Kategorier
Fangstrapporter

Opdatering pr. 2. maj 2010 af årets fisker konkurrencen

 

Opdatering pr. 2. maj 2010

Siden seneste opdatering den 5. april er der fanget flere fine fisk. Jens Blom og Peter Silberg har sammen været på et par trollingture på Øresund. Begge fik fisk, men især Jens gjorde sig bemærket med en flot 6,6 kilos havørred taget syd for Ven. Peter fik til gengæld et par fede 2-kilos. Turene gav også masser af torsk, dog flest i små størrelser.


Så var der foreningens P&T konkurrence den 11. april i St. Rosenbusk, hvor Zlatan havde sørget for invitation og præmier (mere om konkurrencen i andet link). Resultatet var ihvertfald gunstigt for undertegnede, der var ubeskeden nok til at tage pokalen med en fin fisk på 4,85 kg taget på Snurrebassen i den lille størrelse. Herudover blev det til et par mindre regnbuer – en mere på Snurrebassen samt en på orm.

En tur til Møn gav efter mange timers fiskeri undertegnede en fin havørred på 2,65 kg. Den tog en Kinetic Salty wobler på 26g længst ude i kastet.

Senest tilmeldte fisk står undertegnede også for, idet et par fritimer i familielogistikken tillod en morgen-smuttur til Centerlergraven i Nivå på den officielle geddepremiere 1. maj. Intet mindre end første kast med en leddelt rød-hvid Hilo wobler gav et godt hug, og en pæn stor gedde viste sig i overfladen. Fighten forløb ganske roligt, men den prøvede da også tricket med at spille død i overfladen, for derefter at eksplodere. Ind mellem sivene kom den dog, hvorefter jeg kunne lirke den det sidste stykke op på land. Mit kystnet var selvfølgelig alt for lille til gedden, der viste sig at være 106 cm lang og veje 7,45 kg. En super start på dagen og sæsonen, der er kommet lidt sent igang på grund af isdække!

Se opdatering af årets fisker konkurrencen:

 


Kategorier
Fangstrapporter

April opdatering

Siden seneste opdatering den 18. marts er der blevet fanget flere havørreder i åen, bl.a. årets hidtil største på hele 6,4 kg. Den flotte fisk blev snuppet af Peter Lottrup på flue opstrøms jernbanebroen. Jeg selv har sjovt nok snuppet endnu en flot hunfisk fuld af rogn og en håndfuld mindre ørreder, mens Peter Silberg har fanget rigtig mange ørreder, men dog ingen større end dem han allerede havde tilmeldt. Thor Bisbjerg har også haft et godt fiskeri i åen, idet han har fanget en del mellem 1,4 og 3,5 kg. De fleste har han taget på spinner (Black Fury), men det er også blevet til en enkelt på Rapala wobler.

På Øresund er Jens Blom kommet i gang med trollingfiskeriet fra sin egen båd hvilket har givet et par fine ørreder med en 3,4 kilos på toppen. Samme dag (5. april) tog han og makkeren Tore iøvrigt 13 havørreder indenfor et område på 500 * 500 meter ud for svenskekysten. Peter Silberg var med en anden dag og fik en havørred på 2,3 kg.

I Store Rosenbusk P&T havde undertegnede hørt om gode fangster og fik derfor lokket Jens Blom og Peter Silberg med på en 4 timers tur. Det blev til 3 mindre ørreder til undertegnede og en enkelt til Jens Blom. Havde vi været der fra morgenstunden havde vi nok fanget markant flere og større fisk. Således mødte vi nogle andre lystfiskere som mellem kl. 7 og 9 havde oplevet et fantastisk fiskeri og snuppet næsten 40 regnbueørreder med en gennemsnitsvægt tæt på 3 kg… Største fisk på 5,8 kg. Ærgerligt at vi ikke kunne være der tidligere!

Mange fiskehilsner

Klaus Vestergaard

Kategorier
Fangstrapporter

Premiere i Nive Å

Fangstmæssigt var premieren i Nive Å ikke noget at skrive om. Mange medlemmer var ellers ved åen, men som følge af hård frost var der ikke meget vand. Enkelte var heldige/dygtige, heriblandt Peter Lottrup, der tog en fin havørred på flue på 2,3 kg, mens Peter Silberg snuppede en enkelt på 2,7 kg. Dagen efter premieren snuppede undertegnede selv en fisk på 1,8 kg.

De følgende uger skete der ikke meget ved åen, men i forbindelse med kraftig tø i starten af marts, steg vandstanden markant og der kunne pludselig fanges fisk igen. Peter Silberg, som nok bedre er kendt som foreningens skrappeste å-fisker, var vanen tro den første ved åen. I dagene 1.-4. marts fik han hele 17 havørreder med en snitvægt på ca. 3 kg!! Største fisk var på 4,5, 4,6 og 5,8 kg. Alle fisk var nedgængere og blev skånsomt genudsat. Fiskene blev alle fanget på flydende Rapala wobler og på forskellige stræk af åen.

Peter Lottrup luskede også rundt ved åen med sin fluestang, og oplevede bl.a. at miste en blankfisk, der knækkede hans forfang. Lidt oprejsning fik han dog, idet han snuppede en fin fisk på 4,1 kg nogle dage senere. Ugen efter var han igen ved åen og fik sin og foreningens hidtil største havørred fra åen i år. Nemlig 92 cm og estimeret til 6,2 kg. Havørreden tog fluen midt i åen og gav ham en drabelig fight, der trak ud. Havørreden blev genudsat, og vi krydser fingre for at den kommer sig.

Undertegnede har også været ved åen et par gange, hvilket indtil videre har givet 9 havørreder med de 3 største fisk mellem 3,3 og 3,6 kg. samt en blankfisk på knap 2 kg. fra. Peter Lottrups fluefangster havde lørdag den 13. marts lokket mig til at tage fluestangen med, hvilket jeg ikke kom til at fortryde! På et lidt kedeligt stræk tog en havørred min lille rørflue og en god fight begyndte. Der gik et stykke tid førend jeg fik et glimt af fisken, og da jeg endelig så den blinke i solens stråler og så dens tyngde, var jeg sikker på, at der var tale om en blankfisk. Det var det ikke, idet frisk rogn væltede ud af den, straks jeg havde den i nettet. Men smuk var den, og den lignede ekstremt meget en opgangsfisk fra efteråret. Havørreden vejede 3,5 kg fordelt på kun 63 cm (se billede). Den blev naturligvis genudsat straks efter fotografering.

Af øvrige fangstrapporter kan nævnes Peter Silbergs buletur i slutningen af februar, der gav ham en flot torsk på 11,5 kg. En trollingtur med Jens Blom gav ham yderligere en mindre torsk på 2,5 kg, mens Jens snuppede 3 havørreder lige over målet. Med årets første fangster har Peter Silberg lagt sig solidt i spidsen af konkurrencen om at blive årets fisker 2010