Hej alle
Så er der igen fanget fine fisk af NÅL-medlemmer.
Fra Joachim har jeg modtaget nedenstående rapporter:
Hej Klaus
Fik denne skønhed idag på en medetur. Den er ny PR og vejer 1100 gram. En fin guldfisk til konkurrencen!
Hvad endnu bedre er; min gode fiskekammerat og jeg har tillagt os en vane, som består i at vi skiftes til at udfolde os gastronomisk, når vi er på fisketur. Dette har ført til en del gode oplevelser (specielt fordi han er kok). Jeg har vedhæftet et billede fra dagens menu.
Joachim har også været lidt ude efter torsk på Øresund.
Tillykke til Joachim med fangsterne, hvilket jeg også kan sige til Mads Andersen, der skriver følgende:
Hej NÅL
Jeg var så heldig at fange en laks på flue i Lagan igår den 11. september. En hunlaks på 95 cm og 8,6 kg.
Mvh
Mads Andersen
At andre fra foreningen også kan fange laks fik vi syn for på årets Mørrum-tur, hvor vi 7 mand – alle NÅL-medlemmer, skulle fiske halvanden dag. Ankomst mandag med fiskeri fra kl.18 frem til tirsdag midnat. Lars Enghoff og Henrik Jensen havde dog tyvstartet søndag og fisket på de officielle stræk. Dette var ikke noget dårligt valg, idet Lars var så heldig/dygtig at fange en havørredhan på 85 cm og 7,3 kg i pool 31 på flue. Hans første Mørrumfisk.
Dagen efter, mandag, stødte Peter Lottrup til, og han havde sørget for fiskeri for de tre på et mindre privatstræk længere opstrøms indtil de skulle møde os andre 4 mandag aften. Mandagens fiskeri på dette stræk gav dog ikke noget til dem, men da vi andre kom, gik vi igang med fiskeri på hyttestrækket. Dette stræk ligger også nedstrøms ABU-fabrikken i Svängsta. På et spot, hvor jeg tidligere har været heldig/dygtig fik jeg et massivt hug, hvorefter en ordentlig mørk hanlaks med krog sprang ud af vandet og piskede mod modsatte bred. Her var den lige ved at hoppe op på land, og ærgerligt nok knækkede linen. Dette hænder sjældent for mig, men lige på dette spot er der mange store sten og klipper, hvorfor jeg er ret sikker på, at laksen fik slidt linen tynd i det første vilde udløb. Surt show og Thomas Jeppesen, der havde stået ved siden af mig og fulgt optrinnet kunne høre undertegnede ærge sig højlydt..
Vel tilbage ved hytten kunne Henrik fortælle, at han på flue på den øverste del af strækket havde nappet en laks på 95 cm med en anslået vægt på ca. 10 kg. Hvilken start på fiskeriet!
Tirsdag morgen havde jeg sat uret til kl 6, men kunne ikke sove, så jeg var allerede afsted lidt over kl. 5. Jeg gik nedstrøms og udså mig et område, hvor jeg tidligere har snuppet en havørredhan på lige knap 7 kg. Her var der flere gode fisk, der markerede i overfladen, og efter en times fiskeri, var der bud efter min bronzefarvede SG Caviar spinner str. 3. Et kraftigt hug, et plask og så ellers et udløb, som jeg aldrig tidligere har oplevet. Linen fløj af og jeg begyndte at løbe efter langs bredden. Pludselig ca. 150-175 m længere nedstrøms, var det som om, at den stoppede. Jeg kæmpede for at få line på hjulet og nåede ned ud for stedet, for at opleve, at laksen var stået af og spinneren sad fast mellem to store sten. Endnu engang surt show, men det var da en oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.
Resten af tirsdagen gik med fiskeri indtil vi skulle gøre hytten rent kl. 14, da denne skulle forlades kl. 15. Efter rengøring tog Peter hjemad, da han skulle til Tyskland i embeds medfør. Vi andre tog til Laxens Hus, hvor Claus fik set det flotte fald og alle fik burgere eller pyt i pande i cafeteriet. Lars,Henrik og Carsten drog herefter hjemad mod Danmark, mens Thomas, Claus og undertegnede tog tilbage til fiskestrækket for at tage aftenfiskeriet.
Claus stillede sig som dagen før på sit favoritspot og fik efter et par timer en flot plettet hunlaks på 10,5 kg, der målte 103 cm. Han fortalte mig, at den var taget på spin og at dens første udløb havde været på knap 100 meter.
Efter lidt mere fiskeri var vi møre, og vi besluttede os derfor for at køre hjem til Danmark. Det havde været en super tur, og vi tager sikkert afsted igen til næste år i september.
Knæk & bræk
Klaus