Hej alle,
Ion Hoe Nielsen har været på Esrum Sø et par gange efter premieren. Han skriver:
Første tur efter den for mit vedkommende drøje premiere, blev i onsdags den 11. maj sammen med min gode ven og i øvrigt også medlem af klubben, Lars Johansen. Vi nåede 3 timer på vandet og fik 4 fisk i båden, med den største til Lars på 5,1 kg.
De der forårs fyraftensture, med en kande kaffe og en bid hyggebrød, er altså manna for sjælen!
Dagen efter var det torsdag i almindelighed og hedebølge i særdeleshed samt perfekte forhold og gode lodninger på søen generelt, men hold da kæft, hvor det løfterige fiskeri fra aftenen før udeblev! Vi fik to fisk, hvoraf den ene havde været en måler FØR fredningens ophør, en uhyre lang fanden på 8,1 kg, som jeg fik slidt mig til på et Westin gummidyr i søndre Sandport på 6 meter vand….
Den anden fisk nappede ved den gamle bådudlejning. En vild fisk på anslået 5 kilos penge, knap så lang, mere Esrum like, og anslået, da skiderikken helt inde ved båden fik en hjerneblødning og tumlede så vildt i overfladen, at min favoritwobler knækkede og den forsvandt med den ene halvdel i kæften….
Jeg vil fortsætte min jagt på Esrums store gedder og er vind og vejr til det, vil man kunne se i bookingkalenderen at jeg tager ud. De af Jer, der har lyst og mulighed er meget velkomne, hvis der er plads i båden.
Fiskehilsner
Ion
Mange tak til Ion for beretning og tillykke til både ham og Lars med de fine gedder. Synd for gedden (og Ion), at den nu svømmer rundt med en halv wobler i kæften. Lad os håbe, at en anden fanger gedden og får den befriet eller at den selv falder ud.
Ions 8-kilos gedde er allerede tilmeldt Esrum Open. Følg i den forbindelse gerne linket til Esrum Open på forsiden, som er placeret sammen med links til vore sponsorer Sportdres samt Forst og Jagthuset. Sidstnævnte har vi netop fået som sponsor i stedet for Fiskerishop.dk, der som bekendt lukkede for et par måneder siden. Sponsoraftalerne betyder, at man som NÅL-medlem får rabat på køb af ikke nedsatte varer. Se den specifikke rabat under “Medlemssider”. På et tidspunkt efter sommerferien vil vi arrangere en indkøbsaften til Forst og Jagthuset, hvor der under hyggelige forhold, dvs. incl. øl og vand m.v., vil være mulighed for at tanke grej og beklædning til yderst fornuftige priser. Glæd Jer!