Kategorier
Artikler Fangstrapporter Fangstrapporter Forsidenyt Nyheder Nyheder

8,2 kilos gedde fra Esrum Sø

Hej alle,

Det glæder mig naturligvis som formand, når brug af foreningens faciliteter resulterer i gode fiskeoplevelser for vore medlemmer. En sådan havde Jens Peder Jeppesen i tirsdags, hvor han spenderede en eftermiddag på Esrum Sø. Det blev til 5 gedder, med største på 8,2 kg.

Jens´s fangstrapport er gengivet nedenfor til inspiration for andre – både medlemmer og ikke-medlemmer.

Hej Klaus
Lige en tilbagebriefing vedr. min tur på Esrum Sø i tirsdags. Den frontmonterede elmotor fungerede upåklageligt og er en stor oplevelse. Jeg kan godt forstå, at du er vild med den. Fiskeriet bliver jo noget helt andet, når man ikke skal koncentrere sig om sejladsen.

Selve turen var rigtig god, fantastisk stemning på en rolig sø og med god fangst. Jeg kom først ud kl. 14.30 grundet uventet logistik med ungerne. Jeg startede med at sejle direkte op til Løjtnanten, hvor jeg lagde ud på ca. 20 meters vand og imellem knoldene deroppe. Jeg dørgede med 4 stænger og “løshængte” store høstsild, kun iført et par strimler af “sølvflash”, som jeg slæbte efter båden med ca. 60 meter line ude og hvor jeg vurderede, at silden hang ca. 5 meter over bunden. Der var hug allerede inden jeg fik den første sild “launched”, men den røg igen efter få sekunder. På strækket op til Kobæk Vig sejlede jeg næsten konstant over 20 meter, men så absolut intet på loddet, hverken gedder eller byttefisk. Alligevel fik jeg 5 gedder, med den største på 8,2 kg. og 104 cm og mistede 3 reelt. Hertil havde jeg mindst 3 hug som ikke hang ved. En af de mistede var mindst ligeså stor som den største jeg fangede. Det sjove ved eftermiddagen var, at mange af huggene faldt, da mørket var faldet helt på. Utroligt at de kan se noget i det mørke!

Mvh

Jens

Et stort tillykke til Jens og en tak for beretning. Måske man selv skulle forsøge sig med hans metode med sild. De er ihvertfald noget nemmere at skaffe som agn end skaller, der altid er sværest at få fat i, når man virkelig skal bruge dem.

Gedden på 8,2 kg bliver også tilmeldt Esrum Open, hvor den giver vores forening lidt flere point. Vi når ikke Lystfiskeriforeningen i foreningskonkurrencen, men vi lander formentlig på en ærefuld andenplads.

Esrum Sø fisker forrygende i øjeblikket og en af vore andre medlemmer og hans makker fik i søndags også en stribe fine gedder op til 7 kg. De var endda også vidner til at en gut fra Lystfiskeriforeningen nappede en gedde på 9,6 kg.

Foreningens jolle, Hanna, ligger fortsat i vandet, og vil gøre det indtil der kommer låg på Sørup Havn. Der er derfor stadig muligheder for at komme ud og prøve kræfter med de store gedder og aborrer.

Knæk & bræk

Klaus