Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Havørred på 84 cm fra åen

Hej alle,

Vi har i Nivå og Usserød Å et ganske fint å-system, hvor man kan være dygtig/heldig at fange en ørred eller to i løbet af sæsonen. De store havørreder er der dog langt imellem, men det var sådan en Magnus Ørby fik forleden.

Magnus beretter:

I onsdags besluttede jeg mig for at tage et smut til åen og prøve lykken, da der dagene forinden havde været meget nedbør. Forholdene så ud til at være optimale og jeg følte mig optimistisk. Efter ca. 3 timers fiskeri havde jeg hverken mærket eller set noget som helst, men jeg fortsatte alligevel ufortrødent. Jeg besluttede mig for at skifte til en rød/gul FC-spinner compact med kobberblad i 13 gram i det sidste dagslys. Lagde et kast nedstrøms langs egen brink og efter ganske få omdrejninger på hjulet faldt et meget hårdt og kontant hug og et monster kom hurtigt til syne i overfladen, som ihærdigt forsøgte at rulle sig fri af krogen. Det udviklede sig til en meget intens fight, som til tider måtte håndteres med to hænder. Jeg forsøgte gentagne gange at nette den, men måtte konstatere at fisken var for lang til at gøre dette på normal vis. På trods af at jeg blev ved med at justere på bremsen, var det som om den bare åd linen af mit hjul og tog mange voldsomme udløb. Efter at have fightet fisken i, hvad jeg vil skyde til at være mellem 8-10 minutter, lykkedes det mig endelig at få den i nettet og jeg fyldtes med eufori. Fisken målte 84 cm og min gamle vægt viste 7 kilo, hvis man trækker nettets vægt fra og dermed var havørreden min nye PR.

Efter afkrogning og et par hurtige billeder, blev den nænsomt genudsat. Det blev en dag jeg aldrig vil glemme og jeg ser frem til mange flere oplevelser langs åen i fremtiden. Jeg har kun været medlem af foreningen siden i sommers og jeg glæder mig over, at kunne nyde et så godt fiskeri så tæt på byen. Havørreden tilmeldes årets fisker konkurrencen.

Knæk & bræk allesammen – vi ses ved åen!

Mange tak for beretning og et kæmpe tillykke med den store havørred, der absolut hører til blandt de største der er fanget gennem tiden. Den er vist et godt bud på en vinder af ørredkategorien i årets fisker konkurrencen.

Knæk & bræk

Klaus