Kategorier
Nyheder

Mød lokalpolitikere i Fiskehuset torsdag den 28. januar + bonusinfo

Hej alle,

Vort kære klubhus, Fiskehuset på Byvejen 10, indgår i Fredensborg Kommunes projekt ”Bygningsoptimering”, der groft sagt går ud på at finde besparelser blandt kommunens ejendomme.

Foreningens husudvalg (Bjarne Dueholm, Carsten Ryby & undertegnede) har i 2015 derfor haft en del arbejde med Fiskehusets fremtid, idet vi både har forfattet høringssvar til kommunen, skrevet brev til lokalpolitikere samt afholdt rundvisning i Fiskehuset for kommunens embedsmænd. En rundvisning for kommunens politikere vil finde sted den 28. januar 2016 kl. 20, hvor vi også håber, at der – udover de sædvanlige deltagere i torsdagsaftenerne – er medlemmer, der har lyst til at kigge forbi for at vise opbakning.

Status omkring huset er p.t., at kommunen i dialog med foreningen skal finde en løsning. Vi håber naturligvis, at kommunen helt skrotter idéen om at sælge Fiskehuset, men alternativt, at de finder nye egnede lokaler til os, gerne på Nivå Havn, tæt på Zimba.

Husk at alle medlemmer er meget velkomne torsdag den 28. januar kl. 20. Der vil helt sikkert være mulighed for at få en god snak med både politikere, os fra bestyrelsen eller andre medlemmer.

Vel mødt!

Klaus

Bonusinfo 1

Dagsorden for den kommende generalforsamling torsdag den 18. februar kl. 20 kan sammen med bestyrelsens beretning for 2015 findes her på hjemmesiden under medlemssiderne, ikke overraskende under punktet “Generalforsamling”. Jeg kan afsløre, at der i beretningen afsløres et par spændende initiativer for 2016:-)

Bonusinfo 2

Åen er som bekendt fredet til og med 31. januar, dvs. 15 dage mere end den lovpligtige fredning. Vær klar til premieren 1. februar, da der med den fine vandføring er store chancer for hug. Husk at alle farvede fisk skal genudsættes.