Kategorier
Fangstrapporter

Juniortur til St. Vejle Å med Fisketeamet

Hej alle

Vejret har desværre ikke været optimalt de seneste 14 dage set fra en sø- eller havfiskers perspektiv, idet det jo har blæst temmelig meget. Netop vinden fik mig til at tænke i andre baner og idéen om en tur til St. Vejle Å med et par juniorer fra foreningen blev skabt. Det blev så hurtigt til 4 drenge (Rasmus, Louis, Peter og Kristoffer), der tilsammen udgør “Fisketeamet”, som også er navnet på deres egen gruppe på Facebook.

Jeg havde skaffet agnfisk, og jeg havde desuden sørget for ekstra stænger til fiskeri med agnfisk under enten flåd eller via bundbly. Optimismen på turen i bilen til Ishøj fejlede ikke noget.

Vi fandt en plads, der normalt er god, men den stærke kuling var simpelthen for hård kost for drengene og undertegnede, da det både var svært at kaste ud og svært at se hug på bundstængerne i den stride modvind. Det var ligeledes helt og aldeles umuligt at fiske med flåd. Vi flyttede os derfor over på den modsatte side, hvilket gjorde fiskeriet noget lettere, selvom jeg indimellem alligevel var ved at blive blæst i vandet.

Drengenes tålmodighed var ikke lige til fiskeri med agnfisk, så de fiskede med små jigs eller spinnere. Det gav nogle fine aborrer, men desværre også et par fejlkrogede aborrer og brasen. Rasmus´fine kilosaborre nedenfor var dog korrekt kroget i munden. Jeg fik desværre ikke vejet den inden den røg i vandet igen.

Det er svært at undgå fejlkrogninger, hvis man ikke fisker med agnfisk, men det hjalp lidt, da drengene fik besked på at fiske meget langsomt med de små jigs. 

Undertegnede snuppede i løbet af dagen 7-8 aborrer op til omkring kiloet. Alle fanget på agnfisk, så de virkede ihvertfald efter hensigten, selvom fiskeriet var svært. Vi sluttede ca. kl. 14.30 og kørte veltilfredse hjemad. Trods den hårde kuling og den bidende kulde havde vi haft en herlig tur. Jeg glæder mig til næste gang, hvor vi finder ud af en fællestur og skulle der være andre juniorer i foreningen, som kunne tænke sig at tage med, er de meget velkomne til at sende en mail til mig på klaus@naal.dk

Efter sidste søndags tur havde jeg igår lørdag lige et par timer i programmet, der jo passende kunne udnyttes til et aborresats ved St. Vejle Å, da vinden fortsat drillede. Agnfiskene var med, og de svigtede da heller ikke, idet det blev til en håndfuld kilosaborrer op til 1,210 kg.

Alle taget på små brasen fisket under flåd med et forfang af flourcarbon 0,26 mm, hvori der sidder en enkeltkrog (WMC Wacky str. 2).

Til foreningens søfiskere kan jeg iøvrigt informere, at Jens Blom nu har taget Esrum-båden op af vandet. Den ryger først i igen, når risikoen for is er meget mindre. 

Knæk & bræk

Klaus