Hej alle
Vandstanden er perfekt i åen i øjeblikket, og den stinker af havørred. Derfor var jeg også nødt til at kigge derned her til aften bevæbnet med UL-grej og en Mepps str. 2 med røde prikker, der er genial til opstrøms spin.
Jeg startede opstrøms broen over Gl. Strandvej og bevægede mig stille og roligt opad åen. Ved en af de store bugtninger nedenfor tennisbanen fik jeg under nogle træer et godt hug, der resulterede i en fin fight, hvorefter jeg udramatisk nogle minutter senere kunne lande en meget smuk hanfisk på 56 cm med en begyndende lille kæbekrog. Dejligt med årets første opgænger, der at dømme efter Fultons formel nok har vejet omkring 1,9 kg!
Beklager iøvrigt billedkvaliteten (det var halvmørkt), men jeg prioriterede naurligvis havørredens velbefindende højest, hvorfor det kun blev til et enkelt skud.
Mogens Marcus Mentz har sendt mig følgende:
Hej Klaus
Jeg var en tur ude i Zimba 15.08.2011.
Jeg undersøgte først nogle af de pladser, der for en del år siden var sikre. Det var en knold ud for Mikkelborg. Jeg drev over den 2 gange uden at mærke noget til fisk. Herefter undersøgte jeg den nordlige del af Lous Flak mellem Rungsted og Vedbæk. Også her drev jeg over området 2 gange uden at mærke noget.
Herefter tog jeg til Nordvestrevet ved Hven. Det gav 2 torsk på 1,4 og 1,9 kg. Videre var der et par optimistiske undermålere, som bed. Jeg belærte dem om, at de ikke skulle være så forslugne, men spise noget sund og nærende kost og vokse sig store.
Efter et af mine kast fulgte en fisk efter. Jeg ved ikke, hvad det var for en. Jeg så blot ringe efter, at den havde vendt ved overfladen 3 meter fra båden. Vil en torsk mon følge et blink fra ca. 10 meter vand? Eller var det mon noget andet?
Mvh.
Mogens Marcus Mentz
Mit bedste bud er, at det var en hornfisk eller en havørred, som fulgte efter pirken.
Knæk & bræk
Klaus