Kategorier
Fangstrapporter

Efterårsferie i geddernes tegn

Hej alle,

Efterårsferien har traditionelt markeret starten på geddesæsonen i den kolde tid, hvorfor jeg havde lagt mig fast på at give den gas et par dage. Det blev til 3 dage i geddernes tegn, heraf to i Stege Nor og en på en større vestsjællandsk sø. 

 

Undertegnede havde i fredags taget en fridag for at tage en tur til Stege Nor med Cato Jürgensen, der havde booket en af LF´s udmærkede Rudkøbing-joller med motor. Vejret var desværre ikke med os, da det regnede og blæste hele dagen. Gedderne ville heller ikke lege med, da det på mange timers fiskeri med kunstagn kun blev til 7 ialt. Flere andre vi talte med havde heller ikke ramt dagen, men via Facebook kunne jeg samme aften konstatere, at en enkelt båd havde haft et fantastisk fiskeri med mere en 40 gedder. Sådan er fiskeriet åbenbart i øjeblikket. 

Søndag var jeg afsted igen med Cato og nu også med Peter Møller. Denne gang fiskede vi fra min alujolle og vejret var lidt bedre, idet vinden havde aftaget lidt. Det regnede dog i lange perioder. Fiskeriet var fortsat svært, og vi fangede kun 8 gedder. Den ene af gedderne var heldigvis godkendt, idet den målte hele 109 cm. Gedden var noget slank, idet vægten kun viste 7,65 kg. Dette har iøvrigt været typisk for de fleste af de gedder vi fanger i Noret. 

Den tog min favoritwobler på det helt lave vand og gav en forrygende fight. Om et par måneder vejer den nok en del mere.

Vejrudsigten mandag var så indbydende, at jeg igen måtte tage en fridag og tage afsted på geddejagt. Denne gang med Peter Møller fra en LF-båd på en større vestsjællandsk sø, som de fleste geddefiskere udmærket kender:-) Da mine kilder havde meldt om uklart vand skulle vi satse på fiskeri med levende agn. Dette viste sig at være den rette medicin, idet vi i løbet af den meget smukke efterårsdag havde rigtig mange kontakter og endte med 25 gedder op til 7,0 kg (billede øverst) og et par sandarter op til knap 2,5 kg i båden.

Sandarterne gik begge til Peter efter fiskeri i et område, hvor vi havde mange kontakter uden at vi kunne kroge fiskene. Det var temmelig sikkert et område fuldt af sandarter, som jeg nok vil prøve mere målrettet en anden god dag. 

Knæk & bræk 

Klaus