Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Årets fisker konkurrencen 2021 afgjort – Godt nytår

Hej alle,

Så er endnu et år gået og det er blevet tid til status for årets fisker konkurrencen 2021. Masser af fine fisk er blevet fanget af vore medlemmer, og tilmed flere i seriøse størrelser, der er endt som nye foreningsrekorder. Vinderen af konkurrencen blev Joachim Fabricius.

Joachim har i årets løb fisket målrettet i forhold til konkurrencen, og har formået at fange mange forskellige ferskvands- og saltvandsarter, men også en del i en god størrelse. Blandt fangsterne var bl.a. en skælkarpe på 20,83 kg, der netop er blevet godkendt som ny danmarksrekord. Thomas Ratzlaff, der vandt i 2018 og 2019 tog andenpladsen, kun 1 point efter Joachim, hvilket er super flot, især når man tager i betragtning, at han på grund af arbejde stort set ikke har været i Danmark og fået fisket efter sommerferien. Niels Godsk Jørgensen, der vandt i 2020, måtte i år se sig henvist til en ærefuld tredjeplads, selvom han fik nogle virkelig fine fisk på land i årets løb. Bedste junior var ikke overraskende Jens Hansen, der fangede rigtig mange flotte fisk, og endte på femtepladsen i den samlede konkurrence lige efter Marcus Krag, der altid er god for en håndfuld fine fisk.

Geddekategorien vandt Thomas Ratzlaff med en seriøs gedde på 13,04 kg fra 24. marts taget på levende agn, mens Niels Godsk Jørgensen tog andenpladsen med selvsamme fisk – bare i en 12,9 kilos udgave og fanget allerede den 9. marts på en wobler. Historien er endda vildere, idet samme gedde blev taget under isfiskeri tilbage i februar , og da vejede den 13,2 kg. Spændende hvem der fanger den næste gang. Catch & Release virker.

Aborrekategorien blev vundet af Lasse Høimark Haldrup med en grov fisk fra St. Vejle Å på 2,04 kg fanget i februar måned. Den flotte aborre, der er ny foreningsrekord, blev fanget på en jig fisket langsomt over bunden.

Undertegnede og Marcus Kragh nåede i årets løb også at lande og tilmelde fisk over 1,5 kilos grænsen, henholdsvis 1,62 og 1,54 kg. Det blev til mange flere over kiloet fanget af foreningens medlemmer, men ingen af de helt store (+2 kg).

Sandartkategorien blev vundet af undertegnede med en fisk fra april på 6,15 kg. Den lod sig overliste af en vertikaljig på Tissø den 30. april, dagen inden fredningen i maj.

Næststørste sandart på 5,8 kg snuppede Niels Godsk Jørgensen. Vildt nok snuppede han den på samme tur, som han fik sin 12,9 kilos gedde.

Junior Jens Hansen vandt størkategorien med en forrygende fisk på 47,5 kg, skarpt forfulgt af en fisk på 43,9 kg fanget af Niels Godsk Jørgensen.

Skallekategorien blev vundet af Jens Hansen med en godt kæmpende skalle på hele 935 gram, der huggede på en boillie under karpefiskeri. Flot bifangst!

I brasenkategorien vandt Claus Banholtz med en flot fisk på 5,5 kg, efterfulgt af en på 5,3 kg fanget af Marcus Krag.

Rygtet går, at minimum en af dem blev fanget i De Gamle Lergrave, nærmere bestemt Svanesøen, der har en god bestand af store brasen.

Suderkategorien blev vundet af Zlatan Delic med en monsterfisk på 3,65 kg. Suderen blev fanget på flådfisket majs til foreningens medekonkurrence i De Gamle Lergrave, hvor der blev taget rigtig mange store sudere.

Suderen er formentlig den største, der nogensinde er fanget i De Gamle Lergrave. Suderen var en anelse større end den Thomas Ratzlaff fangede på 3,6 kg. 

I karussekategorien skulle Niels Godsk Jørgensen som sidste år bruge mange ture på at få en fisk. Det lykkedes heldigvis for ham, idet han til sidst fangede en fed en af slagsen på 1,21 kg.

Thomas Ratzlaff kunne også være med, idet det lykkedes ham at overliste en af de snu karusser med slørhale på 1,1 kg.

Karpekategorien blev vundet af Joachim Fabricius med en fantastisk skælkarpe på hele 20,83 kg.

At den ikke bare er stor, men mega stor bevises af, at den netop er blevet godkendt som ny danmarksrekord. Andre i foreningen kan også fange store karper, heriblandt junior Jens Hansen, der snuppede en spejlkarpe på hele 20,13 kg. Det forlyder, at karpen var ved at trække den unge fisker i vandet, men at han heldigvis holdt stand.

Også Thomas Ratzlaff og Claus Banholtz fik store karper i 2021, henholdsvis 18,42 kg og 18 kg.

I rimtekategorien plejer Marcus Krag at vinde. I år fik han da også en pæn fisk på 2,04 kg, men måtte se sig slået af to fisk på 2,3 kg fanget af Joachim Fabricius og Thomas Ratzlaff, der må dele æren.

Ørredkategorien, som indbefatter alle typer af ørred, blev vundet af Simon Øhblom med en forårsfisk fra Nivåen på 5,0 kg. Ørreden blev snuppet på agnen over dem alle, nemlig en flydende lille wobler.

Foreningen har mange medlemmer, der giver den gas på kysten. Den største herfra stod junior Villads Falkenberg for. Den blev ikke vejet, men var 75 cm. En pragtfisk!

Der blev også taget en fantastisk havørred fra åen sidst på sæsonen af Marius Dam Petersen på 82 cm. På grund af dens ekstreme fedme har den formentlig vejet lige over 7 kg. Tjekker man således længde/vægt tabellen for havørreder på vidaa.dk vil en normal havørred på 82 cm kunne veje mellem 5 og 7,2 kg. Den blev dog ikke tilmeldt årets fisker konkurrencen, men der er alligevel en præmie til Marius, da ørreden er den størst kendte fanget i nyere tid i åen. Fantastisk fisk, der vidner om, hvilke fisk der trækker op i å-systemet.

Største laks tilmeldt til årets fisker konkurrencen vejede 16,4 kg og blev fanget af Jacob Nygaard under trollingfiskeri ved Bornholm. Også en crazy fisk!

Næststørste tilmeldte laks vejede 8,0 kg og blev fanget af Mads Sylvester Jensen.

Mads fik også denne flotte laks under trollingfiskeri i farvandet ved Møn.

Blandt de tilmeldte fladfisk til årets fisker konkurrencen gav vinderfisk i kategorierne skrubbe (640 gram) og ising (350 gram) gode point til Thomas Ratzlaff i den samlede konkurrence.

Sidstnævnte kategori måtte han dog dele med Joachim Fabricius, der snuppede en ising i samme størrelse. Rødspættekategorien blev vundet af Niels Godsk Jørgensen med en fisk på 1,15 kg. Mest bemærkelsesværdige fladfisk var dog en slethvar på hele 1,95 kg, der blev fanget af Asbjørn Aaresøn. Fantastisk fisk!

Alle fladfisk er blevet fanget i den nordlige ende af Øresund.

Årets største torsk på 6,2 kg tilfaldt Ask Peter Futtrup, mens de øvrige pladser gik til torsk omkring 4 kg, bl.a. den nedenfor der blev snuppet af Jens Hansen på 4,25 kg i maj.

Joachim Fabricius fik i den forbindelse en kysttorsk på hele 3,9 kg fanget langs kysten ved Helsingør. Super fisk, der tillader at der her gøres en undtagelse i forhold til at vise køkkenbordsbilleder:-)

Ask kunne også være med i lubbekategorien vandt med en fisk på 5,1 kg foran Mads Sylvester, der kunne notere en fisk på 3,2 kg.

I sejkategorien var rollerne byttet rundt, idet Mads vandt med en fisk på 5,25 kg foran Ask, der fik en på 3,1 kg.

At mindre fisk også kan være vigtige i årets fisker konkurrencen vidner en tilmelding af en sej på 335 gram om fra Joachim Fabricius, der ham 7 point. Var det mon denne, der sikrede ham den samlede sejr?

I hornfiskekategorien vandt Jacob Nygaard med en fisk på 800 gram, mens største lange på 7,1 kg blev fanget af Ask Peter Futtrup. Største makrel på lige ud 1 kg gik til Joachim Fabricius, skarpt fulgt af Niels Godsk Jørgensen, der snuppede en på 775 gram.

Havkatkategorien blev vundet af Ask Peter Futtrup med en fisk på 3,8 kg, mens Asbjørn Aaresøn vandt kategorien for knurhane med en fisk på 550 gram. 

Joachim var den dygtige/heldige vinder af kategorien ”Andre arter”, idet han i sommers snuppede en ål på 900 gram. Dette svarer til 29% af den gældende danmarksrekord. Sidstnævnte er den metode der anvendes for at finde vinderen af kategorien. 

Joachim Fabricius vil på den kommende generalforsamling og sammen med andre af foreningens storfangere få overrakt deres velfortjente præmier, der består af gavekort til Hvidovre Sport. Stort tillykke!

Endelig skal der lyde en stor tak til alle for at have tilmeldt deres fisk, der har givet inspiration og underholdning til mange. 2022 bliver helt sikkert endnu et fangstrigt år for vore medlemmer.

Godt nytår

Klaus