Hej alle,
Undertegnede har de seneste dage modtaget flere fangstrapporter fra medlemmer til foreningens årets fisker konkurrence. Blandt dem der har skrevet er Marcus Krag, der har været afsted med medestængerne med en vis succes.
Marcus skriver:
Den 2. september var jeg et smut ude efter ål, men mens jeg ventede på at ålene skulle bide på, forsøgte jeg at lokke nogle store rudskaller til at tage brød i overfladen. Det lykkedes ikke rigtigt, så jeg forsøgte mig med frilinet majskorn i kombination med løsfodring af majs. Det gav pote med det samme og jeg fik en flot lang rudskalle på 37,5 cm, der på en god dag nok burde have vejet over kiloet, men desværre kun landede på 780 g i sommerkondition.
Den 5. september var jeg på hyggefiskeri med en kammerat. Vi fangede godt med skaller og små aborrer, men jeg havde nu udset mig en af søens sølvkarusser. Lige inden vi skulle pakke sammen strammede linen op til mine dåsemajs, som jeg fiskede på friline og jeg fik hurtigt kontakt til en fin sølvkarusse. Fisken var 840 g og den vil jeg gerne tilmelde årets fisker.
Tillykke til Marcus med fangsterne og tak for rapporterne. Fine fisk, der hermed er tilmeldt året fisker konkurrencen.
En anden der har tilmeldt fisk er Joachim Fabricius, der ofte gør det i street fishing. Således forbedrede han sin tidligere tilmeldte aborre i konkurrencen med en fisk på 800 gram. Gæt hvor den er taget. Der er sikkert flere.
Tillykke til Joachim med fangsten, der dog ikke er stor nok til at slå Thomas Ratzlaff, der med fangst af en slethvar på 300 gram igen lægger sig i spidsen.
Herligt med den tætte konkurrence i årets fisker konkurrencen. Jeg forudser nogle spændende måneder frem til nytår, hvor vinderen skal kåres. Alle fangstrapporter er meget velkomne.
Knæk & bræk
Klaus