Kategorier
Fangstrapporter

Fangster fra foreningens trollingbåd Zimba samt diverse andre

Hej alle

Så var der igen lige et par rapporter fra vores aktive medlemmer i mailboxen, heriblandt en fra vor formand Carsten Ryby, der skriver:

Hej Klaus

Henrik havde booket Zimba tirsdag morgen, men af uforklarlige årsager kunne han ikke starte motoren, så han opgav at tage af sted. Henrik havde fortalt det til mig om morgenen, hvorefter jeg så kunne gå og spekulere over det hele dagen, da jeg skulle lære Niels Bo at bruge båden.

Efter frokost gad jeg ikke arbejde mere den dag. Det med motoren, der ikke ville starte, roterede rundt i hovedet på mig. Derfor kørte jeg op i Nivå Havn for at prøve om jeg kunne starte den rådne motor. Jeg fik dårligt sat nøglen i, førend motoren startede. Ringede derefter straks til Henrik, og spurgte om han ville med. Det ville han gerne, så kl. 14 sejlede Henrik, Niels Bo og jeg til Nordvestrevet ud for Vens nordspids. På 1½ time fik vi fyldt ”lastrummet” op med godt 30 torsk op til 4 kg, og flere gange havde vi 3 torsk på ad gangen. Vi fik de fleste på 9-15 meters dybde. Derefter sejlede vi hjem, hvor vi satte Henrik af, hvorefter Niels Bo viste mig sine færdigheder i sejladsens kunst.

Carsten

Tak til Carsten for rapporten, der absolut er en appetitvækker, hvis man ønsker flex på klingen og friske torsk til fryseren.

Mogens Marcus Mentz har også været en tur ude med Zimba og skriver:

 

Hej Klaus
Så fik jeg den første tur i foreningens båd 28.07.2011. Det var lidt blæsende og blæste desværre yderligere op i løbet af dagen. Fangsten blev en lille makrel på 390 g og 36 cm (i øvrigt min første makrel).
Jeg fangede den ca. 1 km vest for Vens sydspids.
Mvh.
Mogens Marcus Mentz

Tak til Mogens for rapporten. Makrellerne begynder snart at samle sig bl.a. ved Nordvestrevet, så man kan vel tage på en kombineret makrel-/torsketur i løbet af de næste uger.

Joachim Fabricius har også været ude med matchstangen og der fået flere karusser med største på 650 og 800 g.

Jeg selv var i mandags et smut i åen på en aftentur, hvor vandstanden var helt perfekt – høj og faldende. Havørrederne var desværre ikke i stødet denne aften, men jeg så da en enkelt slå i overfladen, så de er der nu!

Jens Blom, Joachim Fabricius og undertegnede tog igår lørdag en tur til Lammefjordskanalerne, hvor målet var skælkarper, som der skulle være en del af. Tip fra forskellige kilder fik os til at tage til Sydkanalen, bl.a. fordi de største skulle leve der. Vi havde ikke tid til en overnatning, selvom vi udmærket vidste, at dette klart ville have været det bedste.

Vel fremme fordelte vi os og gik i gang med fiskeriet. De første rudskaller, aborrer og brasen indfandt sig på foderpladsen og tog vores majs, men det var som bekendt ikke dem, der var målet. Efter et par timers fiskeri fik jeg et godt løft på flåddet i yderkanten af foderpladsen. Jeg gav modhug, og nåede lige at registrere 100% karpe i den anden ende (vi så den vende i overfladen), hvorefter krogholdet desværre slap efter få sekunder. Surt show!

Det viste sig senere, at det var den eneste karpekontakt vi havde i løbet af dagen, selvom jeg så adskillige karper luske rundt i området. Blandt disse var helt sikkert også rigtig pæne +5 kilos. De største brasen fra dagen stod Jens for, idet han fik et par stykker på omkring 1,5 kg. Vi blev enige om, at vi nok skal komme igen, men at det næste gang bliver med en overnatning.

Knæk & bræk

Klaus