Kategorier
Artikler Forsidenyt Nyheder Nyheder

Krudtuglerne i De Gamle Lergrave

Hej alle,

Foreningen var sidste søndag vært for et arrangement i De Gamle Lergrave, hvor “Krudtuglerne” i form af 15 børn og 7 forældre samt 4 frivillige fra Red Barnet skulle stifte bekendtskab med lystfiskeri.

Vores juniorledere Marius Dam Jespersen og Peter Fog Pedersen skulle sammen med undertegnede fungere som guider og det gik ganske fint, selvom der naturligvis gik lidt tid med at få diverse agn ned fra træer indtil teknikken var på plads.

Christian Jakobsen fra Red Barnet havde skaffet en fisketrailer via “Fiskeekspressen”, der er et landsdækkende tilbud om udlån af grej til familier, foreninger, skoler, dagtilbud og andre grupper, der vil ud at fiske.

Det medfølgende grej er absolut i en fin kvalitet og vi fangede da også nogle skaller med det. Fiskene vakte jubel og blev naturligvis nærstuderet inden de forsigtigt blev genudsat.

Arrangementet inkluderede også at nogle af børnene skulle lave frokost til alle deltagere incl. os og det var vi rigtig glade for, da man jo altid bliver sulten når man er ude at fiske.

Herligt at vores forening på denne måde har været med til at give udfordrede familier nogle gode naturoplevelser.

Knæk & bræk

Klaus