Årets fisker 2026

Konkurrenceregler

Årets fisker 2026 har 28 forudfastsatte kategorier med forskellige arter, hvor man kan tilmelde fisk. Kategorierne er følgende:

Gedde, aborre, sandart, stør, skalle, brasen, suder, karusse, karpe (spejl- og skælkarpe), rimte, havørred, bækørred/søørred, regnbueørred, laks, skrubbe, pighvar, slethvar, rødspætte, ising, torsk, lubbe, sej, hornfisk, lange, makrel, “Andre arter ferskvand”, “Andre arter saltvand” samt “Andre arter udland”.

Vinder af Årets fisker konkurrencen 2026 er det medlem, der har opnået flest point. Præmierne for henholdsvis nr. 1, 2 og 3 er gavekort fra Hvidovre Sport på henholdsvis 500, 300 og 200 kr., som overrækkes på generalforsamlingen i februar 2027.

I tillæg til ovenstående vinder fangeren af største fisk i hver af de 29 kategorier et gavekort på 100 kr., som også overrækkes på generalforsamlingen. Er man forhindret i at møde op på generalforsamlingen kan gavekort afhentes hos formanden indtil 1. april, hvorefter uafhentede gavekort går retur til præmiepuljen.

Reglerne er præciseret yderligere nedenfor:

De gældende regler for lystfiskeri skal overholdes, såsom mindstemål, fredningszoner, fredningstid og at fisk skal være kroget foran gællerne.

Fisk der tilmeldes konkurrencen skal være fanget i Danmark eller med en dansk havn som udgangshavn. Fangster fra Norden samt Færøerne, Grønland og Island kan tilmeldes kategorien “Andre arter udland” (mere om denne kategori nedenfor).

Alle medlemmer skal principielt have samme muligheder for at fange den pågældende fisk. Dette betyder også, at tun ikke kan tilmeldes – indtil reglerne om at det kun er nogle få beskåret at fange dem laves om. Vi ser frem til at dette sker.

Der skelnes som hovedregel ikke mellem fisk fanget i fersk-, brak, saltvand eller i å.

Kategorien regnbueørred dækker over alle typer af ørreder, der kan fanges i P&T-vande, heriblandt fjeld-, guld-, sølv-, bronze-, tiger-, og regnbueørred osv.

For kategorierne gedde, stør, havørred, bækørred/søørred og laks gælder, at de skal tilmeldes på længde, bl.a. for at skåne fisken mest muligt, men også fordi det eksempelvis i Skjern Å slet ikke er tilladt at veje en laks, der skal genudsættes. Hertil er de store stør helt umulige at veje uden det helt rigtige vejeudstyr.

For hybrider af diverse fisk gælder følgende:

Rødspætter /skrubbe kan tilmeldes kategorien Rødspætte.

Sølv- og guld- samt damkarusser og hybrider af disse kan tilmeldes kategorien Karusse.

Gråskalle/rudskalle kan tilmeldes kategorien Rudskalle.

Brasen/flire kan tilmeldes kategorien Brasen.

Der kan tilmeldes 1 fisk pr. medlem i hver kategori. Minimumsvægt er 300 gram. Fanger man senere en fisk der er større, kan den tilmeldes i stedet.

Fisk skal tilmeldes pr. e-mail til asbjorn_aare@icloud.com eller klausvestergaard12@gmail.com eller via foreningens lukkede Facebook-gruppe, senest 14 dage efter fangstdato, med billede af fisken. Et billede af fisk og fanger er naturligvis at foretrække. En kort (eller lang) beretning er også meget velkommen.

Der gives point således 15-12-10-8-7-6-5-4-3-2-1 indenfor hver kategori, 15 point til største fisk, 12 point til næststørste fisk, osv.

Ved tilmelding af fisk, der vejer det samme, gælder at den der var først tilmeldt opnår højeste antal point.

Kategorierne “Andre arter ferskvand” og “Andre arter saltvand” er for de fisk, der ikke kan rubriceres i en af de øvrige kategorier. Dette gælder eksempelvis multe, ulk, havkat, græskarpe, bækørred, malle og pighaj. Kriteriet for point til denne kategori er fiskens vægt i forhold til den gældende DK-rekord All tackle fra www.danskefiskerekorder.dk. Der kan af samme årsag kun tilmeldes fisk fanget i dansk farvand i disse kategorier.

Kategorien “Andre arter udland”, er for alle arter, der ikke er fanget i Danmark, men i det øvrige Norden samt Færøerne, Grønland og/eller Island. Kriteriet for point til denne kategori er fiskens vægt i forhold til den gældende verdensrekord All tackle.

Konkurrencen kører i kalenderåret 2026 og reglerne kan ikke ændres, med mindre særlige forhold gør sig gældende.

Efter hvert kvartal sker der lodtrækning blandt tilmeldte fisk om gavekort på 250 kr til Hvidovre Sport.

På vegne af konkurrenceudvalget.

Asbjørn Aaresøn & Klaus Vestergaard

Status for konkurrencen kan ses i dette regneark: