Havørrederne i Nivå og Usserød å kan tilsyneladende godt lide den megen nedbør vi har fået den seneste måned. En af dem, der efter mange forgæves ture har luret metoden til at overliste dem, er Jens Hansen.
I weekenden var Mads Jyde og undertegnede til Predator Cup, der er Danmarks største fiskekonkurrence, hvor man jagter gedde, aborre og sandart. Ca. 250 deltagere fordelt på 75 bådteams og 21 kajakker var tilmeldt og lørdag skulle der fiskes på Silkeborgsøerne, mens Skanderborg Sø søndag dannede ramme om konkurrencens sidste dag. Mads og jeg fangede rovfisk til konkurrencen, men det blev da også til en bonus fredfisk, en fin rudskalle.
I denne weekend har vi fået fixet et par “hængere” for foreningen med hjælp fra frivillige hænder, der blev fundet via foreningens lukkede Facebook gruppe. Igår lørdag søsatte Jens Blom, Christian Lohmann og undertegnede således den “nye” jolle som vi efter bedste evne har istandsat. I samme ombæring fik vi trukket den gamle op, da denne længe har trængt til en renovering. Første del af renoveringen stod jeg selv for, idet den fik en omgang oxalsyre blandet med lunt vand og tilsat knofedt. Man kan tydeligt se forskellen på billedet nedenfor.
Efter denne omgang fik den en tur med højtryksspuleren.
Næste del af renoveringsprojektet, som Jens Blom vil stå for, indbefatter nyt træ til tofter, siddepladser m.v. Det bliver godt når jollen bliver klar igen. Den er stabil og god at fiske fra.
Søndag hjalp Zlatan Delic, Joachim Fabricius, Jens Blom og undertegnede med at bugsere den nye jolle, som vi satte i lørdag, fra Svanesøen til Langesø i De Gamle Lergrave, da vi her længe har savnet en mere stabil og større jolle. Hertil flyttede vi også jollen fra Skydebanesøen til Svanesøen som en midlertidig foranstaltning, indtil Jens Blom er færdig med renovering af den gamle Svanesø-jolle.
På foreningens vegne en stor tak til alle der hjalp samt de medlemmer, der tilkendegav, at de var friske på at hjælpe, men som af forskellige årsager ikke lige kunne hjælpe i denne weekend. Der er som de fleste nok kan regne ud løbende opgaver i en forening, og der er ind imellem akut behov for hjælp.
Karmaørred
Den store fisker synes åbenbart, at undertegnede skulle have lidt kredit for weekendens arbejde i foreningens tjeneste. En 20 minutters tur på strækket ved Ringoven gav således en fin halvmeters ørred på Mepps 3 i sølv.
Å-melding
Den seneste måneds nedbør har lokket mange havørreder op i åen, så det er nu, hvis man skal have en rigtig flot opgænger. Hans Thougaard Pedersen fra foreningen har allerede taget flere havørreder, heriblandt også flere over 60 cm.
Hertil har jeg modtaget en frisk rapport fra Lars S. Nielsen. Han skriver:
Jeg har for nylig købt en ny UL-stang, som jeg ville teste ved åen i går onsdag. Vandstanden var meget høj. Brændenælderne er meget tætte og svære at forcere på stykket mellem jernbanebroen og træerne, så det er svært at komme til åen på det stykke. Jeg fiskede ca. halvanden time og startede lidt oven for jernbanebroen og sluttede ved Gammel Strandvej og fiskede mest opstrøms med en Mepps 2 i kobber. Jeg havde to hug, som smuttede: en mindre ovenfor jernbanebroen og en noget større (måske et par kg?) ca. 100 m nedenfor. Lidt nedenfor det kendte sving med hullet fik jeg én, der blev hængende på lidt over et kg. Ingen store fisk, men noget kunne tyde på, at der er fisk at fange i øjeblikket.
Mange hilsner Lars S. Nielsen
Mange tak for rapporten til Lars, der sikkert kan inspirere en eller anden (incl. undertegnede) til at tage (endnu) en tur langs åen.
Undertegnede har de seneste dage modtaget flere fangstrapporter fra medlemmer til foreningens årets fisker konkurrence. Blandt dem der har skrevet er Marcus Krag, der har været afsted med medestængerne med en vis succes.
Igår lørdag havde jeg Cato Jürgensen med på en større sjællandsk sø, da han gerne ville lure et par vertikaltips samt se mit ekkolods-setup med live action. Det gik ganske fint, idet vi fandt flere større fisk på ekkoloddet omkring nogle af søens skrænter. De fleste af disse var dog ikke videre interesserede i at hugge, men trods dette – og en irriterende tiltagende vind – lykkedes det alligevel Cato at snuppe en godt fightende gedde på 102 cm, der blev dagens største.