Hej alle,
Forleden fik vi i foreningen en henvendelse fra Fredensborg Kommune omkring udtørring af visse stræk af Donse Å, der løber ud i Usserød Å. Problemet var, at der var en del ørredyngel, som nu var fanget i små pytter på strækket, og som ville gå til, hvis der ikke kom meget regn eller alternativt blev flyttet.
Løsningen kunne være at vi indfangede fiskene og satte dem ud i Usserød Å, så de kunne overleve. Tiden arbejdede bestemt ikke for os, da åen på flere stræk var tørret helt ud.
Der skulle også arbejdes hurtigt, da temperaturen var tæt på 30 grader og fordampningen var i fuld gang. Claus Banholtz og undertegnede var derfor samme aften som vi fik henvendelsen klar ved åen udstyret med net, spande og iltpumper.
Det lykkedes at indfange og redde noget ørredyngel, men desværre havde varmen allerede gjort kål på de fleste af dem, der var i de mindste vandpytter.
Rotterne vi så under broen ved Kongevejen har sikkert haft en fest, og skadedyrsbekæmper blev naturligvis efterfølgende kontaktet.
Strækket i Donse Å har i mange år fungeret som opvækstområde for de små ørreder, så det er rigtig skidt når en tørke som denne sætter ind. Vi kan derfor kun håbe på regn i den nærmeste fremtid, så mere ørredyngel vil overleve. Heldigvis så vi i forbindelse med vores redningsaktion også stræk af Donse Å med dybere vand, der var godt gemt inde under træernes kølige skygge, hvor ørredynglen kan overleve indtil regnen kommer. Der er således håb for at nogle vil overleve og blive til fuldvoksne bækørreder, hvis de bliver permanent i åen eller havørreder, hvis de vælger at svømme ud i Øresund.
Knæk & bræk
Klaus