Hej alle,
Grundlovsdag havde jeg booket foreningens båd på Esrum Sø, da vejrudsigten var særdeles lovende med svag vind indtil middagstid. Jeg havde indtil kl. 15, hvor en anden fra foreningen skulle overtage.
Afsted fra Sørup Havn ved 6-tiden, med en målsætning om først at få fisket lidt søørred i nordenden, hvor bl.a. Ion og jeg selv har set springende ørreder. Flere artikler fra bl.a. Sportsfiskeren var nærstuderet og jeg brugte da også en times tid på at dørge rundt i relativt høj fart (4-4,5 km/t) med blink, woblere og mindre løjelignende gummiagn. Det gav dog ingenting, så utålmodig som jeg nogen gange kan være, fik jeg rigget om til dørgefiskeri med store gummiagn. En metode, der kan være rigtig giftig, når gedderne skal findes. Det viste sig at holde stik, idet jeg over et spændende område med flere knolde tog de første gedder, heriblandt en flot 5-kilos.
Da jeg var nået forbi Sandporten og drejede rundt i et herresving over ca. 12 meter vand var der hug igen på en Savage Gear Rattle Trout i den store udgave. Gedden virkede umedgørlig og særdeles tung, så jeg var nødt til at få sat hastigheden meget ned på den frontmonterede elmotor. Det lykkedes at få den bugseret ind til båden, men med to downriggere sat og en yderlig krogning, så bliver landingen aldrig helt nem. Den skal bare i nettet første gang, uden at de løshængende kroge får fat. Det gik dog med lidt held som det skulle, og jeg kunne hive en særdeles smuk og velproportioneret gedde indenbords. Yes!!