Hej alle
Sæsonen i Nive Å sluttede i fredags, hvor Mogens Marcus Mentz var sidste mand til at lukke og slukke. Han skriver:
Hej Klaus
Så var jeg i dag nede for at lukke åen for denne sæson. Ca. 30 m nedenfor træbroen fik jeg en ørred på ca. 28-30 cm, som naturligvis blev genudsat. Ca. 25 meter ovenfor broen over Ny Strandvej fik jeg en havørredhan på 44 cm og 1,15 kg. En enkelt fisk mere (nok en lille en) fulgte blinket og vendte i overfladen.
Med venlig hilsen
Mogens Marcus Mentz
Tak for til Mogens for rapporten og tillykke med den velkonditionerede lille ørred. Jeg selv var også dernede lige før fredningen, men trods perfekt vandstand lykkedes det mig ikke at få ørreder på krogen. Jeg skræmte nogle fisk, men det er jo meget almindeligt dernede.
Når sæsonen starter igen den 16. januar vil det iøvrigt være muligt, at “flyve under radaren”, hvis man som NÅL-medlem ikke ønsker, at ens fangster fra Nive Å skal ud til en større kreds udenfor foreningen. Vores webmaster har nemlig netop oprettet en særlig kategori under medlemsinformation med “Ånyheder”, som man kun kan se, såfremt man er medlem og logget ind. Spændende om det kan få flere medlemmer til at tilmelde åfangster. Jeg har således fra efterårets fiskeri på rygtebasis viden om fangne havørreder på op til 80 cm samt en bækørred på 60 cm. Det kunne være sjovt om vi på den særlige medlemsside kunne få fornøjelsen af at beundre sådanne fisk i fremtiden.
Så har Esrum båden ellers været i sving igen. Faktisk har den været i brug i 9 af de seneste 12 dage, startende med Peter Møllers tur sidste onsdag. Det er temmelig meget og glædeligt, da det jo er en fornøjelse at have en forening, hvor faciliteterne bruges. Sidste fredag og lørdag var jeg selv ude med Peter Møller og Jens Blom. De store aborrer glimrede ved deres fravær, men det blev til mange små aborrer og et par gedder op til 3 kg.
Emil var i mandags derude i det fantastiske vejr efter aborrer og trods et lidt sløvt fiskeri blev det til 3 aborrer i båden efter 5 timers fiskeri med agnskaller. Den største vejede 1,25 kg og er nu tilmeldt Esrum Open.
Emils aborre hjælper os godt i den samlede stilling, hvor vi p.t. fører. Individuelt ligger Emil på en flot førsteplads. Tjek evt. stillingen via foreningens samling af links.
Andre af foreningens medlemmer har også været på Esrum Sø og specielt Ion Nielsen har et godt tag på gedderne. Han fortalte mig over telefoonen, at han lørdag ved dørgefiskeri med kunstagn havde haft hele 17 kontakter, hvoraf 15 kom i båden. Af disse havde de største været 4 kilos gedder. Han fortalte også, at han havde mistet en stor gedde i Kobæk Vig.
Undertegnede benyttede det gode vejr idag søndag til også at tage endnu en tur på Esrum Sø sammen med Peter Møller. Vejrudsigten lovede sol, men også en frisk vind fra vest/nordvest. Jeg havde fanget perfekte agnskaller om lørdagen, så nu skulle det være. Vinden var for kraftig til det normale drivfiskeri, men takket være elmotoren kunne det lade sig gøre at bremse farten, så det blev tåleligt. Dette fiskeri var effektivt og i løbet af dagen havde vi en del aborrer i båden. Største aborre på 1490 g tilfaldt undertegnede på en agnskalle. En super stærk fisk på 48 cm, der kæmpede til det sidste, og som efter kunstigt åndedræt svømmede lystigt videre.
Herudover fik vi 3 gedder op til ca. 5 kg.
Alle fisk blev fanget på enten agnskaller eller pirk og på ultra let grej.
Aborren giver yderligere point i Esrum Open, men der er fortsat halvanden måned til at konkurrencen for 2013 er slut, så meget kan fortsat ske, hvis da ikke isen får sat en effektiv stopper for fiskeriet.
Og så lige et par praktiske informationer til foreningens medlemmer:
Webmaster har fået tilføjet muligheden for at booke en elmotor i kalenderen, idet man som NÅL-medlem nu frit kan booke foreningens gamle, men velfungerende elmotor, når man ønsker det. Det kunne være jo være til en tur i De Gamle Lergrave, men det kunne snildt også være, at man bare skulle bruge den til en tur med egen båd eller en båd fra en anden forening/sammenslutning. Den er placeret i Fiskehuset, hvor du som NÅL-medlem altid har adgang med foreningsnøgle.
Til yderligere orientering er båden fra Svanesøen i De Gamle Lergrave “på værft” hos Jens Blom. Han vil reparere og forstærke rælingen samt ordne et par andre ting ved båden, så den er klar til maj.
Knæk og bræk
Klaus