bedre end jeg tidligere har oplevet. De fleste var i niveauet 400-700g, men i hvert fald 15-20 af dem var over kiloet. Største aborre vejede 1625g og blev fanget af undertegnede, som prikken over det berømte i, lige inden, at jeg løb tør for levende rejer. Fangsten er ny PR for aborre i brakvand og som det ses en gammel kriger.

Jens Blom fik også mange, hvoraf de største lå på 1375 og 1350g.

Andre lystfiskere ved åen (- og der var mange) havde ikke rejer, men fiskede med skaller, spin eller med flue. De fangede kun enkelte fisk, så det var altså bare rejer, der virkede den dag. Husk i den forbindelse at opbevare dem i en spand med saltvand og tilhørende iltpumpe og med en lille klud eller lignende, som rejerne kan sidde i.

Knæk & bræk

Klaus

PS: Var ved åen forleden og fandt ved sammenløbet ved Nive Mølle en næsten ny ABU stang (Vendetta 7 fod) og et grønt fastspolehjul af mærket Adventure.

Sættet hang halvt ned i vandet og jeg gætter på at det er en junior, der har tabt stangen. Den kan afhentes hos mig i Nivå. Skriv evt. en mail på klaus@naal.dk

Kategorier
Fangstrapporter

Forrygende formiddag ved Nive Å og andre fangster fra efterårsferien

Hej alle

Efterårsferien gav flere fangster til NÅL-medlemmer, heriblandt undertegnede, der havde en forrygende formiddag ved åen. Således blev det til hele 8 tilbud og 5 på land i løbet af 3 intense timer ved de traditionelt ”sikre” pladser opstrøms Gammel Strandvej. Det blev til flere fine havørreder på henholdsvis 62 cm (super flot hanfisk)

En hunfisk på 65 cm.

og en på 50 cm

samt et par mindre over målet, heriblandt en flot blankfisk.

Alle fanget på en Mepps-spinner str. 3 med blankt blad og røde prikker fisket opstrøms. Hanfisken på 62 cm skønner jeg til knap 3 kg. Den gav en god fight med flere udløb op og ned af åen. Alle fisk bortset fra en enkelt blankfisk blev i overensstemmelse med reglerne for åen genudsat. Jeg har nu fisket ved åen i mere end  25 år, og jeg kan roligt sige, at jeg aldrig tidligere har oplevet et bedre opgængerfiskeri i løbet af så få timer. Det var bare DAGEN, og den var karakteriseret ved høj, men faldende vandstand samt lav sigtbarhed, med tendens til opklaring.

Morgenen efter var jeg ved åen igen sammen med Peter Lottrup og Peter Kirkby. Inden det blev lyst nåede Peter Lottrup at snuppe en fin hunfisk på 60 cm og ca. 2,5 kg. Peter Kirkby og undertegnede fangede efterfølgende ikke andet en en håndfuld aborrer og en gedde. Vandstanden var faldet en del i løbet af døgnet. Var igen ved åen her til eftermiddag, men uden held. Vandstanden var faldet yderligere, så nu skal vi måske til at håbe på lidt mere regn:-)

Claus Banholtz har også fået fisket lidt i efterårsferien og det er blevet til denne rapport:

Hej Klaus

Jeg har i denne uge haft efterårsferie med familien i Sverige. Desværre uden fiskeri, da vi havde regn, regn, og atter regn. Vi kom hjem onsdag, med udsigten til en kuttertur torsdag efter de flade og hvad der ellers ville lege med.

Tidlig morgen drog vi ud imod pladserne, der skulle rumme en del flade efter skippers mening, men fiskeriet skulle blive sværere end forventet.

På mine gulp orm og sildestykker lykkedes det mig dog at lande ca. 16 flade på denne tur, og en håndfuld torsk. Dagens surprise var en havørred på 2,5 kg taget på en lille kasteprik.

Fredag skulle jeg en tur på Esrum Sø med den mindste søn, og fiske aborrer, men til trods for perfekt vind (ingen) og høj sol var der desværre ikke gang i de sortstribede endnu. Vi fangede en del småfisk, og et par stykker over 500 g, men de helt store forblev i søen………Men jeg kommer tilbage efter dem.

Med de to tures fangster drøner Claus ind foran Joachim Fabricius i foreningens årets fisker konkurrence. Joachim har ellers ligget i spidsen indtil nu. Se medlemsfangster under fanebladet ”Årets fisker”.

K&B

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Analyse af fiskeriet i Lagan 2012 foretaget af NÅL-medlem

Hej alle

Forleden modtog jeg følgende meget spændende mail fra foreningens Lagan-ekspert, Mogens Marcus Mentz:

Hej Klaus

Så sluttede sæsonen i Lagan i søndags.

Det blev en sæson, som syntes at være meget anderledes end tidligere sæsoner. Det, der gjorde sæsonen meget anderledes end tidligere var især følgende:

1. Meget fint fiskeri i forår og forsommer.

2. Lave el-priser i eftersommeren.

3. Usædvanligt mange fisk på 10 kg og større.

Jeg har tidligere skrevet om de meget fine fangster i foråret og forsommeren, hvilket tydede på, at 2012 igen ville blive et rekordår. Men sådan skulle det ikke gå. Vendepunktet kom i starten af august.

I august og september har el-priserne været lave, hvilket har betydet en betydelig nedgang i fiskeriet.

Hvordan hænger det nu sammen?

Jo, i Laholm by er der, ca. 8 km fra Lagans munding, et elkraftværk, som blokerer elven. Der er ikke nogen fisketrappe. Derfor er kun de yderste 8 km af Lagan lakseførende. Vandstanden i disse 8 km afhænger af, hvor meget vand, der slippes igennem kraftværket. Når elprisen er lav, produceres der kun det nødvendige el til at forsyne nærmarkedet samt til at holde en minimumsvandstand i det yderste af elven. Man kan af udledningerne i august og september se, at der ikke har været produceret el om natten, mens der visse dage blot har været en begrænset eller ingen produktion. Dette betyder, at vandstanden om natten har været lav, og at der ikke har været nogen strøm i vandet. Ved lav vandgennemstrømning har strømmen i vandet været så beskeden, at det kun har været muligt at fiske rimeligt nogle få steder, hvor elven er smal, mens der ikke har været strøm nok til at en spinneflue har kunnet strække forfanget tilstrækkeligt og give fluen fornødent liv. Ligeledes har blink ikke kunnet få fornøden naturlig bevægelse af den svage strøm.

Ved lavt vand er vandstanden op til 1 meter under den naturlige vandstand. Dette betyder, at de laks, der samler sig i Laholmbugten ikke er særligt tilbøjelige til at gå op i elven, men afventer en bedre vandstand. Videre bed fiskene ofte ret forsigtigt, hvorfor mange blev tabt under fighten.

Jeg oplevede således en dag i september, hvor jeg stod i et område med 3 tyskere og 3 andre danskere, at der blev fanget og landet 7 fisk (min andel heraf 0), tabt 11 under fighten (min andel heraf 4) og fejlkroget 5 (min andel heraf 1). De fleste af de fisk, der blev landet var ikke kroget alt for godt – én var kroget fra munden i kæbekrogen, hvor kun ca. 3 mm af krogen var trængt ind i kæbekrogen – lidt af et held, at den fisk kom på land.

Sådanne forhold er ikke særegne for Lagan, men kendes også i de norske elve som f.eks. Namsen, hvor der er manglende opgang af fisk ved lavt vand. Først, når der har været en flom (stor vandgennemstrømning) kommer fiskene op i elven.

I år blev der i Lagan i perioden 15-21 august (hvor jeg var der første gang) kun fanget 22 fisk mod 166 i 2011 0g 67 i 2010. Da jeg var der i september blev der blot fanger 106 fisk mod 373 i 2011 og 218 i 2010. Selvom vandstanden fortsat var ret lav i september begyndte der dog at vise sig en beskeden opgang, hvilket vi kunne se ved, at der ind imellem blev fanget nogle blanke fisk (nystegne fra havet). Også i oktober i år har fangsten været væsentligt mindre end i 2011, selvom vandstanden her var mere konstant og på et rimeligt niveau.

Det totale fangsttal i 2012 blev 1887 fisk, mens det i 2011 var 3506 og i 2010 2477.

Bemærkelsesværdigt nok, blev der i 2012 fanget langt flere fisk på 10 kg og derover end tidligere. Således blev der i 2012 fanget 80 laks på 10 kg og større mens der i 2011 kun blev fanget 36 og i 2010 50. I det hele taget er det mit indtryk, at gennemsnitsvægten for de fangede fisk i 2012 er større end tidligere. Især synes andelen af små fisk mellem 2 og 4 kg at være betydeligt mindre end tidligere.

Og nu kan vi så vente på, at det bliver 1. marts 2013 før fiskeriet igen åbner. De første laks kan nok forventes fanget i begyndelsen af april 2013.

Mvh

Mogens Marcus Mentz

Tankevækkende, at vi nu skal til at følge elpriserne inden vi tager til Lagan, men det giver jo god mening, jf. ovenstående. Stor tak til Mogens for analysen.

Undertegnede har ikke modtaget mange fangstrapporter den seneste tid, men har dog selv været i Skjern Å, hvor det blev til en stalling på 38 cm på spin, men ingen laks. Mon ikke, at jeg iøvrigt i de kommende uger modtager nogle rapporter. Jeg kan i foreningens bestillingssystem bl.a. se, at der er planlagt flere ture på Esrum Sø, ligesom at åen nok også vil give lidt fisk op til fredningen medio november.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Endnu en smuk skælkarpe til Claus Banholtz

Hej alle

Endnu en rapport modtaget fra Claus Banholtz, en af foreningens storfiskere:

Hej Klaus

Efter sidste uges store succes skulle vi bare afsted igen, men denne aften var fiskene ikke lige så villige som sidst, og jeg måtte vente til kl. 21.00 hvor det første seriøse hug kom, men hviket et……Min lette bundstang på 1,25 LBS flexede helt i bund og efter en heftig og lang fight kunne jeg lande endnu en flot skælkarpe på 7, 5 kg taget på 10 mm boilie og str 10 krog.

Mvh

Claus Banholtz

Stort tillykke til Claus, der stille og roligt henter point til Årets fisker konkurrencen.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Laks fra Lagan og Mørrum, en smuk skælkarpe og en stor havørred fra åen

Hej alle

Så var der endnu en fangstrapport fra Mogens Marcus Mentz, der efter en våd dag ved Lagan fik varmen med en laks på 89 cm og 5,5 kg.

Han efterlyser iøvrigt et sted, hvor man kan få røget sine fisk. Som han skriver: Jeg har netop været forbi Nordhavnens Røgeri, hvor man beklagede, at man ikke længere kan ryge fisk for private. Man stoppede dermed for 2 måneder siden. Grunden er, at Fødevarestyrelsen har udsendt en bestemmelse om, at Røgeriet skal kunne dokumentere oprindelsen af de fisk, som de ryger. Det er ikke nok dokumentation, at fiskeren fortæller, hvor og hvornår fisken er fanget. Skulle der være nogle medlemmer eller andre, der kender et privat sted, der kan ryge, er de velkomne til at sende en mail til undertegnede på klaus@naal.dk.

Jeg selv var i weekenden i Mørrum igen, hvor vi var 5 mand, der fiskede på Knaggalid-strækket i 2 dage. Lørdagen regnede væk, men det lykkedes dog en af deltagerne at fange en laks på knap 6,5 kg på flue. Søndagen var anderledes behagelig, da det for det første ikke regnede, og for det andet, var det dagen efter at der – udover at have regnet big time også havde været lukket op for sluserne til søen Åsnen længere opstrøms (såkaldt “Klunkning”). Denne cocktail havde også en meget positiv effekt på fiskeriet, idet vi allerede tidligt om morgenen så en dansker, der fightede en havørred på enhåndsflue. Den viste sig at være 65 cm og blev genudsat. Han kunne fortælle, at der også var andre, der havde fået fisk på strækket. Motivationen var nu absolut til stede, og efter en halv times fiskeri fik jeg et godt hug, der dog desværre slog sig af i et stort spring umiddelbart bagefter. Surt show, men jeg tog da revanche senere på eftermiddagen, idet det endelig lykkedes mig at lande en god hybrid efter en dramatisk fight.

En hurtig måling til 84 cm (ca. 6,5 kg), et billede og så ud igen i fin form. Herligt!

Fra Claus Banholtz har jeg modtaget følgende rapport:

Hej Klaus

Så er det ved at være sidste udkald i karpesæsonen, og det skulle udnyttes til en aftentur til et lille vand, som normalt fisker godt både forår og efterår.

Vi ankom til søen ca kl.16:30 og fik hurtigt rigget til, 3 bundstænger og en flådstang.

Vi fik blandet foder, og imens jeg kastede foder ud, lagde jeg lige min boiliestang ned til højre for mig og 5 min senere var der kontakt til en fisk og efter et par hurtige udløb kunne jeg lande årets største skælkarpe på 7,8 kg…..lækkert og et par hurtige billeder og fisken kunne svømme videre.

Foderet begyndte så småt at virke og bundstængerne blev kastet ud, 2 min senere var der bud på min midterstang , modhug og fast fisk…..denne fisk gav en rigtigt god fight da den blev taget på en 1,25 lbs drennan stang og 0,20 line…sjov fight ( fisken vejede forresten 4,7 kg og atter en skælkarpe).

Det blev ikke til mere denne dejlige aften,men aftenen var for mit vedkommende reddet og bilen kunne atter vende hjem igen med et par glade fiskere, der dårligt kan vente på at komme afsted igen.

Mvh

Claus Banholtz

Stort tillykke til Claus (flot billede!). Fra Henrik Ivar Jensen har jeg modtaget følgende tankevækkende rapport fra et par ture til Nive Å:

Hej Klaus.

Ville lige give dig lidt updates fra åen. Fredag: En fin på land til min kammerat på 2 kg. Lørdag tog jeg derned og havde en op og hilse. Så så jeg en line, der var kastet ud i vandet. Og et sekund senere, så jeg en mand stå 50 meter højere oppe af åen. Da han så mig, skal jeg love for, at han fik benene på nakken. Efterfølgende fandt jeg ca. 20 åleliner i åen. De er væk nu. 🙂 Jeg tog afsted igen idag og oppe ved møllen lå der en stor ørred i åen på 70 cm og renset.

Hvem fanden renser en så stor fisk og derefter kaster den i åen?

Vh

Henrik Ivar Jensen

Det er ikke godt at vide, men et gæt er, at den pågældende fanger i forbindelse med rensningen af ørreden har set orm eller anden forurening i dens mave, og derfor ikke har villet tage fisken med hjem. Who knows?

Undertegnede har også været en tur i åen, men det gav kun en håndfuld aborrer og en lille gedde. J

Knæk & bræk

Klaus