Kategorier
Artikler Forsidenyt Nyheder Nyheder

Torben Kaas valgt som ny formand for Danmarks Sportsfiskerforbund

Hej alle,

På Danmarks Sportsfiskerforbunds hjemmeside oplyses, at 55-årige Torben Kaas i lørdags den 19. september blev valgt som Danmarks Sportsfiskerforbunds nye formand ved forbundets kongres.

Torben Kaas har været medlem af Nive Å’s Lystfiskerforening siden han var 12 år og arbejder til daglig som rådgivende ingeniør i COWI. Han tiltræder som formand med en solid erfaring med bestyrelsesarbejde fra sine 14 år i Friluftsrådets bestyrelse, heraf seks år som næstformand.

Torben Kaas ser frem til arbejdet med at gøre Danmarks Sportsfiskerforbund kendt blandt flere lystfiskere.

– Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet med at samle alle danske lystfiskere. Alle skal kunne se sig selv i Danmarks Sportsfiskerforbunds arbejde, og vi skal have flere med. Vi skal fortsat være den organisation her i Danmark, der ved, hvad der foregår i vandmiljøet og varetager dets interesser – og det skal fastholdes på et højt niveau, udtaler Torben Kaas til DSF´s hjemmeside.

Et kæmpe tillykke til Torben, der er en sand ildsjæl, og som helt sikkert vil sætte sit præg på Danmarks Sportsfiskerforbund til glæde for natur, fisk og det rekreative fiskeri i Danmark.

Knæk & bræk

Klaus