Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Flot opgænger til Erik fra Nivåen

Hej alle,

Så er åen vist omsider og trods lav vandføring begyndt at røre på sig. Erik Walter Nielsen var en tur forbi forleden, hvor der skete lidt.

Erik skriver:

Jeg har i sensommeren været ved både Nive Å og Usserød Å et par gange. Usserød Å har intet givet, mens Nive Å har givet et par små bækørreder, et hug fra en havørred og en mistet gedde, der strøg med min Mepps-spinner.

Så netop hjemkommet efter 7 dages cykelferie med OCC klubvenner i de østlige Pyrenæer (730 km og 8,460 højdemeter) mente jeg, at en tur til åen i formiddag ville være godt.

Jeg startede i Usserød Å, men mærkede intet, hvorefter jeg kørte til Nive Å (ved Åvej). Hurtigt havde jeg et hug af en mindre ørred. Lidt efter så jeg, at der ved modsatte bred var en opsamling af blade, hvilket kunne være et godt gemmested. Jeg fik svirpet min gule Rapala over og netop, som den gik gennem en lysstribe, kom ørreden ud og huggede. En hård fight på mit lette grej, men i nettet kom den. En let farvet han på vel 65-70 cm og 3,5-4 kg, godt fed. Jeg ville ikke veje og måle, da den skulle udsættes hurtigst muligt.

Kort efter havde jeg igen fast fisk, men dog en noget mindre ørred på vel omkring kiloet. Den smuttede lige da jeg skulle lande den. Enten meget farvet eller en større bækørred.

Med venlig hilsen

Erik Walter Nielsen

Et stort tillykke med den fantastisk flotte opgænger, der fortsat svømmer i åen. Herligt at se, at ørrederne ind imellem også kan have så flotte proportioner og farver. Desværre hører åens ørredstamme, der stammer fra Esrum Å, ikke til den smukkeste. Åens havørreder er ofte lange og tynde, lidt blege samt har en lidt underlig hovedform. Havørreder fra Karup Å eller Mørrum er i en helt anden kaliber, hvis man spørger mig, men en havørred er naturligvis en havørred.

Knæk & bræk

Klaus