Hej alle
Hvis ikke det lige var fordi, jeg alligevel var i Jylland i forbindelse med arbejde, havde jeg nok aflyst en længe planlagt Gudenå-tur lørdag den 9. marts. Vejrudsigten lovede nemlig hård kuling fra nordøst og frostgrader.
Planen var først og fremmest at fiske gedder på Randers Sportsfiskerklubs stræk af Gudenåen mellem Ulstrup og Langå og dernæst at få fyldt et par tønder med agnskaller til de hjemlige vande.
Jeg ville helst have fisket på Bjerringbro og Omegns Sportfiskerforenings stræk længere opstrøms, hvor der i februar og marts er blevet gjort spektakulære geddefluefangster. Der sælges imidlertid først dagkort fra og med 1. april, og så kommer geddefredningen jo i hele april. Et effektivt værn mod geddefiskere udenbys fra, men nok også bevidst for at bevare det gode fiskeri for egne medlemmer og ikke mindst værne om bestanden! På Randersklubbens stræk kunne jeg fiske via et gæstekort fra SU, men de sælger også dagkort.
Fredag aften nåede jeg lige forbi Lystfisk.dk i Randers inden de lukkede. Her fik jeg tanket op med bl.a. et par geddefluer bundet som rørfluer med dertil hørende wireforfang. Sidstnævnte lige strikket sammen af den meget venlige ekspedient. Han mente i øvrigt nok, at strømmen på Ulstrup var lige vel kraftig nok til geddeflue, men at jeg da i hvert fald let kunne få agnskaller i Randers Havn. Jeg kørte derefter ned på havnen, hvor jeg kunne konstatere, at der var masser af skaller – også i den rigtige størrelse. Jeg snuppede hurtigt en snes til morgendagens fiskeri. Planen var så lørdag at komme tilbage og fylde tønderne inden jeg drog hjemover.
Tidligt oppe lørdag, hvor jeg allerede inden kl 6.30 havde den første skalle i vandet. Strømmen var som varslet lidt kraftig og det var svært at fiske effektivt med en flådfisket skalle. På strækket, som jeg ikke tidligere havde fisket, var der ikke mange bagvande, træer, broer eller åudmundinger, så de helt klassiske geddespots i åer glimrede med deres fravær. Vinden var også begyndt at tage til, så det var heller ikke fordi, at jeg i stedet bare kunne bruge fluestangen.
Gode råd var dyre, men efter en gang morgenmad på kroen var jeg klar til at skifte taktik. Nu skulle der fanges fedtfinner og årets første blanklaks var da også lige blevet snuppet i Gudenåen et par dage før, så håbet om fisk var – trods morgenens skuffelse – intakt.
Det var et åbenbart et rigtigt valg, idet rusk i stangen efter få minutters fiskeri bekendgjorde, at der var liv derude. En lidt pauver fight gav en tynd og usædvanlig grim laks på 71 cm. Bemærk det store haleror og hvor lille fisken syner i geddenettet str. XL..
Laksen blev hurtigt genudsat og efter en halv time røg en havørred på. Denne var også 71 cm, men ved noget bedre huld. Den røg naturligvis også hurtigt ud igen og blev ligesom laksen fanget på en SG spinner str. 4.
Omkring middagstid fik jeg den sidste ud af tre, nemlig en bedre proportioneret fisk på 67 cm. Det var også en nedgænger, så også den fik friheden igen.
Herefter stoppede fiskeriet og jeg drog mod Randers Havn igen for lige at få fyldt tønderne med agnskaller. Desværre for mig var der underligt nok som blæst for fisk og et par andre gutter fik heller ingenting i deres kastenet. De var lige som jeg ganske overraskede og havde ingen forklaring på fænomenet. De mente dog, at den hårde kuling, der stod lige ind, kunne have fået skallestimerne til at flytte på sig siden i går. Nå, jeg måtte så ærgre mig over, at jeg ikke bare havde fyldt tønderne dagen før, og ellers drage hjemad.
Trods udfordringer med gedderne er det ikke sidste gang jeg besøger Gudenåen. Mange danske lakse- og havørredvande, heriblandt Gudenåen, giver så mange fisk, at det ville bringe dem på den norske top-ti liste over lakseelve.
Knæk & bræk
Klaus