Kategorier
Nyheder

Affald og skarv plager De Gamle Lergrave

Hej alle

Jeg var lige en tur med hunden i De Gamle Lergrave og kunne konstatere, at det flød med affald flere steder. Jeg havde heldigvis en affaldspose med, og den blev da også hurtigt fyldt med tomme øl- og majsdåser, fiskeline, cigaretpakker (polske!) og en mælkekasse.

Lige så lidt befordrende for humøret som affaldssvineriet er skarvinvasionen. Der er på områderne mellem søerne således hvidt i skovbunden og på træerne samtidig med, at der stinker af skarvekskrementer. Hvor ville lergravene dog være et smukkere sted, hvis der var færre skovsvin og færre skarv.

PS: Der er fortsat is på søerne.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Å-premiere med perfekt vandføring samt gedder fra De Gamle Lergrave

Hej alle

Så blev den endelig tid til å-premiere og at dømme efter antallet af fiskere dernede idag, så var der vist opsparet en del fiskefeber. Der blev taget fisk, men der skulle arbejdes for det. Peter Møller og undertegnede havde forudset, at der ville komme run på, og i lyset af en god gedde fra lørdag (billede nedenfor), så var vi i stedet taget på geddefiskeri i De Gamle Lergrave.

Kategorier
Fangstrapporter

To stortorsk til NÅL-medlemmer på foreningens buletur

Hej alle

Så kom der lige en fangstberetning fra Ion, der igår lørdag var vært ved den ene af foreningens to buleture. Ion skriver:

På dagens foreningstur med Fyrholm var vejret til den barske side, men Asbjørn slog til og nappede turens største torsk på flotte 13 kg. 

Kategorier
Fangstrapporter

Juniortur til St. Vejle Å med Fisketeamet

Hej alle

Vejret har desværre ikke været optimalt de seneste 14 dage set fra en sø- eller havfiskers perspektiv, idet det jo har blæst temmelig meget. Netop vinden fik mig til at tænke i andre baner og idéen om en tur til St. Vejle Å med et par juniorer fra foreningen blev skabt. Det blev så hurtigt til 4 drenge (Rasmus, Louis, Peter og Kristoffer), der tilsammen udgør “Fisketeamet”, som også er navnet på deres egen gruppe på Facebook.

Kategorier
Fangstrapporter

Godt nytår, insiderviden om WaterWolf-undervandskameraet samt en vintergedde

Hej alle

Først og fremmest godt nytår til alle NÅL-medlemmer og alle andre, der fra tid til anden surfer forbi vores hjemmeside. 

Kategorier
Fangstrapporter

Aborrer fra Esrum Sø og St. Vejle Å samt fiskefilm fra Andørja

Hej alle

Så har Ask været afsted igen. Han skriver:

Hej Klaus,

Ja, så fik jeg også testet Esrum på egen hånd. Jeg ville prøve at fange min første aborre, og det lykkedes da også.

Jeg fik 11 stk på de tre timer jeg fiskede – fra størrelse lille til størelse endnu mindre… Men en grådig fisk det er det – Pirken var jo større end nogle af fiskene.

Største 205 gram.

PS: Når nu medlemmerne i foreningen og andre nysgerrige har kunnet følge med i min tur til Andørja tænkte jeg, at det kunne være sjovt at dele de film, der kom ud af turen. Det er blevet til to stk. Den første handler om havfiskeriet fra kajak, og findes her:

youtube.com/watch?v=DKuODMnbrNU

Den anden er på slap line, og er mere om alt det andet der foregik i ugens løb… Grove Sej, øl, og misforståelser med norsk TV2 er blandt lokkemidlerne;-)

Den kan ses her: 

youtube.com/watch?v=EJRa2q02ESk

Venlig Hilsen

Ask Peter Futtrup

Mange tak til Ask for en update på aborrefiskeriet på Esrum Sø og links til fiskefilm. Tjek dem ud. De er sjove og godt lavet!

Emil har også været på Esrum Sø, dog ikke efter aborrer. Jagten gik derimod efter gedder størrelse XL, men de ville ikke rigtig lege med. Den eneste der ville, stod ærgerligt nok af ved bådkanten i landingsøjeblikket. Sort uheld! Den ville ellers have været god at have med i Esrum Open.

Undertegnede var i søndags et smut i St. Vejle Å, hvor det ikke ligefrem er naturoplevelsen, der trækker, men derimod sandsynligheden for at fange nogle aborrer på den gode side af kiloet. Det blev til en håndfuld, med største på 1,35 kg.

Alle fanget på jigs og dropshot.

Knæk & bræk

Klaus

 

Kategorier
Fangstrapporter

Når en havfisker stikker på søen..

Hej alle

Fra Ask Peter Futtrup har jeg modtaget nedenstående fangstrapport fra gårsdagens tur:

Jeg har gennem længere tid plaget Klaus Vestergaard om en tur på Esrum sø, for at finde ud af hvad det der ferskvandsfiskeri egentlig handlede om, og i dag skulle det være. 

Vi mødtes ved 10-tiden hvor Klaus som en ægte guide havde gjort båden klar. Jeg blev lidt overrasket over mængden af grej, der skal til for en 5 timers tur på en sø, men afsted kom vi, og inden vi havde nået at sætte anden stang, var der bud efter gummiørreden. Klaus får den landet, og så troede vi det blev vildt, men herefter er der heeeeelt dødt i lang tid, før jeg får et hug af en 3-kilos gedde. Min første Esrum-gedde, PR, YES! Foto, vægt,  heeele pivetøjet, eller…. nej… Klaus genudsatte den smukt i vandet, før jeg fik set den – Den var slet ikke stor nok til at fortjene et billede;-) 

Vi fiskede videre med højt humør og troen på det, da vi til allersidst får et dobbelthug. Klaus får en smukt tegnet fisk uden skader på 5,85 kilo.

Min gedde er minsandten endnu større! 8,05 kilo og 106 cm.

En vild fisk og således slutter en fantastisk hyggelig dag med Klaus’ vise ord: “From Zero to Hero”! 

Et gigantisk tak til Klaus for at indføre mig i denne fagre nye verden:) 

Venlig Hilsen 

Ask Peter Futtrup

Selv tak til Ask for en rigtig god tur. Det var en fornøjelse at vise ham nogle af søfiskeriets facetter og herligt at han ovenikøbet fik sig en så pæn PR-gedde på sin jomfrutur. Begge gedder er naturligvis tilmeldt Esrum Open, hvor vores forening ikke indtil videre har gjort det lige så godt som sidste år. Vi er dog en håndfuld, der vil give det en skalle her på det sidste, så mon ikke, at det bliver til et par gedder og/eller aborrer mere inden nytår, hvis altså vi slipper for is.

Knæk & bræk

Klaus

 

Kategorier
Fangstrapporter

Gedde, PR-stør og en undsluppen regnbue

Hej alle

Det er efterhånden lidt tid siden, at der har været publiceret fangster. Det bliver der lige rådet bod på med nedenstående rapporter:

Ask skriver:

Hej Klaus,

I mangel af havvejr tog jeg en tur til Poppelsøen for at forbedre min PR i stør. Allerede efter 20 minutter var der uddeling, og en fordobling af min tidligere PR kom i hus. 13,9 kilo sagde vægten, og så var den dag reddet!

Knæk og bræk

Ask

Stort tillykke til Ask med fangsten af den mærkelige fisk, som efter sigende skulle være både bidevillig og godt fightende.

Undertegnede har også været ude, og vanen tro var det gedderne, der stod for skud på en større vestsjællandsk sø. Peter Møller var også med, bare i en anden båd. Det blev til en håndfuld gedder til os begge indtil vi efter en rolig periode gik igang med at pirke aborrer. Dette gav mange småaborrer og det var da også en sådan, at jeg havde på, da stangen pludselig bøjede faretruende. En gedde havde tydeligvis angrebet aborren og nu fik jeg så i stedet fornøjelsen med at fighte en god gedde på ultra let grej. Lidt heldig har man lov at være, idet gedden dels var kroget i den yderste del af kæften, og dels afholdt sig fra at rulle eller lave andre krumspring, der kunne have sprunget eller skåret det tynde flourcarbon forfang over. 100 cm og 7,9 kg. Herligt!

Vi fik lidt flere gedder samme dag på normal vis, men ingen i samme størrelse. Den efterfølgende weekend var jeg en tur på Esrum Sø, hvilket ikke gav storfisk, men derimod 3 mindre gedder op til 4,5 kg. Andre fra foreningen, heriblandt Emil, har været lidt mere skarpe, idet det er blevet til 7 gedder, mindste  ca. 3 kg og største 7,2 kg. 

Åen er som bekendt fredet i perioden 16. november – 31. januar (begge dage incl.), men for dem som ønsker flex på klingen af undslupne regnbueørreder, er det bare at glæde sig til 1. februar, da jeg er sikker på, at der vil være en del af dem efter det nylige store udslip fra Musholm. I mellemtiden kan man glæde sig over en regnbue på 3,5 kg fanget af Ebbe Bretow tilbage i marts måned, der er undsluppet ved en tidligere lejlighed.

Knæk & bræk

Klaus

 

 

 

 

Kategorier
Fangstrapporter

Esrumgedde på 10 kg og andre medlemsfangster

Hej alle,

Peter Møller havde en fantastisk dag på Esrum Sø idag. Det var nemlig idag, at han snuppede en flot fejlfri gedde på 115 cm og ligeud 10 kg. 

Den tog en gummiagn dørget langs de stejle skrænter på vestsiden. Peter fik 3 mere, men de var noget mindre. Gedden bliver naturligvis også tilmeldt Esrum Open, som vor forening jo i al beskedenhed vandt sidste år. Undertegnede var med derude med netop det formål at snuppe en stor gedde til Esrum Open, men desværre blev det kun til 5 mindre gedder op til 3 kg. 

Jeg havde til gengæld en fin tur sidste torsdag på en større sjællandsk sø.  Det blev en meget flot dag med vindstille og lunt vejr, der endte med 10 gedder, med største på 7,15 kg og 100 cm.

Alle fanget på Savage Gear gummiagn. Dagens fiskemakker, Cato Jürgensen, fik også pænt med fisk, idet han fik 9 med største på 6,6 kg. Jens Blom og Peter Møller var også ude samme dag. Oveni i de 27 gedder de fik op til knap 7 kg, blev det til 2 aborrer omkring kiloet. Største på 1010 gram tilfaldt Peter. 

 

Sidste lørdag var jeg også ude med snøren, idet jeg havde inviteret de øvrige Esrum Open bagmænd, Teunis Jansen samt Thorkil Foldager fra Fred & Humle, med ud på Esrum Sø i foreningens båd. Vi satsede på pirkefiskeri efter aborrer og aborrer fik vi rigtigt mange af samt et par mindre gedder. Teunis var lidt mere fremme i skoene end Thorkil og undertegnede og snuppede den største aborre på 640 gram. Vi havde en god dag, og prikken over det berømte i kom, da vi alle bevidnede Jens L. Pedersens fangst af gedder på 7,5 og 9,2 kg, taget i et dobbelthug.

Det er vist sjældent at den slags sker på Esrum Sø. Vi fik ihvertfald alle lidt (mere) fiskefeber. Ion Nielsen har også været ude på Esrum Sø. Han kan det der, idet han snuppede 12 gedder med største på ca. 4,5 kg. Ion er også aktiv i foreningen og senest har han skaffet os ekstra stangholdere til Esrum-båden. Noget der er virkelig rart, da stængerne herved kan stuves fint af vejen. 

Nok om gedder og aborrer. Jens Blom har også været ude, men det var i Poppelsøen i Ballerup, hvor han fik sig et par af de noget mystiske stør på henholdsvis 3,4 kg (billede) og 6,7 kg. De blev fanget på bundfiskede sildestrimler. 

Der bliver taget godt med fisk i øjeblikket, hvilket sikkert også har noget med det milde efterårsvejr at gøre. Fik lige nedenstående fra Ask, der skriver:

Hej Klaus,

Jeg skulle have været på sundet med Zimba idag, men vejret ville ikke som jeg, så det blev til en sidste øjebliks kuttertur i stedet. Turen gav 12 spætter, 8 skrubber og 20-30 isinger over målet på en halv dag, så det var vel ok. Bedste fisk, spætte på 825 gr:) 

Knæk og bræk 

Ask Futtrup

Tillykke til alle fangerne og mange tak for meldingerne. Jeg har stor fornøjelse af disse, hvilket jeg både tror og ved, at også mange andre har. I skrivende stund har vi alene i 2014 haft 27.758 sidevisninger. Mange klikker naturligvis på flere sider pr. gang, men overraskende nok har mere end 4.000 forskellige interesserede  været forbi siden nytår. 

Mvh

Klaus

 

 

Kategorier
Fangstrapporter

Drømmefiskeri på Vancouver Island, Canada

Hej alle,

En af foreningens fedtfinnespecialister, Peter Lottrup, har igen været udenlands, nærmere bestemt Vancouver Island, British Columbia i Canada. Det har vi andre så heldigvis også fornøjelse af. Læs med her om det drømmefiskeri Peter oplevede:

Vancouver Island. 18. – 20. oktober 2014

Ankom fredag aften i storm og regnvejr. Snakkede med Curtis (guide), som var meget urolig for fiskeriet, grundet den megen regn. Vandmængden i de fleste floder var steget med faktor 30-50 på en uge.

Næste morgen kørte vi en time nordvestpå til en super lækker flod. Vandstanden var høj, men vandet rimelig klart. Af med driftbåden og så afsted med os. Naturen var gude smuk. Fantastiske pools, kæmpe ørne over os i luften, bjerge og absolut ingen mennesker. Senere skulle vi også møde en stor bjørn ved flodbredden få meter fra os. Disse afsidesliggende floder fiskes kun af ganske få guider som kender dem.

Curtis frarådede fluefiskeri. Vandforholdene var til let spin og “ingen fanger Cohos på flue på denne årstid”, som han sagde. De er åbenbart meget svære at få til at hugge på fluer. Det argument blev senere modbevist, men vi havde en god dag med spinnestangen, hvor vi fik dem i hugget, dybt i de stille partier.

Denne dag gav 12-13 hårdt fightende sølvlaks og jeg mistede vel også en håndfuld mere (alt fiskeri foregår med enkeltkroge uden modhager). Flot snitstørrelse med største fisk på 7-8 kilo. Nogle fisk var farvede(men stadig meget flotte). Andre helt blanke.

Dag 2 skulle vi ud med fluestangen og modbevise Curtis påstand. Vi skulle til en ny flod, kendt for spritklart vand og en god opgang af Chinooks. Problemet var bare, at regnen havde stået ned i stænger hele natten og vandstanden var voldsomt stigende i alle floder. Den flod Curtis havde udset sig var ikke som forventet. Da vi ankom kunne jeg se, at han var chokeret… Floden flommede voldsomt og havde en markant brun farve… Vores drift ned ad floden var nærmest som river rafting og vandet blev bare ved med at stige. Vi kunne glemme alt om fluefiskeri og koncentrerede os i stedet om at spinfiske dybt i de partier af floden, hvor strømmen var mindst voldsom. Det gav moderat succes. Vi fandt 2 pools som holdt fisk og her fik jeg landet 4 chinooks med den største på 9 kilo.

Det er fisk med krudt i…. Efter frokost var fiskeriet blevet kropumuligt og vi stoppede tidligt.

Jeg havde ikke fået nok fiskeri og kørte sen eftermiddag til Quinton River (tror jeg den hedder) tæt ved hotellet. Super fin lille flod, som minder om en stor udgave af “Fluestrømmen” i Sverige. Pool på pool på pool lige efter hinanden. Jeg fik rigget til og begyndte at fluefiske… Det raslede i buskadset og 10 meter fra mig gik en bjørn og spiste fisk. De er ufarlige, men det er altså lidt underligt. Jeg fik taget en Cutthroat (en ørredart) og en Jack (lille Coholaks) på fluestangen inden det blev mørkt og jeg stoppede. Fik også snakket med nogle lokale, som fortalte, hvordan denne og Campbell River skal fiskes (hvis man en dag vil fiske i lokalområdet). Det er fine floder med en høj koncentration af fisk, men også fiskere. Burger og øl om aftenen og så i seng.

Sidste dag havde jeg egentlig droppet at tage ud, da regnen blev ved at sile ned. Curtis makker var dog ledig til fiskeri og han fik mig overtalt til at booke ham. Han syntes, at vi skulle give den en chance og forsøge os med at jagte Cohos på flue, når nu den foregående dag ikke udviklede sig som forventet. Vi tog ud til samme flod som første dag, fordi vandstanden her skulle være OK.

Det var den bare ikke… Den var steget yderligere 40-50 cm. Buldrede af sted og vandet var blevet brunt. Det var der ikke noget at gøre ved og jeg valgte at rigge fluestangen til og give den en chance med store tunge farvestrålende fluer i de stille partier af floden. Det viste sig at være en god beslutning.

Vi endte med at have en kanon fiskedag og jeg landede 5 Cohos på fluestangen. Den største ovenikøbet en stor nystegen blanklaks på 8 1⁄2 kilo.

Snitvægt på alle fisk på + 6 kilo!!

De fik spændt min enhånds klasse 8 stang godt for. Det fik så også bevist, at fluegrejet altså duer, hvis man giver det en fair chance og prøver sig frem. Det var fiskeri, når det ikke bliver bedre. Ingen forventninger grundet de næsten umulige forhold og så rammer man den alligevel. FEDT! Denne dag stødte vi også på bjørn og Elk (elg).

Konklusion efter 3 dages fiskeri

Vancouver Island er et fiskeparadis. Der er lige så smukt, som man forestiller sig. Folk er venlige og der er laks og steelheads i hundredevis af floder. Mange af dem fiskes slet ikke, fordi de er ufremkommelige og kræver, at man har en driftbåd.

Det var en fantastisk oplevelse og jeg skal helt klart tilbage igen. Især var jeg vild med Coho fiskeriet. Det er super flotte fisk, som bliver op til 10-11 kilo. Man kan sagtens fiske de lokale floder et par dage, men man skal bruge, hvad det koster at booke en lokal guide. Det fede er helt klart, at komme ud i vildmarken og være alene på en flod. Det koster lidt, men en uges fiskeri kan bestemt gøres for menneskepenge.

Knæk & bræk

Peter

Mange tak til Peter for en inspirerende beretning. Det er svært ikke at ønske sig derover engang i fremtiden. Det er i sandhed drømmefiskeri!

Tight lines

Klaus