Hej alle,
Joachim Fabricius arbejder p.t. i Norge som læge, og har der alle muligheder for at få fisket igennem. Nogle gange går det dog ikke helt som forventet.

Joachim beretter:
Sidste weekend havde jeg den fornøjelse, at sejle ud på årets første havtur i det nordnorske. Turen startede strålende, fraset vejret som var nærmest regn uden afbrydelse. Masser af torsk i god spisestørrelse og en helleflynder på 95cm som bifangst.

Ved middagstid var det på tide at gå på land på en af de mange ubeboede øer for at spise frokost. Dette skulle vise sig at være en rigtig dårlig beslutning. Jeg fik nemlig parkeret båden på land, akkurat som vandstanden toppede, og 30 minutter efter, da jeg vendte tilbage, var båden urokkeligt parkeret på land. Her begyndte så et gravearbejde med de bare næver under det 3 grader kolde vand, i kamp mod tidevandet. Sten blev flyttet, grene, gummidæk og hvad jeg ellers kunne finde af remedier blev gravet ind under båden i forsøg på at få den til at glide, men den et halvt tons tunge alujolle stod ikke til at rokke. I næsten to timer blev der kæmpet med næb og klør, og bare nogle centimeter fik jeg rokket båden. Derefter måtte jeg sande, at løbet var kørt i forhold til at få båden i vandet inden næste højvande (10 timer senere klokken 02 om natten).
Så var gode råd dyre. Strandet på en øde ø som en moderne Robinson Crusoe. Kun med gulerødder og Cola Zero tilbage i tasken. Samtidig kunne jeg af mystiske årsager ikke få fat i udlejer af båden trods talrige opkald.

Efter 5 timer på øen lykkedes det mig via mine norske kollegaer at få fat i nogle lokale, som fik fat i bådudlejer, og halvanden time senere blev jeg samlet op.

I sådan en situation var der klart min tørdragt og mine to powerbanks, som holdt mig fra at blive grebet af panikken. Sikkerhed sikkerhed sikkerhed.
Så en historie til børnebørnene rigere, men stor frustration over at miste en halv fiskedag, når forholdene er perfekte og fiskeriet er over al forventning.
Mange tak til Joachim for beretning. Godt at historien endte som den gjorde. Et stort tillykke med helleflynderen, som i sig selv er en super fangst på let grej.
Knæk & bræk
Klaus