Hejsa
Lokket af det flotte og varme aprilvejr var jeg lige en smuttur med spinnestangen til strækket nord for Rungsted Havn. Det viste sig at være en god idé, modsat de tre andre gange i år, hvor jeg havde oplevet resultatløse ture til samme stræk.
Jeg måtte dog vente ca. 45 minutter på den første kontakt, men så var der også gang i den. Første fisk tog en gennemløber hårdt og viste sig at være en havørred på knap 2 kg, der udover at være lang også var noget mørk på undersiden af maven. Der var klart tale om en nedgænger, så den røg hurtigt ud igen. Allerede i næste kast huggede en ny havørred. Denne gang en fin blank fisk på 53 cm og 1,35 kg. For at det ikke skal være løgn huggede en ny i næste kast og endnu en herefter. Den ene vejede også 1,35 kg, men var med 55 cm lidt længere end den første jeg beholdt. Den fjerde havørred var i samme størrelse som de to første, men nu havde jeg nok til fryseren, hvorfor den blev genudsat. Herefter skete der ikke mere på dette spot, men jeg var nu også godt tilfreds. 4 hug i 4 kast og alle 4 fanget indenfor et område på 5 gange 5 meter.
På vejen tilbage til bilen gik jeg og spandt og snuppede en sidste havørred på lige knap 40 cm. Den blev naturligvis også genudsat.
Tilbage er kun at nævne, at fiskeriet højst sandsynligt vil være godt indtil hornfiskene invaderer strækket primo maj.
Knæk & bræk
Klaus