Kategorier
Fangstrapporter

Singölaks til Jens Blom – Nu er historien her!

Fisketur til Singö sommeren 2010

Efter sidste års succestur til Singö skulle jeg være der i 2 uger i år. Den første uge sammen med Klaus Vestergaard og den anden uge med Frank Wassmann.
Singö ligger små 200 km nord for Stockholm, så der er en lang vej at køre med en båd på slæb. Vi tog afsted mandag morgen, men vi var kun lige kommet over broen til Sverige, da der var motorproblemer, og olie løb ud under bilen. Vi fandt et Suzuki-værksted i Svedala, som kunne fortælle os, at brændstoffilteret var utæt, så vi kunne ikke køre videre. Værkstedet kunne ikke skaffe et nyt filter før om torsdagen. Så vi fik gang i telefonerne og den bedste løsning blev, at leje en bil på værkstedet og hente et nyt filter hos Suzuki på Amager tirsdag morgen.
Slukørede kørte vi hjem igen, men vi kunne lige så godt benytte tiden til en medetur i lergravene hvor vi så fangede nogle suder. Så op igen tidligt tirsdag morgen, hente brændstoffilteret på Amager, og over broen igen igen til Suzuki i Svedala. De skiftede filteret på en halv time, så kl. 9.15 tog vi afsted mod Singö, hvor vi ankom ca. kl 20.30 – godt møre og for sent til at søsætte.
Det viste sig at være ok, idet det onsdag morgen blæste 7 m/s fra nord. Båden blev søsat og kursen blev sat mod fiskepladserne kl. 12.30. Pladserne ligger i farvandet mellem Sverige og de finske Ålandsøer. Onsdag var også vores maddag, så kl. 19.00 begyndte vi at rigge af. Vi havde lige fået blyloddet op på downriggeren, da en knarre pludselig gik på fuld tryk. Det var den andenyderste planerstang, der var belastet med 30 g bly i min side. Hurtigt fik vi resten af grejet ind og efter en fin fight, hvor fisken flere gange tog udløb under båden, kunne Klaus nette en fin laks på 5,5 kg. Perfekt start på fisketuren, for det var jo også min fødselsdag:-)
Torsdag blæste det så igen om morgenen, men vi fik da en halv fiskedag, dog uden fangst.

Fredag, fint vejr, men trægt fiskeri, og vandet var koldt og uklart. Det blev desværre atter en 0 – dag, hvilket var synd for Klaus, idet det var hans sidste fiskedag, han skulle nemlig flyve hjem lørdag formiddag.

Lørdag morgen fik jeg afleveret Klaus i lufthavnen, og i mellemtiden var Frank ankommet. Det blev dog ikke til noget fiskeri den dag da det blæste for meget.
Søndag var det fint vejr, og efter et par timers fiskeri var der en laks, der huggede i min side. En ok fisk på 6,5 kg.
Mandag blev det så Franks tur til at få fisk og han holdt sig ikke tilbage. Efter en fight på en halv time kunne jeg nette en rigtig fin laks på 13,5 kg, hvilket var ny PR til Frank og bådrekord.

Tirsdag var det min tur til at fange en fin laks på 9,5 kg.
Onsdag blev turens bedste dag. Vandet var stadigt uklart og koldt, men nu havde vi fundet melodien, Frank fik et godt hug og efter en times fight, hvor Frank fik hevet lidt line ind, hvorefter fisken så trak samme meter line af og bare helst stod tungt under båden. Jeg var derfor nødt til at sejle lidt 6 – 7 gange, men omsider lykkedes det, at få fisken så tæt på båden, at jeg kunne nette den. 13,5 kg men i klart bedre kondition end hans første 13,5 kilos fisk.
Vi fik sat grejet igen og efter et par timers trolling fik jeg så bid, og Frank kunne uden den store dramatik nette en laks på 11,4 kg – ny PR til mig. Den aften kiggede de andre fra holdet lidt skævt til os, da vi i deres øjne havde været lidt for heldige.

Torsdag blev turens sidste fiskedag, da det ville blæse op. Vi fik et kraftigt hug på en dipsystang, men fisken hoppede af og da jeg tjekkede stangen, viste det sig, at linen var knækket mellem dipsyen og blinket. Laksen var således løbet med blinket. Surt! Ingen fisk til os den dag, men alt i alt var hele turen en fangstmæssig succes. Laksene var ikke lige så vilde som sidste år, grundet det koldere vand, men stadig rigtigt sjovt fiskeri med gode naturoplevelser. Det er jo lidt sjovt, når en sæl dukker op et par meter fra planerboardet og kigger lidt underligt på det.

PS: Jeg regner med, at jeg kan overtale Klaus og Frank til at tage til Singö igen i 2011.

Knæk og bræk
Jens Blom