Hej alle,
Niels Prip, der er formand for Vandplejeudvalget i foreningen, havde indhentet tilladelse fra kommunen så vi selv kunne rense gydebanker i åen.
Vi mødtes kl. 10 ved Nivå Mølle, hvorefter vi fik bugseret diverse udstyr opstrøms med hjælp fra en trillebør og apostlenes heste.
Helt specifikt skulle vi med en vandspuler rense to gydebanker i Usserød Å nedenfor Nivå Kirke. Niels havde venligst lånt udstyret fra Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening og blevet instrueret af Kaj fra samme forening. Frans havde været på DTU vandplejekursus og hjalp også til med at finde den rette metode.
Vejret kunne vi ikke klage over og Marius Dam Jespersen stødte til senere på formiddagen og hjalp også med at slæbe. Det lykkedes at lufte de to gydebanker, så nu er der redt fint op til havørrederne, så de kan have en forhåbentlig frugtbar gydning.
En kæmpe tak til Niels, Frans og Marius for denne indsats for havørrederne i Usserød Å. Stor tak også til Kaj fra Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening for lån af udstyr m.v.
Knæk & bræk
Klaus