Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Ø-hop giver gode fiskeoplevelser – seneste tur gik til Nekselø

Hej alle,

Asbjørn Aaresøn fisker en del på kysten efter havørred. Nogle gange er han med vennerne på tur rundt på danske øer. Det er der kommet en lille beretning ud af.

Asbjørn skriver:

 Igennem de sidste 15 år har jeg haft fornøjelsen af at besøge de danske øer til en god omgang hygge og havørredfiskeri med gode fiskevenner fra nær og fjern. Lad det være sagt med det samme, vi har aldrig oplevet bonanzafiskeri på vores øture, men fornøjelsen ved at besøge disse perler i foråret har langt opvejet det lidt nøjsomme fiskeri. Gennem årene er det blevet til øer som . Avarnakø, Lyø, Drejø, Ærø, Brandsø, Romsø, Hjarnø, Orø, Fejø, Omø… Vi er næsten altid lykkedes med at finde en unik placering, typisk en fyrmesterbolig eller lign. 

Dette år var turen kommet til Nekselø, hvor vi havde lejet overetagen på den gamle færgemesterbolig, med mageløs udsigt ind på Vejrhøj, Vestsjællands højeste punkt. Når man kommer til sådan en ø føler man næsten, at det er jomfrueligt vand, der nu skal betrædes. Sådan var det også i år, vi skulle dog lige smage på de våde varer, men så afsted. Der gik da heller ikke længe før en flok mindre grønlændere kom susende ind over sandet på jagt efter blinket. 2 fisk blev det til men så dampede de videre, men godt det samme, da de manglede lidt i størrelse før man kunne have vist sig i huset med sølvtøjet uden at blive gjort til skamme!

Nå, men næste dag gik turen så om til den anden side af øen og her foldede istidslandskabet sig virkelig ud, med en med smuk kuperet kysttrækning med store rullesten..(næste gang skal vadestokken med!) 

Vi arbejdede os minutiøst øen rundt de næste par dage. Det er altid utroligt spændende at bevæge sig langs en kysttrækning for første gang. Deri ligger en stor del af fornøjelsen på disse ture. Man kan tit føle sig hensat til en sted langt længere borte end man egentlig er. 

Vi fik i løbet af de 4 dage vi var på øen fat i nogle flere grønlændere samt nogle få men store hornfisk. Den store sølvblanke må komme næste gang.. 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg vil dog på det kraftigeste opfordre foreningens medlemmer til at besøge øerne i Danmark og i særdeleshed Nekselø.. måske den mest spektakulære ø på vores breddegrader.

På en god dagstur kan man nå meget af øen rundt men den egner sig absolut også til en herlig vandretur i “Bjergene”

Knæk og Bræk derude

Med venlig hilsen

Asbjørn Aare Aaresøn

Mange tak for en herlig beretning fra Nekselø og inspiration til fisketure på de danske øer. Jeg har selv fisket på flere øer, bl.a. Bornholm, Sejerø og Omø. Naturoplevelser er der masser af og en ø er ikke dum i forhold til kystfiskeri, da der som regel kan findes fiskbart vand uanset vind og vejr.

Knæk & bræk

Klaus