Hej alle
Årets geddekonkurrence blev skudt planmæssigt igang den 12. maj kl. 7 og de 7 deltagere, mig selv inklusive, skulle klø på i de næste 5 timer. Vejret var super, men forventningerne til fiskeriet var afdæmpede, idet vi nu igen havde haft en hård vinter med isdække ind i april måned. De fleste havde spinnestang med, men der var også et par stykker, der havde medbragt skaller.
Vi blev dog ikke skuffede og status for dagen blev ca. 20 gedder, med største på 101 cm og 6,9 kg til undertegnede fanget på en rød hvid jerkbait i den lange sø.
Andenpladsen gik til Patrick, der snuppede en gedde på 70 cm, mens trediepladsen gik til Peter med en på 66 cm. Herefter fulgte gedder på 64 cm og 62 cm fanget af henholdsvis Frederik (junior) og Torben. Tusind tak til Rodes eller rettere Fiskerishop.dk, som fiskeafdelingen nu hedder i Humlebæk for fine sponsorpræmier. Butikken er flyttet op til rundkørslen overfor Netto på Torpenvej og Kasper fortæller, at det allerede har givet betydeligt flere kunder. Støt vore sponsorer, de støtter os!
Traditionen tro markerer geddekonkurrencen åbning af alt fiskeri i De gamle Lergrave efter en lang fredning, der strækker sig gennem hele april og til anden søndag i maj. Og at der er andet, at komme efter end gedder, blev undertegnede også lige mindet om midtvejs i konkurrencen, idet jeg fik en meget smuk mørk 3-kilos brasen i Skydebanesøen. Den sø stinker langt vægt af store medefisk, så den skal bestemt have et par besøg med match- og feederstængerne i løbet af sommeren.
I forbindelse med konkurrencen var vi flere, der mødte Carsten, den lokale fugleekspert/Caretaker fra Dansk Ornitologisk Forening, som kunne fortælle, at isfuglen i øjeblikket yngler i De Gamle Lergrave. Af samme grund er der sat skilte op, der opfordrer besøgende til ikke at tage ophold i længere tid ad gangen. Denne information blev delt med de andre deltagere i konkurrencen og pudsigt nok var vi 5 mand, der alle så den lille smukke blå isfugl komme flyvende, mens vi på et tidspunkt var samlet.
Opfordringen er hermed givet videre og særligt området langs bredden på sydsiden af Svanesøen bør undgås de næste uger.
Knæk & bræk
Klaus