Hej alle,
Geddepremieren er altid noget særligt. Denne gang fiskede jeg sammen med Joachim Fabricius, der også har været så venlig, at bidrage med en turberetning.
Joachim beretter:
1. maj blev brugt i selskab med Klaus på Furesøen. Turen startede allerede dagen før, hvor jeg måtte slide i 5 stive timer for at skaffe 20 skaller. Vi mødtes 6.15 i Nivå, og så gik turen til Furesø. En time senere lå vi ude på vandet, og da vi havde rigget fire dørgeskaller klar, skete det, der bare ikke måtte ske. Agnfiskene forsvandt som dug for solen nede i dammen!!! Det viste sig, at der var et hul i dammen, og da den første fisk fandt ud af dette, fulgte de andre trop inden for få sekunder. Tilbage sad vi med fem skaller ud af 20… Jeg var grædefærdig. Heldigvis havde Klaus medbragt Garmin Livescope, og vi fik kæmpet os til 7 gedder, der huggede på både gummi og skaller. Sidstnævnte fisket på en Fire Ball. Alligevel var vi ikke helt tilfredse, da vi sejlede mod land, men kunne i havnen forstå, at de fleste andre havde kæmpet for fiskene, og at 7 gedder rent faktisk var et hæderligt resultat. Klaus stod for de to største 4+ gedder, mens min største gedde vejede 3,75 kilo.
Så alt ialt en fin dag, trods en mavepuster fra start.
Tak for selskab ogendnu engang tillykke med fangsten. Og enig, det var lidt af en mavepuster med den skalleflugt.
Knæk & bræk
Klaus