Kategorier
Fangstrapporter

Hornfisken er kommet + diverse medlemsfangster

Hej alle

Jeg var idag i det flotte påskevejr ude med flyderingen for første gang, og et er sikkert; det er ikke sidste gang, selvom jeg ikke fangede noget. Mage til god udsigt til bundforholdene samt mulighed for at fiske mere et par normale kastelængder ude, skal nok kaste et par ekstra fisk af sig fremover. Jeg havde et par følgere (ørred), men de ville desværre ikke lege med. Til gengæld så jeg årets første hornfisk. Den fulgte efter wobleren, men ville ligesom ørrederne ikke hugge.

Et par fangstrapporter er der også indløbet den seneste tid. Mogens Marcus Mentz skriver følgende

Jeg var en tur ved åen i dag (16.04.2011). Først med flue ved Usserød Å, hvor jeg så en fisk tage noget i overfladen. Da jeg kom frem til stedet, prødede jeg at kaste til den, men ingen bid.

Herefter tog jeg et lille stykke af Nive Å – det åbne stykke 100-150 meter nedenfor tilløbet af Usserød Å – med let spinnegrej (stang 8½’, kastevægt 3-15 gram) og 4 g stripper, kobber med glimmer på den ene side. Der kom et gevaldigt hug ca. kl. 14.40. Jeg figtede med fisken på det lette grej i ca. 15 min. Flere kraftige udløb og flere forsøg på at stikke ved brinken. Først var jeg ikke klar over, om der var tale om en ørred eller en gedde. Jeg så blot en svag fisketegning noget nede i det farvede vand. Men da jeg så den tæt ved overfladen, så jeg en pæn ørred. Da jeg fik den lokket op, målte den 77,5 cm og vejede 3,96 kg.

Kort efter fik jeg hug af endnu en ørred på 12-15 cm (naturligvis udsat igen), men da jeg trak den ind, gled en gedde frem langs bunden og så lækkersultent til. Jeg skønner gedden til at være 75-80 cm og nok 4-5 kg.

Mvh

Mogens Marcus Mentz

Udover ovennævnte fangstrapport har Joachim Fabricius været ved Kronborg og snuppet flere pæne skrubber mellem 450 og 650 g samt en enkelt mindre rødspætte. Før dette havde han en tur til St. Vejle Å, der gav ham gode skaller mellem 500 og 600 g.

Sidst skal nævnes, at Jens Blom har været ude at trolle både ved Simrishamn og fået en lille laks på knap 3 kg. Jens har også været ved Rügen (med udgangspunkt fra Møn), og der oplevet et fabelagtigt laksefiskeri med 10 laks i båden til to mand op til 7,7 kg!!!

Stort tillykke til Jens!

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Fine fluefisk fra Sverigeskysten + Update fra Øresundskysten

Hej alle

Et par fangstmeldinger er indløbet de sidste par dage. Den første er fra Peter Lottrup, der lørdag den 16. april var en tur på Sverigeskysten (syd) med fluestangen og en kobberbasse for enden af forfanget. Han fik både en på 70 cm og ca. 3 kilo og en på 65 cm og ca. 2½ kilo.

Begge pænt blanke, men stadig for tynde efter hans smag (under 1 efter Fultons formel), derfor blev de genudsat. De gav dog super underholdende fights med udløb og spring ud af vandet. Han mistede desuden en fisk på 1 – 1½ kilo i sidste kast som han anslog til at være blank.

Herudover fortæller han også, at han i sidste uge på Rungstedstrækket en tidlig morgen nappede en flot kysttorsk på hele 2,5 kg. Den tog gennemløberen hårdt og præsterede et udløb på ca. 15 m, hvorfor Peter ikke underligt et kort øjeblik troede, at han havde en særdeles tung havørred på krogen. Det ændrede sig hurtigt, da den herefter bare blev tung, men medgørlig.

Med hensyn til kysttorsk hermed et tip til alle. De er allerede ved kysten nu, og tager du aftenfiskeriet er det svært at undgå at fange dem. Thomas Jeppesen, Kasper Lohse og Zlatan Delic fra foreningen prøvede dette ved Abelone strækket i sidste uge og fik fine torsk op til 1,5 kg, men havde også en del hug, som ikke blev siddende.

Undertegnede var selv på færde på Abelone strækket imorges (søndag) kl. 6-8.30. Kort efter at jeg var startet havde jeg på en gennemløber en fin følger i niveauet 1,5 kg. Herefter skiftede jeg til en lille Salty wobler i tobisfarve, hvorefter jeg i løbet af de næste par timer havde 2 hug samt landede 2 undermålere. Nogen gange har skift til en mindre agn kunnet lokke efterfølgere på banen, men desværre ikke denne gang. Torsk mærkede jeg intet til.

Knæk & bræk

Klaus

 

Efter ovenstående var skrevet var Zlatan og undertegnede på Rungstedstrækket mandag aften. Her oplevede vi springende undermålshavørreder, en enkelt undermåler til Zlatan, et par følgere samt to torsk på lige over 1,5 kg til undertegnede.

Tirsdag morgen tog jeg selv afsted en times tid og fik der 3 havørreder, heraf to undermålere, samt en enkelt fin havørred på 53 cm og 1,35 kg.

Der er pænt gang i den på kysten i øjeblikket!

/Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Havørreder på Rungstedstrækket

Hejsa

Lokket af det flotte og varme aprilvejr var jeg lige en smuttur med spinnestangen til strækket nord for Rungsted Havn. Det viste sig at være en god idé, modsat de tre andre gange i år, hvor jeg havde oplevet resultatløse ture til samme stræk.

Jeg måtte dog vente ca. 45 minutter på den første kontakt, men så var der også gang i den. Første fisk tog en gennemløber hårdt og viste sig at være en havørred på knap 2 kg, der udover at være lang også var noget mørk på undersiden af maven. Der var klart tale om en nedgænger, så den røg hurtigt ud igen. Allerede i næste kast huggede en ny havørred. Denne gang en fin blank fisk på 53 cm og 1,35 kg. For at det ikke skal være løgn huggede en ny i næste kast og endnu en herefter. Den ene vejede også 1,35 kg, men var med 55 cm lidt længere end den første jeg beholdt. Den fjerde havørred var i samme størrelse som de to første, men nu havde jeg nok til fryseren, hvorfor den blev genudsat. Herefter skete der ikke mere på dette spot, men jeg var nu også godt tilfreds. 4 hug i 4 kast og alle 4 fanget indenfor et område på 5 gange 5 meter.

På vejen tilbage til bilen gik jeg og spandt og snuppede en sidste havørred på lige knap 40 cm. Den blev naturligvis også genudsat.

Tilbage er kun at nævne, at fiskeriet højst sandsynligt vil være godt indtil hornfiskene invaderer strækket primo maj.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Så kom foråret og dermed masser af fangster

Hej alle

Der er indløbet en del fangster de seneste dage, bl.a. nogle som var blevet sendt til den emailadresse, som var blevet nævnt i seneste nummer af NÅLEN, nemlig klaus@naal.dk. Denne mailadresse fungerer desværre ikke endnu, så send venligst istedet fangstrapporterne til klaus@vestergaard.mail.dk.

Emil Hejberg har sendt to rapporter:

 

I søndags d. 20/3 smed jeg alujollen i vandet og sejlede ud til alle de andre småbåde og turbåde, der lå ude foran Ålsgårde. Startede med drivfiskeri men det gav intet og jeg begyndte derfor at lede efter buler. De næste 3 tre timer ramte jeg 4 buler, med 5 torsk til følge, som alle huggede på pirken. Fiskene vejede mellem 1,5 og 2,9 kg. Jeg vil gerne tilmelde torsken på 2,9 kg til årets fisker.

Og den seneste fra Emil:

 

 

Det var endelig blevet tid til at komme ud og fiske rimter igen, så d. 3/4 stod min kammerat Frederik og jeg klar ved Tryggevælde Å da solen stod op. Vi havde som sædvanlig medbragt en quiver stang, som var tilrigget med et paternoster tackle, og toastbrød som agn. Efter blot 10 min. fiskeri fik jeg en flot fisk på 2250 gr, men derefter døde fiskeriet fuldstændig. Da vi ved middagstid havde været uden fisk i 5 timer måtte der ske noget, og vi gik opstrøms åen i et forsøg på at finde nogle fisk. På et smallere stræk spottede vi nogle stykker der dog ikke var interesseret i vores brød, så med banksticken blev der fundet lidt orm for at se om det kunne udløse et hug. Det gav hurtigt bonus med en ny pr rimte på 2400 gr. og ikke lang tid efter kunne jeg også slutte af med en mindre fisk på 1500 gr. Frederik fik også tre fisk i løbet af dagen mellem 500-1500 gr. Det blev en noget fiskefattig affære i år, men trods alt fik jeg dog 2 flotte fisk.
Stort tillykke med den nye PR – En virkelig flot rimte, der må være ny klubrekord (en oversigt over disse er under udarbejdelse)!
Herudover har jeg fået en enkelt rapport fra Claus Banholtz:
Var på karpesats i weekenden, men fik desværre ingen karper men på små boilies fik jeg 5 skaller op til 800 g, med de 3 største på 800, 750 og 720 g. Skallerne blev taget på andendagen med 1x 10 mm boilie. Disse var godt nok ment til karperne, men da jeg fangede den første tænkte jeg, at der måtte være flere, og større. Så jeg tager nok lige en tur mere i weekenden!
I tillæg til ovenstående fangster har jeg fået en melding fra Mogens Marcus Mentz, som i Nive Å den 31. marts ca. 150 meter neden for Usserød Å’s tilløb snuppede en gedde på 2,3 kg på et rød-gult 12 grams blink. Den 3. april var han ved åen igen og fik der på en 7 grams Stripper en blank havørred på 42 cm og 1100 gram. Den huggede ca. 120 meter oven for broen over Ny Strandvej.
En lidt anderledes historie har jeg via formanden modtaget fra Tina Nielsen:

På en fisketur ved åen, var jeg så heldig at fange en meget fin strømgedde. Den endte sine dage som skønne fiskedeller. Da den blev renset, mærkedes dens mavesæk “stenhård” og ved nærmere eftersyn skyldtes dette, at den havde ædt en krebs. Så det kunne jo være man skulle satse på krebsefiskeri. 😉

Er der andre som har oplevet krebs i åen? Håber blot at det ikke er signalkrebs, som invaderer systemet til skade for ørredæg og yngel. 🙁

Forøvrigt synes hun, at er det en fryd at færdes ved en ren å. Det flyder næsten ikke mere med affald. Tillige er der på godt og ondt flere steder slået og beskåret vegetation.

——-

Fangstredaktøren har selv været ved Isefjorden sidste søndag, hvor jeg var så heldig at snuppe en fin blank flueørred på 53 cm og 1475 g. Den tog en rejeflue med store øjne og gav en god fight.

Knæk & bræk

Klaus

 

 

Kategorier
Fangstrapporter

Tromletyk sildeæder fra Øresund

Hej alle

Så blev det fangstredaktørens tur til at være heldig på Øresund.

Jeg skulle egentlig have været på geddetur til Gudenåen, men afbud fra andre deltagere medførte, at turen blev aflyst og, at jeg i stedet tog imod et tilbud fra Jens Blom om at komme på Øresund i hans båd for at trolle efter havørred. Jens havde på grund af problemer med nyresten ikke været ude i 4 måneder, så der var også her opsparet lidt fiskefeber!

Vi mødtes i Rungsted Havn ved rampen kl. 6.30 og 10 minutter efter var vi i fuld fart på vej mod Stengrunden tæt på Sverige. Lidt i otte havde vi alle stænger igang, og allerede kl. 8.05 udløste klemmen på min nederste downriggerstang, der fiskede på 60 fod/18 meter over 25 meters dybde. Jeg tog stangen og der fulgte straks et meget langt og kraftfuldt udløb. Jeg var lynhurtigt klar over, at dette ikke “bare” var en god torsk eller en mindre havørred, men noget sølvskinnende med en vis tyngde. Jens hjalp med at få de andre stænger op, mens jeg koncentrerede mig om fighten. Fisken fulgte omsider med mod båden, og lidt gummiarm nåede da også at indfinde sig, da jeg så den første gang. Der var dog heldigvis ikke den store dramatik over landingen, som Jens klarede med sit store net. Årsagen til den relativt nemme landing mener jeg skal findes i det forhold, at havørreden var godt kroget i både over og undermund, hvilket gør at den ikke kan åbne munden og bruge gællerne, som normalt. Oppe i båden blev havørreden vejet til 6,95 kg, hvilket med en længde på kun 74,5 cm giver en konditionsfaktor på hele 1,72, målt efter Fultons formel. En tromletyk sildeæder af en havørred, der tilmed var ny PR fra båd! Med til historien hører, at den var hele 48 cm omkring maven, havde 2 store sild i maven og blev fanget på et Piratblink i Schlüter-farve (grøn-gul med hvid bagside)!

I løbet af resten af dagen fik vi en del torsk op til 3,2 kg, men ikke flere havørreder. Dette gjorde nu ikke noget for undertegnede, der kan leve højt på denne drømmehavørred i lang tid fremover!

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Årets fisker 2011 skudt i gang med flot brakvandsgedde!

Hej alle

Hermed årets første tilmelding til årets fisker 2011 – Så er vi igang!

Den kommer fra Joachim Fabricius, som har været på jagt med jerkbait i brakvand idag i det gode vejr. Gedden vejede 2,6 kg, og som det ses af billedet er den yderst velkonditioneret og flot tegnet.

Til orientering sker der ikke meget fangstmæssigt i åen i øjeblikket. Jeg missede dog et enkelt tilbud på wobleren ved sammenløbet samt skræmte et par fisk i sidste weekend, hvor jeg var dernede et par timer for at få “et skud naturvitaminer”. Hvor har det dog iøvrigt hjulpet med foreningens affaldsindsamling tidligere på måneden – Tak igen til Søren Messersmidt & co. for indsatsen.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Fangstrapporter fra åen og Øresund

Hej alle

Fangstmæssigt sker der ikke så meget i øjeblikket, men et par meldinger fra åen og Øresund er det da blevet til.

Peter Kirkby snuppede i fredags trods lav vandstand to mellem 2 og 3 kg, og skræmte en tredje. Han fortæller, at den ene var lidt slidt, men at den anden var i topform med bl.a. fem flotte meterhøje spring inden den overgav sig. Jeg selv har snuppet en enkelt havørred i åen i sidste uge på 55 cm på en lille flydende Rapala, mens jeg idag søndag trak en nulbon. På strækket nedenfor sammenløbet stødte jeg på hele 3 skarver, et par ænder, en hejre samt en meget underlig stor fugl, som lignede en skarv, bare større og flottere og med hvid overside. Jeg har kigget i et fugleatlas, og måske har det været en lomvie, men hvis du ser den ved åen og kender arten hører jeg gerne fra dig. (efterfølgende har jeg googlet lidt og det kan faktisk have været en ederfuglehan på afveje.)

Skarverne er voldsomt irriterende eftersom de æder fisk til den store guldmedalje.  Også sidste år plagede de åen. Faktisk mener jeg, at man lige så godt kan finde et andet stræk, da det er min erfaring, at de skræmmer selv store ørreder.

I lørdags var Peter Silberg og undertegnede på en formiddagstur med Sværd fra Helsingør. Fiskeriet foregik nord på, og der var en del is i havnen. Vi kom dog afsted, men måtte sejle de første 10 minutter gennem is indtil vi nåede frit vand. Traditionen tro på disse buleture sejles der langt mere end der fiskes, men vi fik da en del torsk på båden op til 8,1 kg. Peter og jeg fik hver 5-7 torsk op til 2,5 kg, men jeg havde da også fornøjelsen af at have en storfisk på i 5 minutter, som dog desværre slap krogholdet netop som skipperen skulle til at sejle den op. Surt show! Fiskeriet efter stortorsk i Øresund har iøvrigt været meget skuffende i denne sæson – største jeg har hørt om er på 17,5 kg – men det kan jo nå at forbedre sig i løbet af den næste måned.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Så kom der gang i fiskeriet i åen

Hej alle

En status efter de første 14 dage efter premieren er, at vort polske medlem, Andrzej, nok fik årets første lørdag den 23. Den vejede knap 4 kg og tog en rød wobler. Jeg selv var et smut dernede i tirsdags, og fik der en fisk på 2,65 kg og 63 cm. Den var i usædvanlig god kondition (se billede herunder), men en anelse mørk skygge på maven samt det faktum, at den ikke sprang under en ellers god fight, får mig til at konkludere, at den ikke var blank.

 

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Årets fisker 2010 er fundet + Å-premieren 2011!

Hej alle

Så fik vi afsluttet foreningens konkurrence om at blive Årets fisker 2010. Aldrig i foreningens historie har der været tilmeldt så mange fisk, heriblandt rigtig mange deciderede trofæfisk! En stor tak til alle, der har bidraget med fangstrapporter i årets løb, og en opfordring til alle medlemmer om at tilmelde fisk i 2011.

Og at dømme efter, hvor mange der har klikket sig ind på hjemmesiden og læst de løbende fangstrapporter, må den også have interesse for andre end foreningens medlemmer. Således er der flere af artiklerne, der er læst mere end 150 gange!

Ikke helt overraskende blev det Peter Silberg, der løb med æren i 2010, skarpt forfulgt af undertegnede og med Claus Banholtz på trediepladsen. Der er flotte præmier til disse, og der vil naturligvis også være præmier til vinderne af de enkelte kategorier, såfremt de møder op på generalforsamlingen torsdag den 3. februar i Fiskerhuset. Præmierne er venligst sponseret af Sportdres og FiskegrejDirect.

Konkurrencen om at blive Årets fisker 2011 er allerede igang, men vinteren har vist gjort sit til, at ingen fangstrapporter hidtil er nået frem til undertegnede. Således heller ingen fisk endnu fra åen, men det skyldes i høj grad uklart vand (bl.a. pga. det uautoriserede graveri i åen), snask i vandet og en meget høj vandstand, der gør det svært at fiske de rigtige steder og nå ned til ørrederne. Peter Kirkby havde et enkelt tilbud, men alle andre jeg har kendskab til incl. undertegnede trak nulboner ved premieren i søndags.

Vi ses til generalforsamlingen!

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Flere gode fangster fra 2010

Hej igen

Hermed lige en videregivelse af ny fangstinformation fra Thor Bisbjerg og Peter Silberg, som fulgte efter seneste indlæg.

Thor nåede inden fredningen et smut i åen den 11. november, hvilket gav ham en trind havørred på 2,9 kg. Den blev fanget opstrøms Gl. Strandvej.

Peter sendte mig følgende historie fra nytårsdag 2010 (bedre sent end aldrig:-)

“Fiskede den 1. januar 2010 i USA, Florida, ca. en mil fra kysten ud for Fort Lauderdale. Fiskede med drager og outriggede liner på dragelinen. Fiskede med levende agn (en fisk kaldet Gargoil) lige under overfladen og med en hastighed kun lige nok til at modstå strømmen.Der blev fanget to sejlfisk på båden, begge på samme størrelse. Havde også kontakt til Wahoo og to andre rovfisk, samt yderligere en sejlfisk. Sejlfisken var 7 fod og 30 kg”.

Ovenstående flotte fangst er vist en værdig bejler til årets mest bemærkelsesværdige udenlandske fangst.

 

Knæk & bræk

Klaus