Kategorier
Fangstrapporter

Fladfisketur på Øresund og aborrebonanza på større vestsjællandsk sø

Hej alle,

Så kom der lidt nyt i indbakken fra Jens Blom, der har været på Øresund:

Hej Klaus,

Tore og jeg var på fladfisketur. Alt kunne bruges, men primært gik vi efter pig- og slethvar. Det gik også fint, da vi fangede 7 stk i alt, med største pighvar på 1,0 kg og slethvar på 1,36 kg.

 

Turen udviklede sig efterhånden til lidt af en artstur idet vi endte med at fange 9 arter: slethvar, pighvar, rødspætte, skrubbe, ising, makrel, fjæsing, alm. knurhane og rød knurhane.

Og så på kun 4 timers fiskeri!

Knæk & bræk

Jensns

Mange tak til Jens for rapporten. Det er i Øresund og/eller i området nord for Helsingør, at det sker i øjeblikket, hvis man er til saltvandsaction. Noget tyder imidlertid på, at også kysten ved Stevns kan give rigtig gode oplevelser, hvis man er til aften, nat- og morgenfiskeri efter havørreder.  Der har været masser af tobiser inde i de mørke timer, og det trækker som bekendt havørreder til. Fiskeriet har været igang de seneste 3 uger, og hvem ved hvornår det stopper. Det varme vejr fra og med igår mandag kan dog muligvis her have en negativ effekt.

Jeg ville meget gerne have været afsted på kysten efter havørreder, men en knæoperation har medført, at jeg lige skal tage den lidt med ro i noget tid. Det har dog ikke forhindret mig i et par ture til en større vestsjællandsk sø, hvor det lette aborregrej er blevet luftet på diverse hot spots. Snitvægten er temmelig høj på aborrerne, men der er meget langt mellem dem over kiloet. I lørdags blev det til 45 stk mellem 0,5-1,0 kg, som er de eneste, der bliver registreret på klikkeren og gangen før blev det til 38 stk. 

Udover aborrerne blev det til 3 mindre gedder op til 3 kg samt en sandart på knap 2 kg. Næsten alle fisk blev taget på en gammel ABU Lurettepirk, der ved kastefiskeri udfiskede alle andre agn incl. levende agn og diverse fancy jigs.

Knæk & bræk

Klaus