Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Hjælpende hånd (rejer) fra medfisker reddede dagen

Hej alle,

Så kom der lige en fangstrapport fra Asbjørn, der har haft et par raske drenge og en ven med på tur.

Asbjørn skriver:


“Jeg havde i lang tid tænkt på, at jeg ville prøve  mig med en tur til Værebro Å, hvor kommunen for ganske nylig har lavet en sluse i udløbet. Dette har skabt et ret stort bassin på indersiden. Umiddelbart ligner det et rigtig vinteropholdssted for nogle aborrer! Jeg har for mange år siden fanget ganske ok aborrer i åen, men jeg har hverken selv erfaret eller hørt om nævneværdige fangster i nyere tid. Det skulle prøves, men desværre ingen held denne fredag. Jeg fiskede med jig, hvilket jeg skulle erfare den næste dag, at det på ingen måde er en agn, der kan måle sig med levende rejer og små skaller. Så måske skal Værebro Å have et shot til. 
Nå, men så blev det jo lørdag og med formandens beretning in mente, havde jeg inviteret min søn Carl og hans gode legekammerart og far på fisketur. Afsted mod Køge Havn. Lige et stop hos den lokale ormepusher i Roskilde, som kunne berette om gode fangster i åen.
Vel ankommet rigger vi ormene til og lader flådet vugge… men ak, der sker ikke noget som helst. På nabomolen kan vi dog konstatere, at jo, den er god nok. Han hiver den ene fine aborre op efter den anden. Man må dog også sige, at han havde gjort sit forarbejde, da han både havde hjemmefangede fjordrejer (hvilket nok nærmest må siges at være en større bedrift at fange på denne årstid end at fange aborrer) og nøje udvalgte små skaller i den helt rigtige størelse. Disse rejer og skaller blev så fisket varieret henover dagen. Vi var rent ud sagt hensat til statister. En enkelt aborre på orm blev det til i løbet af de første par timer, og gummidyr blev også luftet. Men uden succes. Vores nabo forbarmede sig på et tidspunkt over os og vi fik en god håndfuld rejer. Så kunne drengene ellers fange aborrer. Hele 12 stk. op til 500-600 gram blev det til og så var der ellers ikke et øje tørt og dagen var reddet. Det var virkelig fedt, at få en hjælpende hånd fra en medfisker i nødens stund. Fire aborrer måtte lade livet, og så var der ellers dømt guddommelige fiskefileter til aftensmad.
Personligt fik jeg nuppet min første rimte nogensinde. Den blev fanget på et orme dropshot-rig og vejede 850 gram.

Hertil fik jeg ny pr. i dobbelt juletræ (nogen havde bundet to juletræer sammen, hvilket gav en meget tung fight 😉 
Til sidst skal nævnes, at jeg også fik nogle aborrer på orm sidst på dagen. Jeg skulle helt ned i krogstørelse og der skulle anvendes en lille bitte orm. Det var dog på ingen måde et match til rejer og skaller. 

Tillykke med rimten, der tilmeldes årets fisker konkurrencen og super, at medfiskeren kunne hjælpe med en håndfuld rejer. Der er intet der slår levende fjordrejer når der skal fanges mange aborrer i brakvand.

Knæk & bræk

Klaus