Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Årets fisker konkurrencen 2017 afgjort – Godt nytår!

Hej alle,

Så kan der gøres status for årets fisker konkurrencen, som i 2017 bød på mange fine fangster. Foreningens medlemmer har været en del ude og der er i årets løb også blevet taget godt med fisk, hvoraf nogle skal fremhæves som særligt flotte.

Særligt gedder er der blevet taget mange og store af, idet der er tilmeldt 4 stk over 10 kg. Årets største gik til Peter Møller, der i maj fik en 13 kilos (billede ovenfor), mens jeg selv snuppede en 11 kilos i slutningen af marts.

Mikkel Krarup fik også sin 10,3 kilos i marts, mens Emil fik en smuk fisk på 10,2 kg medio december på Esrum Sø.

Der er taget mange flere rigtig pæne gedder, men det er som bekendt kun muligt at tilmelde en fisk til hver kategori. I aborrekategorien var jeg heldig, at kunne tilmelde en PR-fisk på 1,89 kg, mens Asger Knudsen kunne tilmelde en fisk på 1,76 kg.

Begge fra Esrum Sø, hvorfor de naturligvis også er tilmeldt Esrum Open.

I sandartkategorien er tilmeldt tre 3-4 kilos fisk fra Jens Blom, Peter Møller og undertegnede.

Alle blev de fanget på Tissø i juni, hvor det trods erhvervsfiskeri fortsat er muligt at finde dem på steder med hård bund, gerne i nærheden af bundstrukturer.

Årets største stør stod junior Marius Dam Jespersen for, idet han udfiskede de andre juniorer med et monster på næsten 21 kg.

Flere af de andre juniorer kom dog tæt på, da både Rasmus Schandorf og Peter Fog Pedersen fik stør i 2017 på ca. 20 kg.

Årets største brasen på 4,45 kg snuppede Peter Møller i De Gamle Lergrave, hvor han havde nogle målrettede medeture i løbet af sommeren.

Der er fanget en del flere store brasen og sudere af andre lystfiskere dernede, men de er af forskellige årsager ikke blevet tilmeldt. En pæn medefisk tegner Peter Fog Pedersen sig for, idet han fik en karusse på 1,1 kg, mens Jens Blom, Peter Møller og undertegnede også fik nogle rimter i det tidligere forår, der var lidt for store til at bruge som agnfisk.

Ørredkategorien blev vundet af foreningens efterlønner og fuldtidsfisker Hans Thougaard Pedersen, der i åen blandt mange andre fik en smuk blankfisk på 5,2 kg.

Der er taget rigtig mange ørreder i åen i efteråret 2017, hvilket tegner godt for 2018. Langs kysten er der også taget ørreder, hvor især Peter Lottrup, Peter Kirkby og Jens Peder Jeppesen har fundet melodien.

Ask Peter Futtrup har også tilmeldt et par fisk i 2017, bl.a. en laks på 5,6 kg, en torsk på 10,75 kg og intet mindre end en sensationel blåfinnet tun fra dansk farvand i forbindelse med tunprojektet i Kattegat og Skagerak. Tunen vinder naturligvis årets fisker konkurrencens specialkategori.

Godt fisket af Ask, der med egen guidevirksomhed i Fishing Tours, velsagtens kan klassificeres som professionel sportsfisker. Tjek gerne hans hjemmeside, som giver lyst til at tage nordpå til Norge efter store saltvandsfisk.

En anden af foreningens dygtige havfiskere er Ion Hoe Nielsen, der naturligvis også har tilmeldt diverse saltvandsfisk til konkurrencen, hvoraf en 6 kilos lange nok er den mest bemærkelsesværdige. Hans makker Lars Johansen kunne også være med, idet han vinder i kategorierne lange og havkat for fisk på henholdsvis 7,2 og 6,9 kg.

Junior Kristoffer Kindberg snuppede fra molen i Helsingør en meget flot knurhane på næsten 0,7 kg, hvilket er en rigtig flot fangst.

Årets fisker 2017 blev Jens Blom, der i den grad i såvel ferskvand som saltvand gav den gas med pointgivende fisk i mange kategorier, heriblandt sandart, suder og makrel. Sidstnævnte vejede 750 gram. Billedet nedenfor er fra en tur med Obelix, foreningens alujolle, hvor det bl.a. blev til en del fladfisk ud for Hornbæk Plantage.

Stort tillykke til Jens, der på den kommende generalforsamling og sammen med andre af foreningens storfangere får overrakt deres velfortjente præmier, der bl.a. består af gavekort til Hvidovre Sport. Og så en stor tak til alle for at have tilmeldt deres fisk, der har givet inspiration og underholdning til mange medlemmer incl. undertegnede.

Konkurrencen kører igen i 2018, hvor min anbefaling er, at også bliver indført en kategori for mest bemærkelsesværdige fisk fanget i udlandet. I 2017 blev der fanget mange flotte fisk udenfor Danmarks grænser, hvoraf nogle fra Peter Lottrup, Jens Peder Jeppesen og undertegnede kan genses nedenfor:

Godt nytår!

Klaus