Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

PredatorCup 2024

Hej alle,

I weekenden var Danni Nielsen og undertegnede endnu engang til Predator Cup, der er Danmarks største fiskekonkurrence, hvor man jagter gedde, aborre og sandart.

Mere end 220 deltagere fordelt på 90 bådteams var tilmeldt og lørdag skulle der fiskes på Silkeborgsøerne, mens Skanderborg Sø søndag dannede ramme om konkurrencens sidste dag.

For begge dage gjaldt, at der kunne indrapporteres 3 gedder, 3 aborrer og 1 sandart pr. båd. Det lyder overkommeligt, men i praksis er det ofte meget svært – ikke mindst fordi fisk er lunefulde og de mange både, der fræser rundt og fisker intensivt helt sikkert heller ikke har en positiv effekt på fiskeriet. 

Vi ankom fredag eftermiddag – efter lige at have været den obligatoriske tur forbi Effektlageret i Horsens.

Netop ankommet kom der en ordentlig haglbyge, hvilket mindede os om, at det var blevet efterår.

Lørdagen på Silkeborgsøerne startede fint med 3 aborrer over mindstemålet på 25 cm på ”kortet” i løbet af de første par timer, hvorefter vi gik på jagt efter gedder. Dette blev sværere end det burde være, da det ellers normalt effektive vertikalfiskeri måtte droppes, da den elektroniske drejekonsol til transduceren kun kunne dreje den ene vej. Fandens også, idet vi så i stedet måtte sadle om og dørgefiske. Dette gav en enkelt +80 cm gedde, der medførte at vi endte på en 26. plads om lørdagen.

Ikke helt optimalt, men det kunne have været værre. Således havde 13 teams bestående af dedikerede sportsfiskere med det bedste udstyr penge kan købe trukket en nulbon efter 8 timers fiskeri. 

Søndag var vi igen klar til at give den gas. Denne gang på Skanderborg Sø, hvor vandet var malinggrønt af alger – ikke det bedste udgangspunkt. Strategien var som sidste år at starte med at dørge gedder, mens vi fik lavet research med ekkoloddet. Dørgefiskeriet gav et par tilbud, men de blev uheldigt nok ikke hængende. I en konkurrence er det dobbelt ærgerligt.

Efter frokost var strategien at få jagtet nogle aborrer på de pladser vi havde spottet under dørgefiskeriet. Vi fik en del på dropshotfiskeri, men typisk var langt de fleste under mindstemålet på 25 cm. Det lykkedes dog efter mange kast at fange et par stykker, med største på 35 cm.

Disse aborrer reddede lidt af æren på en i særklasse svær dag. Hele 44 teams ud af 90 teams trak en nulbon denne søndag. Af disse var 11 blandt dem, der også trak en nulbon om lørdagen. Man kan vist roligt sige at det var svært fiskeri.

I den samlede Predator Cup endte vi på en 26. plads og dermed i den bedste tredjedel. Placeringen var lidt bedre end sidste års skuffende 32. plads. Tidligere år har givet placeringer som nr. 5, 7 og 22. 

Ulrik Holm Nielsen, der er en af vore helt nye medlemmer, fiskede sammen med Thoke Wistoft, og man kan uden at overdrive sige, at de er blandt Danmarks ultimativt bedste predatorfiskere. De fik en 2. plads lige efter vinderteamet High 5 Lures med Finn Sloth, Dennis BomBom Skou og Kasper Kjær. Imponerende at begge disse teams år efter år ligger i top 5. At de er 100% fokuserede på konkurrencefiskeri er man ikke i tvivl om når de også har lagt nogle dages ”prefish/træning” ind hvert år. Det lønner sig i sidste ende, da de derved opnår en lidt bedre idé om hvor og især hvor de ikke skal fiske på konkurrencedagene. Et kæmpe tillykke til de to teams herfra.

Vi selv kan trøste os med, at det som altid var sjovt og spændende at deltage, og at vi bare må gøre det bedre til næste år – måske endda med lidt prefishing, hvis der er tid.

En kæmpe tak til Effektlageret, Skanderborg Lystfiskerforening og Silkeborg Fiskeforening for at de endnu engang fik arrangementet afviklet så flot. At deltage i arrangementet er ikke kun fiskeri. Det er super hyggeligt og man får hvert år snakket med dem man allerede kender i forvejen og får hilst på en masse nye ligesindede predatorfiskere. Danni og jeg glæder os allerede til næste år. Måske er der ovenikøbet et par medlemmer, der vil med. I så fald kan de enten tage deres egen trailerjolle med eller booke foreningens alujolle Obelix og ellers overnatte sammen med Danni og undertegnede i hytten.

Knæk & bræk

Klaus