Hej alle
Et udvalg bestående af Jens Blom, Zlatan Delic, Peter Møller, Ask Peter Futtrup og undertegnede har i vinterens løb diskuteret nye regler for foreningens Årets fisker konkurrence, da vi syntes, at den trængte til en opfriskning efter mange ellers gode år.
Arbejdet har resulteret i flere justeringer af den hidtidige konkurrence. Den største ændring er, at man som medlem nu har 25 forudfastsatte kategorier med forskellige arter, hvor man kan tilmelde fisk. Kategorierne er følgende:
Aborre, brasen, gedde, havkat, hornfisk, ising, karpe, karusse, knurhane, laks, lange, lubbe, makrel, pig-/slethvar, rimte, rødspætte, sandart, sej, skalle, skrubbe, stør, suder, torsk, ørred og en sidste kategori, nemlig “Andre arter”.
Den næste store ændring er, at der indføres forudbestemte præmier i form af gavekort fra Hvidovre Sport, så man ved, hvad der er på spil.
Vinder af Årets fisker konkurrencen 2017 er det medlem, der har opnået flest point. Præmierne for henholdsvis nr. 1, 2 og 3 er gavekort fra Hvidovre Sport på henholdsvis 500, 300 og 200 kr., som overrækkes på generalforsamlingen den 15. februar 2018.
I tillæg til ovenstående vinder fangeren af største fisk i hver af de 25 kategorier et gavekort på 100 kr., som også overrækkes på generalforsamlingen. Er man helt suveræn og vinder samtlige kategorier og Årets fisker konkurrencen 2017 kan man således gå hjem med gavekort til en værdi af 3.000 kr. fra Hvidovre Sport. Dette sker dog formentlig ikke i praksis:-)
Er man forhindret i at møde op på generalforsamlingen, kan gavekort afhentes hos formanden.
Reglerne præciseres yderligere nedenfor:
De gældende regler for lystfiskeri i Danmark skal overholdes, såsom mindstemål, fredningszoner, fredningstid og at fisk skal være kroget foran gællerne.
Fisk skal være fanget i danske farvande eller med dansk havn som udgangshavn.
Der skelnes ikke mellem fisk fanget i fersk-, brak, saltvand eller i å.
Der skelnes heller ikke mellem underarter indenfor den enkelte kategori. Dette betyder, at der f.eks i kategorien ørred ikke skelnes mellem om det er en bæk-,fjeld-, guld-, tiger-, hav-, eller regnbueørred osv.
Der kan tilmeldes 1 fisk pr. medlem i hver kategori. Fanger man senere en fisk der er større, kan den tilmeldes i stedet.
Fisk skal tilmeldes pr. e-mail til klaus@vestergaard.mail.dk, senest 14 dage efter fangstdato, med billede af fisken. Et billede af fisk og fanger er naturligvis at foretrække. En kort (eller lang) beretning er også meget velkommen.
Der gives fra 1 til 10 point indenfor hver kategori, 10 point til største fisk, 9 point til næststørste fisk, osv.
Kategorien “Andre arter”, er for de fisk der ikke er i en af de øvrige 24 kategorier. Dette gælder eksempelvis multe, malle og pighaj. Kriteriet for point til denne kategori er fiskens vægt i forhold til den gældende DK-rekord All tackle fra www.fiskerekorder.dk.
Konkurrencen kører i kalenderåret 2017 og reglerne kan ikke ændres, med mindre særlige forhold gør sig gældende.
På vegne af bestyrelsen og de øvrige i konkurrenceudvalget.
Klaus