Kategorier
Fangstrapporter

Gråskaller til Joachim og PR-kystørred til Claus

Hej alle

Så var der endnu en rapport i indbakken:

Hej Klaus

Rimelig tiltrængt var det, da jeg lørdag den 3. marts vendte snuden mod fiskevandene.
Jeg havde lokket far med til åen, hvor varmen de seneste dage forhåbentlig havde fået gang i fiskene.
Kravene til de mulige udfald af flåddets forsvinden var minimale, bare der kom fisk på land!
Marts har tidligere vist sig at være god til de store skaller, og i år var ingen undtagelse. Første fisk på foderpladsen som huggede, var en imponerende gråskalle på 800 gr.

Så var sæsonen igang! I de efterfølgende timer blev det ikke til nogen større end det første eksemplar, dog fik jeg indenfor et minut to andre pæne fisk, der begge vejede 700g. De skal alle tilmeldes Årets fisker konkurrencen!

Mvh

Joachim Fabricius

Tillykke til Joachim, der nu har lagt godt ud i Årets fisker konkurrencen 2012.

Endnu en rapport dumpede ind her til aften. Denne gang fra Claus Banholtz:

Hej Klaus

Med de mange rygter om massivt havørredfiskeri i diverse fjorde, ville jeg lige klemme et par timers fiskeri ind imorges.

Jeg ankom tidligt til mit hotspot i Roskilde Fjord, hvor vi næsten altid kan hente en fisk eller to. Den første halve time gav ikke noget, men et par hundrede meter længere nordpå fik jeg det første hug. Efter en god fight kunne jeg lande en rigtig flot fjordørred på 2,1 kg fanget på en gennemløbspirk i farven blå/rød.

Den næste time var fiskeriet fantastisk, og der måtte 5 ørreder en tur i nettet, hvor de største vejede : 2,1 kg (PR), 1,6 og 1,3 kg

Fiskeriet dødede desværre ud og jeg skulle hjem.

Mvh

Claus Banholtz

Tillykke til Claus, der hermed også har fået en god start på året. Fra et andet af foreningens medlemmer har jeg iøvrigt også lige fået en melding om rigtig mange målsørreder fra Isefjorden (35 stk) – Alle taget på rejeflue fra flydering!

Knæk & bræk

Klaus