Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Solid havørred fra åen

Hej alle,

Det kolde og blæsende vejr fik mig idag til at tage en tur i åen istedet for en tur på kysten efter havørred. Det kunne jo være, at der var en havørred eller to, som gerne lige ville ind og lune sig i åens ferskvand. Det viste sig at være en god idé!

Normalt er de fleste af åens havørreder trukket ud i Øresund, når vi når april, men i år har vejret ikke været normalt, så det kunne også være, at der fortsat var nedfaldsfisk at fange. Vandføringen i åen var faldet en del, så det var klart de dybere stræk, der fik mest opmærksomhed fra mig. På et stræk med muligheder for skjul kom hugget som lyn fra en klar himmel, der straks fik tankerne ind på en rigtig god fisk, især da den tog et heftigt udløb og sprang to gange helt ud af vandet. En længere fight fulgte med mange spring og udløb, og til sidst måtte jeg i åen for at komme til at lande den. Noget gammel fletline, der fangede min line i de sidste minutter, gjorde det ikke mindre nervepirrende. Glæden var derfor ekstra stor, da en solid og bredrygget havørred gled i nettet. Jeg fik den målt til 75 cm lang og vægten anslog jeg til at være i niveauet 4,0-4,2 kg. Mit gæt er, at havørreden er en såkaldt elevatorfisk, forstået som en nedfaldsfisk, som har været ude og vende i Øresund og derefter er svømmet tilbage igen – måske flere gange. Det var ikke en typisk nedfaldsfisk med en brun mave og en lang og smal form, men den havde dog heller ikke løse skæl, og der var også lidt belægning på halen.

Uanset hvad gav den en fantastisk oplevelse inden den blev genudsat i fin form!

Iøvrigt fik den lille Rapala wobler, der tog havørreden, nogle tørre tæsk under fighten, hvilket vist også fremgår af billedet nedenfor:-)

Knæk & bræk

Klaus