Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

Revanche på Lappegrunden

Hej alle,

Så kom der en fangstrapport fra Asbjørn Aaresøn, der forleden havde en vellykket fladfisketur på Øresund.

Asbjørn beretter:

Jeg glemmer aldrig påskelørdag 1999. Den årlige Påske torsketur med overnatning var gået til Stigsnæs, for at se om Agersøsund skulle kunne kaste et par torsk af sig. Under frokosten var vi drevet lidt ind under land få at få læ, og mens min far riggede frokosten til, skulle jeg lige svinge kastestangen! Og minsandten om ikke der var hug. Panikken spredte sig hurtigt ombord, da der var tale om stor rovplade, som kom glidende op fra bunden…. Lige nøjagtigt på netkanten slap trekrogen sit tag i uhyret, og vi kunne se den store fladfisk glide mod bunden igen…Jeg skulle hilse og sige, at stemningen i båden var en lille smule ærgerlig, og historien dukker stadig op af og til. Jeg har lige siden dengang haft et stort ønske om at tage revanche! 
Og jo, et par mindre hvarrer er det da blevet til gennem årene. Men hvarfiskeriet er jo ikke lige frem det nemmeste, og man har det jo med gøre det man plejer. Sidste år gav jeg det så et par helhjertede forsøg på Lappegrunden i Øresund efter hvar, og minsandten om ikke det gav fire slethvarrer, med den største på knap 1 kg!

Sidste mandag var det så tid igen. Vejret var rimeligt og et par af fjordens hornfisk havde indvilget i at agere lokkemad. Der var en fin let indadgående strøm på Lappen, og dagens fiskeri kunne starte. Overraskende nok var det Isingerne, der kastede sig først over agnen. Jeg fiskede med temmelig store hornfiskestykker, så de kæmpede noget med agnen, men 8 stk i ok kondition blev det til. Pludselig lige midt i frokosten kommer der et godt hug, og jeg kan med det samme mærke, at dette er en fin fladfisk. Hurtigt viser fisken sig, og jeg må sige, at jeg gik noget i “fumle mode”. Men ind kom den da og krogen slap nøjagtig, da fisken ramte dørken! Op på vægten med den, og den sagde 1,95 kg. Det var sgu bare fedt! Jeg må indrømme, at jeg først antog den for en pighvar, men det var altså en slethvar.
Oplevelsen blev komplet her til aften, da jeg kunne invitere min gamle far på hvar og vi kunne mindes dengang den store fladfisk smuttede, og at vi nu 22 år efter endelig fik revanche.

Mange tak for fangstrapporten og stort tillykke med fangsten. Normalt er de slethvarrer der fanges i Øresund omkring kiloet, så en 2-kilos er absolut i den sjældne ende. Slethvarren er tilmeldt årets fisker konkurrencen.

Knæk & bræk

Klaus