Hej alle
Det mærkes nu tydeligt, at der er godt gang i efterårsfiskeriet. Fra Mikkel Helms har jeg modtaget nedenstående rapport:
Hej Klaus,
Jeg var ude med trollingbåden i søndags sammen med min kollega Henrik. Vi trollede sydpå i omkring 8 m/s vind fra syd så der var godt tryk på strømmen. Da vi nåede ned til kapsejladsområdet mellem Nivå og Rungsted (markeret på søkortet på GPSen) havde vi hug af torsk hele tiden, og måtte opgive at fiske med mere end 2 stænger simpelthen fordi der var hug indenfor få minutter hver gang vi fik firet downriggerne ned. På grund af den kraftige strøm/vind måtte vi hive alt grej ind hver gang der var hug og så drive i retning af fisken for at få den op. Vi var ude i 5 timer og fik 25 torsk hvoraf de næsten alle var fine fisk op til 5,5 kg.
Vi sluttede af med et dobbelthug hvor jeg stod og ”pilkede” med mit trollingblink mens Henrik fightede den på 5,5 og så vupti så havde jeg også fisk på. Så det var en fin tur hvor alt gik op i en højere enhed. Det eneste som manglede var ørred men de står jo nok oppe i åen og venter på en Meppsspinner J
Mvh
Mikkel Helms
Også Mogens Marcus Mentz har været ude:
Hej Klaus,
Jeg var ved åen i dag. Jeg fiskede stykket fra jernbanen til Gl. Strandvej. Vandstanden var fin.
Jeg havde kontakt til 6 fisk, men fik ikke landet nogen. Én fulgte blinket og jeg så et sølvglimt, da den drejede af. Én bed forsigtigt i blinket og fulgte det, ud fra skyggen vil jeg vurdere den til et par kg. To huggede lidt forsigtigt, men blev ikke hængende. Èn huggede godt og sad på nok et lille minut, hvorefter den slap. Jeg så det meste af ryggen i overfladen og vurderer den til 1½-2 kg. Endelig fik jeg en “sprællemand” på 20-25 cm, som slog sig af.
Mvh
Mogens Marcus
Fra Thomas Jeppesen (vor webmaster) fik jeg til tirsdagens bestyrelsesmøde i foreningen også melding om en god fangst. Han havde nemlig i oktober fanget en karusse på hele 2625g, hvilket var ny PR og samtidig ny foreningsrekord. Han havde dog ikke noget billede, men det lever vi nok med. Stort tillykke til Thomas med fangsten.
Undertegnede var i fredags en tur på Esrum Sø bevæbnet med perfekte aborreskaller fra Frederiksdal. Jeg var sulten efter store søaborrer, men 3 timers drivfiskeri på mine favoritspots gav ikke andet end gedder. Jeg fiskede med to stænger med flourcarbon forfang og to med hard mono. Sidstnævnte var medvirkende til, at der trods alt kom nogle gedder i båden, da de ellers i 4 ud af 5 tilfælde skærer linen over med deres sylespidse tænder.
De sidste 2 timer valgte jeg at bruge på målrettet geddefiskeri (dørgning på 5-7 meters dybde lige udenfor bundgrøden). Jeg havde kun mindre skaller, og det var sikkert også årsagen til, at jeg fik en del, men desværre ingen af de store gedder.
Dagen sluttede ved 15-tiden og jeg kunne gore status med 12 gedder, hvoraf 4 var mellem 3 og 4 kg.
PS: Emil Hejberg var ude et par dage efter og fik 6 gedder, heraf en fin fisk på 7,2 kg.
Knæk & bræk
Klaus
PPS: Husk at åen er fredet i perioden 16. november – 15. januar – begge dage incl.