Kategorier
Fangstrapporter

Opdatering pr. 2. maj 2010 af årets fisker konkurrencen

 

Opdatering pr. 2. maj 2010

Siden seneste opdatering den 5. april er der fanget flere fine fisk. Jens Blom og Peter Silberg har sammen været på et par trollingture på Øresund. Begge fik fisk, men især Jens gjorde sig bemærket med en flot 6,6 kilos havørred taget syd for Ven. Peter fik til gengæld et par fede 2-kilos. Turene gav også masser af torsk, dog flest i små størrelser.


Så var der foreningens P&T konkurrence den 11. april i St. Rosenbusk, hvor Zlatan havde sørget for invitation og præmier (mere om konkurrencen i andet link). Resultatet var ihvertfald gunstigt for undertegnede, der var ubeskeden nok til at tage pokalen med en fin fisk på 4,85 kg taget på Snurrebassen i den lille størrelse. Herudover blev det til et par mindre regnbuer – en mere på Snurrebassen samt en på orm.

En tur til Møn gav efter mange timers fiskeri undertegnede en fin havørred på 2,65 kg. Den tog en Kinetic Salty wobler på 26g længst ude i kastet.

Senest tilmeldte fisk står undertegnede også for, idet et par fritimer i familielogistikken tillod en morgen-smuttur til Centerlergraven i Nivå på den officielle geddepremiere 1. maj. Intet mindre end første kast med en leddelt rød-hvid Hilo wobler gav et godt hug, og en pæn stor gedde viste sig i overfladen. Fighten forløb ganske roligt, men den prøvede da også tricket med at spille død i overfladen, for derefter at eksplodere. Ind mellem sivene kom den dog, hvorefter jeg kunne lirke den det sidste stykke op på land. Mit kystnet var selvfølgelig alt for lille til gedden, der viste sig at være 106 cm lang og veje 7,45 kg. En super start på dagen og sæsonen, der er kommet lidt sent igang på grund af isdække!

Se opdatering af årets fisker konkurrencen: