Hej alle
Fik en fangstrapport fra formanden, som sammen med kassereren, havde været til geddepremiere 1. maj på Esrum Sø i foreningens båd:
Bjarne og jeg havde reserveret båden via hjemmesiden 1. maj. Vi startede på Nødebosiden, men vinden gjorde, at vi flyttede os over på østsiden. Her dørgede jeg ud for turbådsgaragen, medens Bjarne kastede med en Mørrumsspinner. Der gik ikke lang tid, så fangede Bjarne en gedde på 1,6 kg.
Vi dørgede hele vejen på 3-5 meter vand ned forbi Løjtnanten uden nogle hug. På hjemvejen prøvede vi at spinne langs sivkanterne, men uden resultat. Da vi så kom op til turbådene igen, fik jeg “den samme” gedde som Bjarne. Den havde bare spist 400g skaller:-)
Vi satte elmotoren på 10% og jeg skiftede Hi-Lo vobleren ud med en Mepps str. 5. Modvind, stor wobler og multihjul er ikke en god kombination. Lige efter Fredensborg havn fik jeg den næste gedde. Den var noget større og federe end de andre og vejede 5,2 kg.
Så er der i hvert fald 3 gedder i Esrum sø.
Carsten
Stort tillykke til Carsten med den pæne Esrumgedde, som har en flot vom. Bemærk iøvrigt også foreningens nye elmotor samt de nye stangholdere.
Undertegnede havde idag taget en fridag for at komme på geddefiskeri på Søndersø sammen med Jens Blom i det meget flotte vejr. Det blev til mere end 20 stk. taget på både agnfisk og spin, men desværre ingen over 3 kg. Jens fik den på 3 kg og en bonussandart på 3,2 kg, men da disse er fredet i maj tæller den ikke med i årets fisker konkurrencen. Dette betød dog ikke det store for Jens.
Alle gedder og sandarten blev naturligvis genudsat.
Knæk & bræk
Klaus
PS: Jørgen Bent Andersen fra foreningen var i åen i april og fejlkrogede der en suder på hele 1,9 kg. Den må have givet Jørgen en god fight, da den var kroget i rygfinnen.