Kategorier
Fangstrapporter

Forrygende formiddag ved Nive Å og andre fangster fra efterårsferien

Hej alle

Efterårsferien gav flere fangster til NÅL-medlemmer, heriblandt undertegnede, der havde en forrygende formiddag ved åen. Således blev det til hele 8 tilbud og 5 på land i løbet af 3 intense timer ved de traditionelt ”sikre” pladser opstrøms Gammel Strandvej. Det blev til flere fine havørreder på henholdsvis 62 cm (super flot hanfisk)

En hunfisk på 65 cm.

og en på 50 cm

samt et par mindre over målet, heriblandt en flot blankfisk.

Alle fanget på en Mepps-spinner str. 3 med blankt blad og røde prikker fisket opstrøms. Hanfisken på 62 cm skønner jeg til knap 3 kg. Den gav en god fight med flere udløb op og ned af åen. Alle fisk bortset fra en enkelt blankfisk blev i overensstemmelse med reglerne for åen genudsat. Jeg har nu fisket ved åen i mere end  25 år, og jeg kan roligt sige, at jeg aldrig tidligere har oplevet et bedre opgængerfiskeri i løbet af så få timer. Det var bare DAGEN, og den var karakteriseret ved høj, men faldende vandstand samt lav sigtbarhed, med tendens til opklaring.

Morgenen efter var jeg ved åen igen sammen med Peter Lottrup og Peter Kirkby. Inden det blev lyst nåede Peter Lottrup at snuppe en fin hunfisk på 60 cm og ca. 2,5 kg. Peter Kirkby og undertegnede fangede efterfølgende ikke andet en en håndfuld aborrer og en gedde. Vandstanden var faldet en del i løbet af døgnet. Var igen ved åen her til eftermiddag, men uden held. Vandstanden var faldet yderligere, så nu skal vi måske til at håbe på lidt mere regn:-)

Claus Banholtz har også fået fisket lidt i efterårsferien og det er blevet til denne rapport:

Hej Klaus

Jeg har i denne uge haft efterårsferie med familien i Sverige. Desværre uden fiskeri, da vi havde regn, regn, og atter regn. Vi kom hjem onsdag, med udsigten til en kuttertur torsdag efter de flade og hvad der ellers ville lege med.

Tidlig morgen drog vi ud imod pladserne, der skulle rumme en del flade efter skippers mening, men fiskeriet skulle blive sværere end forventet.

På mine gulp orm og sildestykker lykkedes det mig dog at lande ca. 16 flade på denne tur, og en håndfuld torsk. Dagens surprise var en havørred på 2,5 kg taget på en lille kasteprik.

Fredag skulle jeg en tur på Esrum Sø med den mindste søn, og fiske aborrer, men til trods for perfekt vind (ingen) og høj sol var der desværre ikke gang i de sortstribede endnu. Vi fangede en del småfisk, og et par stykker over 500 g, men de helt store forblev i søen………Men jeg kommer tilbage efter dem.

Med de to tures fangster drøner Claus ind foran Joachim Fabricius i foreningens årets fisker konkurrence. Joachim har ellers ligget i spidsen indtil nu. Se medlemsfangster under fanebladet ”Årets fisker”.

K&B

Klaus