Hej alle,
På vegne af bestyrelsen ønskes alle medlemmer, samarbejdspartnere og besøgende på hjemmesiden en glædelig jul og et godt nytår. Sidstnævnte må naturligvis gerne blive fangstrigt.
Jule- og nytårshilsner
Klaus
Hej alle,
På vegne af bestyrelsen ønskes alle medlemmer, samarbejdspartnere og besøgende på hjemmesiden en glædelig jul og et godt nytår. Sidstnævnte må naturligvis gerne blive fangstrigt.
Jule- og nytårshilsner
Klaus
Hej alle,
Det er vist efterhånden (for) længe siden, at vi har fået nyheder om fangster på hjemmesiden. Glædeligt var det derfor også, at jeg fik en rapport fra Peter Lottrup, der idag sammen med Jacob Rønnov var på en kort formiddagstur i Øresund. De søsatte Peters alujolle ved slæbestedet i Rungsted Havn og fiskede kystnært. Største torsk vejede 3 kg, mens det også blev til en fin havørred på 1,4 kg.
Hej alle,
Som nogen nok har bemærket, har hjemmesiden været nede, takket være en skruppeløs idiot eller en internetrobot. Hvem eller hvad der præcis gjorde det, står endnu hen i det uvisse, men vor administrator har ihvertfald brugt en del tid på at rydde op og genskabe ødelagte moduler. Han har desuden indført en række ekstra sikkerhedsforanstaltninger, så det i fremtiden bliver sværere for internetvandaler at ødelægge det for os.
Lad os håbe, at vi bliver forskånet fremadrettet, men der kan naturligvis ikke gives garantier.
Foreningens primære kontaktplatform er hjemmesiden, men foreningens lukkede Facebookgruppe kan i situationer som den vi senest har oplevet, også anvendes med fordel. Dette for at sige, at medlemmer, der endnu ikke er medlem af gruppen, skal være meget velkomne. En anden kontaktflade er via mail, hvor Bjarne, vor kasserer har adgang til at sende gruppebeskeder rundt meget effektivt. Det kræver bare, at Jeres mailadresser er opdaterede. Har I ikke modtaget en mail i mandags vedrørende hjemmesiden, så bør I nok tage kontakt til Bjarne.
Mvh
Klaus
Hej alle,
Carsten Ryby, vor tidligere formand og nu bl.a. bådinspekør for trollingbåden Zimba og tovholder på torsdagsaftnerne, bad mig nævne, at nu på tordag den 26. november mødes vi kl. 19.30 ved Fiskerhuset, Byvejen, hvorefter vi sammen kører til et hemmeligt sted ved åen. Her skulle der være god sandsynlighed for at spotte nogle store havørreder. Husk gummistøvler og en kraftig lygte eller pandelampe. Det bliver helt sikkert spændende.
Carsten bad mig ved samme lejlighed gøre reklame for julegløgg og æbleskiver i Fiskerhuset torsdag den 17. december kl.19.30 på hjemmesiden. Det er hermed gjort:-)
Vel mødt til en aften med julehygge og røverhistorier!
Mvh
Klaus
Hej alle,
Fik lige en kort fangstrapport fra Asbjørn, en af foreningens gæve veteraner, der skriver:
Hej Klaus,
Tirsdag den 3. november skulle jeg på Esrum sø på aborretur, men jeg tog fejl, og landede i stedet en gedde på ligeud 8 kg.
Hej alle,
Så kom der traditionen tro en update fra foreningens Lagan-ekspert nr. 1, Mogens Marcus Mentz om den forgangne sæson. Han skriver:
2015 var på flere måder et usædvanligt år i Lagan.
Det, der ikke var usædvanligt, var problemerne med vandføringen, idet norske Statkraft, som overtog kraftværkerne i Lagan for nogen år siden, fortsat synes at være mere optaget af profitten på driften, end på at udlede den vandmængde, som er nødvendig for, at laksene går op i elven. Dette medfører følgelig, at fiskeriet langt fra er optimalt. Det er således tvivlsomt om Statkraft lever op til de betingelser, som blev fastsat, da der for mere end 100 år siden blev etableret kraftværker i Lagan.
Der blev i de første måneder af 2015 sæsonen fanget usædvanligt mange havørreder i elven.
Sædvanligvis fanges årets første laks i marts. Men i 2015 skulle man helt frem til 23. april før den første laks blev landet, og der blev ovenikøbet kun landet 2 i april. Herefter var laksefiskeriet trægt og begyndte først i nogen grad at komme i gang i slutningen af maj, hvilket er meget sent.
Først efter midten af juli begyndte der så småt at blive fanget fisk på de yderste 7-8 km af fiskevandet, mens fiskeriet indtil da kun havde givet fisk på de øverste 2 km af strækket.
I den sidste måned af fiskeperioden (15/9 – 14/10) blev der taget udsædvanligt mange store fisk (8 kg og større). Se oversigten nedenfor.
2015 | 2014 | 2013 | 2012 | 2011 | |
Årsfangst | 1.267 | 1.226 | 595 | 1.887 | 3.504 |
Fangst 15/9-14/10 | 425 | 538 | 196 | 895 | 1.498 |
Heraf 8 kg og større | 56 | 25 | 25 | 121 | 63 |
8 – 9 kg (stk./%) | 24 / 5,7% | 13 / 2,4% | 15 / 7,7% | 74 / 8,3% | 36 / 2,4% |
9-10 kg (stk. / %) | 18 / 4,2% | 7 / 1,3% | 5 / 2,6% | 23 / 2,6% | 18 / 1,2% |
10-11 kg (stk. / %) | 2 / 0,5% | 2 / 0,4% | 1 / 0,5% | 10 / 1,1% | 5 / 0,3% |
Over 11 kg (stk./%) | 12 / 2,8% | 3 / 0,6% | 4 / 2,0% | 14 / 1,6% | 4 / 0,3% |
Jeg var ved Lagan 11 dage i maj/juni og 14 dage september/oktober.
I maj havde jeg en 9-11 kg fisk på i ca. 15 min., men den slap, lige før den skulle nettes. I efteråret fangede jeg en hunfisk på 9,3 kg og 99 cm lang.
Det var ny PR. Videre havde jeg en fejlkroget på ca. 6 kg og 2 hug, hvor fisken ikke blev hængende.
Mvh
Mogens Marcus Mentz
Mange tak til Mogens for interessant info om Lagan. Det er vist Mogens man skal konsultere inden man drager til Lagan. Og billedet af 9,3 kilos laksen tåler iøvrigt bestemt også et gensyn. Meget flot hunlaks, der så vidt jeg er orienteret gav kamp til stregen.
Jeg selv var i eftermiddag nede ved vor egen å og kunne der konstatere, at vandstanden var temmelig lav, men også at der er en del fisk i åen. Således oplevede jeg på flere stræk, at hele åen “gyngede”, når havørrederne blev skræmt af mine skridt. Hertil oplevede jeg noget der kunne tyde på, at gydningen så småt er ved at komme igang, idet jeg så hele tre havørreder på en gang på et sted med strøm og stenbund. De to var halvanden kilos fisk, mens den tredje nok var i 4-kilos klassen.
Knæk & bræk
Klaus
Hej alle,
Søndag den 1. november endte med at blive en fantastisk dag på Esrum Sø for Peter, Emil og undertegnede. De store aborrer var nemlig i hugget.
Hej alle,
Efterårsferien har traditionelt markeret starten på geddesæsonen i den kolde tid, hvorfor jeg havde lagt mig fast på at give den gas et par dage. Det blev til 3 dage i geddernes tegn, heraf to i Stege Nor og en på en større vestsjællandsk sø.
Hej alle
Ask sendte lige en melding om Zimba, der er blevet opgraderet med lidt forskelligt:
Hej Klaus,
Jeg har idag været i Nivå og skrue lidt på Zimba, Der var jo kommet lidt nyt guf hjem:)
Jeg fik afmonteret de gamle Walker Downriggerholdere, og sat nye Scotty Strikere på, så det er muligt at fiske med dipsyer. Jeg brugte så vidt muligt de huller der var i forvejen, og der er en metalplade nedenunder der ikke efterlader helt frit valg med hensyn til placering, men det gik.
Selve stangholderne ligger nu i trollingkassen i klubhuset Jeg ved ikke om de holder til at ligge og rode rundt med downriggere og blylodder, så jeg tror de opbevares bedst der. Jeg tror også vi bliver glade for dem under flad- og flådfiskeri…
De nye stackerklemmer ligger i Zimba sammen med resten af bådens trollinggrej.
Da jeg var færdig med bagenden fik jeg sat lidt dual-lock på instrumentbordet, som kan bruges til at montere et ekstra ekkolod/plotter, samt en bærbar VHF. Så er det der, og kan bruges af dem der har behov – det er en super simpel løsning som ikke kræver at der laves huller i båden. Man skruer bare en plexiglas plade på holderen til sit instrument og sætter dual lock på det – så er det lige til at klikke på Zimba og tage af igen – Det er den måde jeg monterer min egen på når jeg er i Norge for at guide, og det holder bare – selv i meget hårdt vejr.
Jeg havde et ekstra strømstik til Garmininstrumenter liggende, så det har jeg også sat på. Det er gemt væk under instrumentbordet men er lige til at fiske op af hullet, så dem der har Garmininstrumenter behøver ikke engang have strøm med:)
Hav en god aften
Venlig Hilsen
Ask Peter Futtrup
Stor tak til Ask for indsatsen med Zimba. Håber at det giver flere fisk i båden.
Egentlig tankevækkende (- og måske også for billigt:-), at man via medlemsskab samt et engangs-bådindskud på 500 kr får adgang til en toptunet trolling- og havfiskebåd. Hertil er der kun udgifter til benzin samt lidt arbejde med forårsrengøringen, der er obligatorisk. Alle bådbrugere hjælper, så det er hurtigt overstået. Nøglen til båden kræver hertil et depositum på 300 kr, som man får tilbage ved udmeldelse. Før man slippes løs alene, skal man på bådkursus hos Carsten Ryby, der er bådinspektør, og også ham, der kan godkende bådbrugere. Man kan booke flere ture med Carsten.
Knæk & bræk
Klaus
PS: Hvis nogen har glemt det så har foreningen det sidste halve år år haft en lukket Facebook gruppe, hvor mange opdateringer kommer for dagen, som senere rammer hjemmesiden. Er man til Facebook er man som medlem meget velkommen om at ansøge medlemsskab, så vil Zlatan eller undertegnede lukke Jer ind (hvis I altså har betalt kontingentet:-).
Hej alle,
Igår var jeg med Peter Møller på Esrum Sø for at teste om, der skulle være kommet gang i efterårsfiskeriet. Aborrer var der masser af i størrelse extra small og op til halvkiloet, men det lykkedes da også at prikke 5 gedder, med største til Peter på ca. 5,5 kg.