Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Dansk Brakvands Cup 2018

Hej alle,

Zlatan og undertegnede deltog i weekenden i Dansk Brakvands Cup 2018 (DBC). Det var af forskellige årsager mere end svært, men det lykkedes os da – modsat langt størstedelen af deltagerne – at få fisk i båden.

Det var i år anden gang at Zlatan skulle deltage og tredje gang for undertegnede. Vi kender præmisserne, idet vi altid er på udebane når fiskeriet foregår udenfor Noret. Noret kender jeg selv særdeles godt efter rigtig mange ture igennem de seneste mange år, men området udenfor har vi aldrig lært at kende, da det kun er ved DBC, at vi fisker der. Fangsterne til DBC har heller ikke just været prangende de tidligere år hvor vi har været med, og at vi sidste år fik 2 gedder i båden, var klart over snittet blandt de mere end 100 deltagende bådteams.

Arrangementet trækker trods det svære fiskeri dog alligevel, da det plejer at være særdeles velorganiseret af Møns Trollingklub med virkelig flotte præmier. Hertil trækker den gode stemning og den ikke uvæsentlige fornøjelse det er at møde mange ligesindede (fanatiske) geddefiskere, hvoraf mange hører til blandt de skarpeste i Danmark.

Forventningerne var i år dog ikke helt i top, da det ikke just var gode meldinger som vi havde fået op til konkurrencen. Få fangede gedder op til DBC, rygter om sæler samt stærk vind fra nordlige retninger, der havde skubbet en masse saltholdigt vand ned i konkurrenceområdet plejer ikke just at være godt for fiskeriet.

Lørdag blev en vejrmæssigt fantastisk dag med vindstille og varme i luften, men fiskemæssigt en katastrofe. Ikke et hug – ikke en følger eller nogen tegn på liv i det spritklare vand. I løbet af dagen så vi 5 store døde gedder liggende på bunden, skamferet af sæler, der har en kedelig vane med kun at æde maven, og lade resten ligge.

Det blev det eneste vi så til fisk lørdag. Kun ganske få andre af de mange deltagende bådteams havde mærket eller fanget fisk. En gedde på 107 cm, der endte med at blive konkurrencens største, blev dog fanget af en dygtig belgier, der fiskede sammen med Spike aka Lars A., en af de skarpe lokale brakvandsfiskere, der da også havde været ude at “træne” i farvandet op til konkurrencen.

Søndag morgen blev starten udsat en time på grund af vejret. En hård vind fra nord og kold regn var nærmest den diametrale modsætning til lørdagens vejr. Vi sejlede derfor forsigtigt afsted til et spot, som jeg havde fået af en af mine gode fiskevenner Frederik, der desværre ikke selv kunne deltage på grund af sygdom. Efter 30 minutters fiskeri råbte Zlatan at han havde fisk på. Frem med nettet og en sikker landing. Sikke en forløsning!

Det blev desværre ikke til flere gedder eller andet tegn på liv resten af dagen, så gedden var absolut en enlig svale eller den berømte nål i høstakken. Den samlede fangst for de mere end 65 deltagende bådteams og +140 deltagere blev sølle 27 gedder og 1 aborre, hvilket vist tydeligt viser, hvor svært det var.

Zlatans gedde gav desværre ikke nogen præmie, selvom der var noget forvirring omkring uddelingen. Mærkeligt var det ihvertfald, at en gedde på 70,5 cm gav en flot præmie, mens Zlatans på 73 cm ikke gav andet end en lang næse. Senere (dagen efter) fik Zlatan – efter at han indgivet protest – at vide, at det var en gedde på 77 cm fanget af Mads Jyde, der retmæssigt skulle have vundet, og ikke den på 70,5 cm. Lidt ærgerligt at der gik kludder i det, men sådan noget kan jo ske, når der arbejdes under pres.

Knæk & bræk

Klaus