Kategorier
Fangstrapporter

Geddetur med Zlatan og nyt fra åen

Hej alle,

I foreningens lukkede Facebook-gruppe kommer der løbende mange spændende nyheder. Idag skrev Zlatan der er foreningens juniorleder følgende rapport efter en god fisketur med to af foreningens skrappe juniorer, Rasmus Schandorff og Peter Fog Pedersen:

 

Rasmusmedgedde

Kategorier
Nyheder

Mød lokalpolitikere i Fiskehuset torsdag den 28. januar + bonusinfo

Hej alle,

Vort kære klubhus, Fiskehuset på Byvejen 10, indgår i Fredensborg Kommunes projekt ”Bygningsoptimering”, der groft sagt går ud på at finde besparelser blandt kommunens ejendomme.

Foreningens husudvalg (Bjarne Dueholm, Carsten Ryby & undertegnede) har i 2015 derfor haft en del arbejde med Fiskehusets fremtid, idet vi både har forfattet høringssvar til kommunen, skrevet brev til lokalpolitikere samt afholdt rundvisning i Fiskehuset for kommunens embedsmænd. En rundvisning for kommunens politikere vil finde sted den 28. januar 2016 kl. 20, hvor vi også håber, at der – udover de sædvanlige deltagere i torsdagsaftenerne – er medlemmer, der har lyst til at kigge forbi for at vise opbakning.

Status omkring huset er p.t., at kommunen i dialog med foreningen skal finde en løsning. Vi håber naturligvis, at kommunen helt skrotter idéen om at sælge Fiskehuset, men alternativt, at de finder nye egnede lokaler til os, gerne på Nivå Havn, tæt på Zimba.

Husk at alle medlemmer er meget velkomne torsdag den 28. januar kl. 20. Der vil helt sikkert være mulighed for at få en god snak med både politikere, os fra bestyrelsen eller andre medlemmer.

Vel mødt!

Klaus

Bonusinfo 1

Dagsorden for den kommende generalforsamling torsdag den 18. februar kl. 20 kan sammen med bestyrelsens beretning for 2015 findes her på hjemmesiden under medlemssiderne, ikke overraskende under punktet “Generalforsamling”. Jeg kan afsløre, at der i beretningen afsløres et par spændende initiativer for 2016:-)

Bonusinfo 2

Åen er som bekendt fredet til og med 31. januar, dvs. 15 dage mere end den lovpligtige fredning. Vær klar til premieren 1. februar, da der med den fine vandføring er store chancer for hug. Husk at alle farvede fisk skal genudsættes.

Kategorier
Fangstrapporter

Nytårsgedder fra Esrum Sø

Hej alle,

Årets første dag kan spenderes på mange måder. Nogle vælger sofaen med læsestof eller fjernsyn, men den kan også bruges til noget endnu mere fornuftigt ude i naturen. Det sidste mente Peter Møller og undertegnede måtte være ensbetydende med en fisketur på Esrum Sø, da vindudsigten så ganske fornuftig ud. Svag vind fra syd og sydøst. Peter havde ovenikøbet nytårsaftensdag været forbi et sted, og skaffet os en spand mindre skaller.

Kategorier
Nyheder

Glædelig jul og godt nytår

Hej alle,

På vegne af bestyrelsen ønskes alle medlemmer, samarbejdspartnere og besøgende på hjemmesiden en glædelig jul og et godt nytår. Sidstnævnte må naturligvis gerne blive fangstrigt.

Jule- og nytårshilsner

Klaus

 

 

Kategorier
Fangstrapporter

Øresundsfangster fra alujolle, havørred fra Nordkysten og geddesjov

Hej alle,

Det er vist efterhånden (for) længe siden, at vi har fået nyheder om fangster på hjemmesiden. Glædeligt var det derfor også, at jeg fik en rapport fra Peter Lottrup, der idag sammen med Jacob Rønnov var på en kort formiddagstur i Øresund. De søsatte Peters alujolle ved slæbestedet i Rungsted Havn og fiskede  kystnært. Største torsk vejede 3 kg, mens det også blev til en fin havørred på 1,4 kg.

Kategorier
Nyheder

Status for hjemmesiden

Hej alle,

Som nogen nok har bemærket, har hjemmesiden været nede, takket være en skruppeløs idiot eller en internetrobot. Hvem eller hvad der præcis gjorde det, står endnu hen i det uvisse, men vor administrator har ihvertfald brugt en del tid på at rydde op og genskabe ødelagte moduler. Han har desuden indført en række ekstra sikkerhedsforanstaltninger, så det i fremtiden bliver sværere for internetvandaler at ødelægge det for os. 

Lad os håbe, at vi bliver forskånet fremadrettet, men der kan naturligvis ikke gives garantier. 

Foreningens primære kontaktplatform er hjemmesiden, men foreningens lukkede Facebookgruppe kan i situationer som den vi senest har oplevet, også anvendes med fordel. Dette for at sige, at medlemmer, der endnu ikke er medlem af gruppen, skal være meget velkomne. En anden kontaktflade er via mail, hvor Bjarne, vor kasserer har adgang til at sende gruppebeskeder rundt meget effektivt. Det kræver bare, at Jeres mailadresser er opdaterede. Har I ikke modtaget en mail i mandags vedrørende hjemmesiden, så bør I nok tage kontakt til Bjarne.

Mvh

Klaus

Kategorier
Nyheder

Invitationer til åvandring med lygte samt julegløgg

Hej alle,

Carsten Ryby, vor tidligere formand og nu bl.a. bådinspekør for trollingbåden Zimba og tovholder på torsdagsaftnerne, bad mig nævne, at nu på tordag den 26. november mødes vi kl. 19.30 ved Fiskerhuset, Byvejen, hvorefter vi sammen kører til et hemmeligt sted ved åen. Her skulle der være god sandsynlighed for at spotte nogle store havørreder. Husk gummistøvler og en kraftig lygte eller pandelampe. Det bliver helt sikkert spændende.

Carsten bad mig ved samme lejlighed gøre reklame for julegløgg og æbleskiver i Fiskerhuset torsdag den 17. december kl.19.30 på hjemmesiden. Det er hermed gjort:-)

Vel mødt til en aften med julehygge og røverhistorier!

Mvh

Klaus 

Kategorier
Fangstrapporter

Flot Esrumgedde til Asbjørn

Hej alle,

Fik lige en kort fangstrapport fra Asbjørn, en af foreningens gæve veteraner, der skriver:

Hej Klaus,

Tirsdag den 3. november skulle jeg på Esrum sø på aborretur, men jeg tog fejl, og landede i stedet en gedde på ligeud 8 kg.

Kategorier
Fangstrapporter

Laksefisketur til Lagan samt status for 2015

Hej alle,

Så kom der traditionen tro en update fra foreningens Lagan-ekspert nr. 1, Mogens Marcus Mentz om den forgangne sæson. Han skriver:

2015 var på flere måder et usædvanligt år i Lagan.

Det, der ikke var usædvanligt, var problemerne med vandføringen, idet norske Statkraft, som overtog kraftværkerne i Lagan for nogen år siden, fortsat synes at være mere optaget af profitten på driften, end på at udlede den vandmængde, som er nødvendig for, at laksene går op i elven. Dette medfører følgelig, at fiskeriet langt fra er optimalt. Det er således tvivlsomt om Statkraft lever op til de betingelser, som blev fastsat, da der for mere end 100 år siden blev etableret kraftværker i Lagan.

Der blev i de første måneder af 2015 sæsonen fanget usædvanligt mange havørreder i elven.

Sædvanligvis fanges årets første laks i marts. Men i 2015 skulle man helt frem til 23. april før den første laks blev landet, og der blev ovenikøbet kun landet 2 i april. Herefter var laksefiskeriet trægt og begyndte først i nogen grad at komme i gang i slutningen af maj, hvilket er meget sent.

Først efter midten af juli begyndte der så småt at blive fanget fisk på de yderste 7-8 km af fiskevandet, mens fiskeriet indtil da kun havde givet fisk på de øverste 2 km af strækket.

I den sidste måned af fiskeperioden (15/9 – 14/10) blev der taget udsædvanligt mange store fisk (8 kg og større). Se oversigten nedenfor.

  2015 2014 2013 2012 2011
Årsfangst 1.267 1.226 595 1.887 3.504
Fangst 15/9-14/10 425 538 196 895 1.498
Heraf 8 kg og større 56 25 25 121 63
8 – 9 kg (stk./%) 24 / 5,7% 13 / 2,4% 15 / 7,7% 74 / 8,3% 36 / 2,4%
9-10 kg (stk. / %) 18 / 4,2% 7 / 1,3% 5 / 2,6% 23 / 2,6% 18 / 1,2%
10-11 kg (stk. / %) 2 / 0,5% 2 / 0,4% 1 / 0,5% 10 / 1,1% 5 / 0,3%
Over 11 kg (stk./%) 12 / 2,8% 3 / 0,6% 4 / 2,0% 14 / 1,6% 4 / 0,3%

Jeg var ved Lagan 11 dage i maj/juni og 14 dage september/oktober.

I maj havde jeg en 9-11 kg fisk på i ca. 15 min., men den slap, lige før den skulle nettes. I efteråret fangede jeg en hunfisk på 9,3 kg og 99 cm lang.

Det var ny PR. Videre havde jeg en fejlkroget på ca. 6 kg og 2 hug, hvor fisken ikke blev hængende.

Mvh

Mogens Marcus Mentz

 

Mange tak til Mogens for interessant info om Lagan. Det er vist Mogens man skal konsultere inden man drager til Lagan. Og billedet af 9,3 kilos laksen tåler iøvrigt bestemt også et gensyn. Meget flot hunlaks, der så vidt jeg er orienteret gav kamp til stregen. 

Jeg selv var i eftermiddag nede ved vor egen å og kunne der konstatere, at vandstanden var temmelig lav, men også at der er en del fisk i åen. Således oplevede jeg på flere stræk, at hele åen “gyngede”, når havørrederne blev skræmt af mine skridt. Hertil oplevede jeg noget der kunne tyde på, at gydningen så småt er ved at komme igang, idet jeg så hele tre havørreder på en gang på et sted med strøm og stenbund. De to var halvanden kilos fisk, mens den tredje nok var i 4-kilos klassen.

Knæk & bræk

Klaus

  

 

Kategorier
Ånyheder

Åfredningen nærmer sig

Hej alle,

Et lille tip: Jeg talte med en dagkortfisker forleden, som beklagede sig over at det var svært at fange havørreder i vores å. Han havde gået fra den gamle strandvejsbro og opstrøms og set en hulens masse fisk – også nogle med god størrelse. De ville dog ikke bide på krogen.

Min tolkning er, at han har skræmt dem og at de derfor ikke ville lege med i den lave vandstand forårsaget af den rekordlave nedbør i oktober. Prøv en tur med en opstrøms fisket Mepps spinner str. 3 eller 4 og husk at bevæge Jer meget forsigtigt (som en indianer). Så skal I se løjer (om ikke andet vil I se nogle bølger i åen når ørrederne flytter sig:-)

PS. Fredningen starter fra og med den 16. november og kører frem til og med 31. januar.

K&B

Klaus